 |
|
|
 |
|
Holsteinsgade Skole 1910 - 2010
Link Til Skolens Fotoalbum
Fotoalbum
|
22. sep 2008 ... Langelinieskolen opstod, da Holsteinsgade Skole og Rosenvang Skolen... HS 48-49 er billeder fra Holsteinsgades Skole fra 1948 til 1949). ...
www.langelinieskolen.kk.dk/infoweb/.../skolens%20fotoalbum.asp?id=308
|
50 Års Jubilæum
Den 15. august 1910 blev vor skole indviet og kunne efter sommerferien i året 1960 altså fejre sit 50-års jubilæum.
I den anledning fremdrog overlærer H.M.Olsen nogle spredte træk af skolens historie som er gengivet herunder.
Forhistorien
I årene efter 1900 var København en by i rask og rivende udvikling. I 1901 og 1902 skete der de store indlemmelser af Brønshøj, Utterslev, Vanløse, Valby og Sundbyerne. I de efterfølgende år voksede dens indbyggertal med 6-8000 om året ( i øjeblikket aftager det med 4-5000 årligt ). Børnetallet voksede naturligvis tilsvarende. Beboelsesejendomme byggedes i et rivende tempo - også talrige ejendomme i kvarteret omkring skolen er opført i disse år. Man forhastede sig imidlertid ikke med at bygge nye skoler, og resultatet var, at de bestående ofte var overfyldte. Den 1. januar 1908 havde en hel række skoler over 1800 elever, deriblandt Ryesgade og Strandvejsskolen. Det var klart for alle, at der måtte gøres noget alvorligt, og i løbet af ganske kort tid påbegyndtes 3 store nye skoler: Sundpark skole, skolen i Vigerslev allé og Holsteinsgade skole. At skaffe håndværkere til det omfattende skolebyggeri var ikke svært; efter den store byggekrise i 1907-08 var næsten alt boligbyggeri standset. Krisens årsag var, at alt for mange lejligheder stod ledige. Ved tælling i 1906 havde København (uden Frederiksberg) 10.864 ledige lejligheder, d.v.s. at der gennemsnitlig var en tom lejlighed i hver opgang, og det var naturligvis umuligt at få dem alle udlejet, selv om værterne lokkede med fuldstændig istandsættelse, billig husleje og de 3 første måneder helt gratis.
De 3 ovennævnte skoler skulle efter planen alle være færdige til brug 1. april 1910 (skoleåret gik dengang fra 1. april til 31. marts). Dette gennemførtes også for de to første, medens Holsteinsgade skole først blev færdig i løbet af sommeren, så den kunne invies og tages i brug i august. Imidlertid var skolens klasser oprettet allerede pr. 1. april, og de blev så i forårsmånederne undervist rundt omkring i kvarteret, hvor der var plads. Ledige lejligheder var der jo ingen mangel på, men nogle af skolens klasser var dog anbragt så langt borte som i Vordingborggade (der dengang hed Øresundsgade).
Eleverne
Skolen blev altså oprettet den 1. april 1910. Men hvor kom eleverne fra? Og hvor mange kom der?
Den 1. januar 1910 havde Ryesgade skole 1813 elever, Randersgades skole 1706, og Strandvejsskolen endog 1981 elever. Fra disse tre skoler blev der nu overflyttet ialt 1167 elever. Vibenhus skole og Østerfarimagsgades skole var dengang betalingsskoler, og børn derfra kunne ikke flyttes til en friskole. Den nye skole fik også elever nok alligevel. Allerede i løbet af det første skoleår steg børnetallet til 1465 og voksede fremdeles, således at det kulminerede i 1916 med 1701 elever. Når skolen, der på dette tidspunkt ikke havde filialer af nogen art, kunne rumme så mange børn, skyldes det udelukkende, at der dengang - som overalt i Københavns kommuneskoler - var skolegang i 2 hold: formiddagsklasserne fra 8-13 og eftermiddagsklasserne fra 13-18.
I første omgang prægede det skolen, at kvarteret var spækket med privatskoler, som søgtes af børnene fra de bedrestillede hjem - og dem var der mange af. I det pålidelige "Hagerups Leksikon" fra 1911 læser man: Østerbro er et bourgeoisi-og villakvarter. I Kraks vejviser for 1910 er opført 12-tolv - privatskoler i skolens distrikt eller dets nærmeste omegn, deri ikke medregnet Krebs' drengeskole i Stockholmsgade og den franske pigeskole, som dengang lå på Toldbodvej. Samtidig sendte mange forældre deres børn til de kommende betalingsskoler: Østerfarigmagsgades skole og Vibenhus skole. Det kostede en krone om måneden, deraf navnet kroneskoler, og disse skoler ansås for bedre og finere end friskolerne. Det kunne derfor slet ikke undgås, at Holsteinsgade skole ved starten fik et tydeligt præg af fattigskole. Men 1. april 1915 ophævedes betalingsskolerne, så alle kommuneskoler blev friskoler; og især efter at Holsteinsgade skole havde fået mellemskoleafdeling - i 1919 for drenge, i 1920 tillige for piger - svækkedes de private skolers betydning meget stærkt. Adlers skole og Rosenvængets højere pigeskole blev overtaget af kommunen i 1919, de fleste af de andre privatskoler forsvandt på grund af manglende tilslutning, således at Holsteinsgade skole fra begyndelsen af tyverne søgtes af næsten alle kvarterets børn, og således at dens elever, hvad deres sociale forhold angår, måtte regnes blandt de bedste i byen.
Fra omkring 1930 dalede skolens børnetal en del; ved overtagelsen af Rosenvangskolen i 1934 kom der ganske vist en tilvækst på ca. 200, men derefter fortsattes tilbagegangen, og i 1940 var man nede på 1041 elever. Det medførte, at næsten alle klasser kunne møde kl. 8 eller 9 og være færdige med skolen kl. 13 eller 14. Kun den der i årevis har prøvet det, ved, hvor meget ringere børnenes modtagelighed og arbejdsevne er i de sidste eftermiddagstimer end i morgentimerne, og alle skolefolk håber da også, at der engang igen må blive mulighed for at slutte undervisningen kl. 14. Men vi ved samtidig, at for denne skoles vedkommende har det lange udsigter.
Efter at have passeret bølgedalen i 1940 begyndte skolen nemlig at vokse igen. Foreløbig kun langsomt, i 1944 var tallet 1145, men derefter gik det stærkere, i 1950 var her 1449 og i 1957 endog 1784 elever. Siden er det dalet en smule, men skolen er dog i øjeblikket den næststørste i København, regnet efter børnetallet. Måske vil nogen sige: Når der i 1916 kunne være plads til 1700 elever i hovedskolen alene, må her jo være overflod af plads nu, hvor der disponeres over Rosenvangskolen. Med dette resonnement glemmer man dog tre meget vigtige forhold:
1. i 1916 var her skolegang lige til kl. 18,
2. i 1916 havde ingen klasse over 30 timer om ugen, altså 5 timer daglig. Af skolens 59 klasser i 1960 har 34 mere end 30 timer ugentlig,
3. i 1916 havde man drenge og piger hver for sig; nu er de allerfleste klasser blandede - hvad der utvivlsomt har visse fordele - men det kræver mere plads og gør skemalægningen vanskeligere.
Inspektør og lærere
De børn, som i 1910 strømmede til Holsteinsgade skole, kom altså fra de tre nærmeste friskoler. Ganske naturligt kom da ligeledes en del af lærerpersonalet fra disse skoler. Men det var for øvrigt kun den mindste del; til den nye skole kom der lærerinder og lærere fra 13 forskellige skoler rundt om i byen, og desuden nyansattes 4 unge lærere. Skolens første inspektør blev hr. I. Gr. Nørby, der kom fra Hans Tavsens skole; til viceinspektør udnævntes hr. I. Kr. Svane, forhen Randersgades skole, og til viceinspektrice frk. A. E. Prahl, Frankrigsgades skole.
På ovenstående billede fra 1910 ses inspektør Nørby midt på første række, flankeret af viceinspektør og viceinspektrise. - Det er i vore dage sjældent, at ældre lærere skifter skole, derfor virker det påfaldende, at der i dette personale er så mange ældre mennesker. Forklaringen er vistnok den, at der blandt disse ældre var mange særprægede personligheder - for ikke at sige originaler - som havde haft svært ved at falde til på deres tidligere skole og derfor ville prøve noget nyt. At de var særprægede betyder ikke, at de var ringe, hverken som mennesker eller som lærere, men det betød ofte, at de var vanskelige at omgås, at de havde svært ved at samarbejde med andre, og at de ikke var meget tilbøjelige til at rette sig efter reglementer og paragraffer. At få disse uhyre forskellige mennesker til at samarbejde nogenlunde gnidningsløst, det var vel nok den største af de opgaver, der blev stillet den nyudnævnte inspektør.
I. Gr. Nørby medbragte udsædvanlig gode forudsætninger for at løse denne opgave. Han var kendt som en meget dygtig og meget flittig lærer; men især var hans navn kendt fordi han i 1905-07 havde været medlem af Danmarks lærerforenings hovedbestyrelse og i 1907-09 denne forenings formand. Som formand havde han bl. a. fået gennemført en ny lønningslov for folkeskolens lærere og havde vundet ry som en meget dygtig forhandler, der forenede smidighed med en god portion jysk sejghed - for ikke at sige stædighed. Som skoleleder var han frisindet og rede til at anerkende ethvert redeligt og samvittighedsfuldt arbejde, selv om det måske ikke netop var udført efter hans eget hoved. I løbet af få år fik han lagt skolens arbejde såvel som dens holding over for hjemmene og børnene ind i en kurs, der også efter hans tid har kunnet fastholdes uden væsentlige ændringer.
At nævne alle de lærerinder og lærere, som i de 50 år har virket ved skolen, ville nok føre for vidt. Det drejer sig om ca. 200 mennesker. Nogle var her kun i kort tid, andre i en årrække, og for adskillige blev Holsteinsgade skole rammen om næsten hele deres livsgerning. Lad os nøjes med at anføre dem, der som inspektører har ledet skolen i den forløbne tid:
I. Gr. Nørby 1919-34 L. Lykke Sørensen 1940-51
E. Tscherning 1934-40 Sigrid Hansen fra 1951
Skolebygningen
Tegninger og planer til skolen udførtes af arkitekt O. R. Langballe, og da bygningen stod færdig, havde den kostet 365.000 kr.(364.232 kr.), hvilket var det højeste beløb, man indtil da havde ofret på nogen københavnsk skole. Efter den tids forhold var resultatet da også fortræffeligt: Skolens hovedbygning var - og er - i det ydre en anselig og smuk bygning, og samtidig var dens indre tip.top moderne, især på følgende tre punkter:
1. den var bygget efter sidekorridorsystemet, dengang noget helt nyt i København; tidligere skoler var bygget med klasseværelserne på begge sider af en midterkorridor, som følgelig ikke fik ret meget lys eller luft,
2. den blev fra starten indrettet til elektrisk lys, hvad der også var noget nyt.
3. Opvarmningen skete ved varm luft, som fra varmeanlægget i kælderen blæstes ud til samtlige lokaler, altså noget i retning af af vor tids luftkonditionering. I skolens første år kom her da også gæster fra provinsen eller fra udlandet for at se det nyeste og bedste på skolebyggeriets område. Men blandt dem, der havde deres daglige gang på skolen, var begejstringen for de moderne bekvemmeligheder ikke stor. Når man læser den gamle forhandlingsprotokol, ser man, at der har været bestandig misfornøjelse med både belysningen og opvarmningen. Lyset var alt for svagt, blev det hævdet, hverken børn eller lærere kunne se at udføre skriftligt arbejde ordentligt. Til forklaring tjener, at hvert klasseværelse kun var udstyret med 4 loftslamper, hver med én 50-lys pære. I 1960 findes mindst 6 lamper med mindst 75 lys i hver. Man måtte gennem talrige klager og flere års forhandlinger, før skolen fik lov til at sætte 75-lys i de to lamper nærmest katederet, medens den bageste del af klasseværelset fremdeles henlå i halvmørke. Men dengang var elektriciteten dyr, i 1910 35 øre pr. kwt, og det var mange penge i en tid, hvor en sporvognsbillet - også omstigning - kostede 10 øre. Hvis en kwt i dag kostede lige så meget som 3½ omstigningsbillet, måtte vi nok til at spare på lyset, både på skolen og i hjemmene.
Med opvarmningen gik det ikke bedre. Både børn og lærere var stærkt generede af træk fra luftkanalerne, og i blæsevejr fordeltes varmen helt uregelmæssigt, således at visse lokaler havde 25-30 gr., medens andre måtte nøjes med 8-10 gr. Ingeniørerne prøvede at afhjælpe de værste ulemper, men medens belysningen efterhånden blev tilfredsstillende, først ved anskaffelse af stærkere pærer, senere også ved anbringelse af flere lamper, kom varmeanlægget aldrig til at fungere blot nogenlunde godt. Da det efter 30 års brug omsider var slidt op, fik skolen i 1942 et nyt og udmærket varmeanlæg med radiatorer i alle lokaler.
Samtidig blev hovedbygningens stueetage og kælder samt villaens førstesal - altså oven over inspektørens bolig - helt ombygget. Der skulle nemlig skaffes bedre plads til forskelligt arbejde, som var kommet ind i skolen efter denne bygnings opførelse. I 1910 havde man overhovedet ingen skoletandpleje; skolelægens besøg var sjældne og kortvarige, og sundhedsplejersken kom blot nu og da for at se efter, om der var utøj i børnenes hår. Skolebespisningen blev foranstaltet af en privat forening; den fandt kun sted i tre vintermåneder og med ringe tilslutning. Alle disse ting var vokset i omfang og krævede plads, hvilket blev opnået på følgende måde:
I villaens førstesal indrettedes tandklinik samt bolig for skolebetjenten. Viceinspektricen, som hidtil havde haft tjenestebolig her, måtte søge lejlighed i byen. I hovedbygningens kælder blev der indrettet rummelige lokaler for skolelægen og sundhedsplejersken, bespisningslokalet blev udvidet og nymonteret, og der indrettedes en lys og venlig badeafdeling til afløsning af den gamle, skumle under gymnastikbygningen. Skolebetjentens tidligere lejlighed i stueetagen gav plads til et nyt fysikværelse; der blev indrettet kontorer for viceinspektør og viceinspektrice, og medens der tidligere blot havde været afsat 2 små rum til henholdsvis lærer- og lærerindeværelse, blev der nu plads til et stort og lyst lærerværelse, fælles for begge køn og fordynet med garderobe og tekøkken.
I årenes løb er også tegnesalen, håndarbejdsværelset, læsestuen, sangværelset og naturhistorieværelset blevet moderniseret og nymonteret. De fleste almindelige klasseværelser ser derimod ud den dag i dag omtrent som ved skolens start. Nogle har fået helt moderne møbler, andre ikke; men mange skolefolk er rigtignok også stadig af den mening, at skoleborde af træ, med faste bænke, omtrent som man kendte dem for 50 siden, er det bedste inventar til en almindelig skolestue. Skolens klasseværelser er lyse og luftige, de har en passende størrelse og kan med en fornuftig vedligeholdelse endnu mange, mange år frem i tiden danne rammen om et virksomt og fornøjeligt skoleliv.
Skolegården
Kommer man en forsommerdag ind i skolegården på et tidspunkt, hvor der ikke er frikvarter, gør den et ganske venligt og hyggeligt indtryk. Den blomstrende kastanje, de lysegrønne træer, de legende børn, måske et hold piger, der spiller langbold, det er faktisk en idyl. Men kom så en vinterdag, hvor ingen solstråle når ned i gården, hvor til gengæld østenvinden stryger uhindret ind fra Holsteinsgade, farer rundt i alle gårdens kroge og til sidst baner sig vej mellem hovedbygningen og inspektørboligen for at slippe ud i Livjægergade, ja, da er det ikke noget hyggeligt opholdsted, og man forstår godt, at mange børn forsøger med et eller andet påskud for at få lov at "blive oppe" i frikvarteret. Ved skolens start og endnu mange år derefter var det dog endnu værre, for dengang foregik også børnenes spisning i skolegården. Kun en ganske sjælden gang, når vejret var aldeles forrygende, blev der givet tilladelse til, at børnene måtte spise i deres klasseværelse. I trediverne blev dette forhold efterhånden totalt ændret, således at der nu spises i klasseværelset sommer og vinter uden hensyn til vejret. For lærerne er det hverken fornøjeligt eller behageligt at skulle overvåge børnenes måltider, men skal spisning og mælkedrikning foregå i ro og orden, er tilsyn nødvendigt, og det bøjer man sig for. Fra begyndelsen var skolegården afskærmet af et solidt plankeværk mod Holsteinsgade og et tilsvarende mod Livjægergade. De er for få år siden erstattet af et stakit af trådvæv. Selve legepladsen var ved et lignende plankeværk - så højt, at intet barn kunne kigge over det - delt i en drenge- og en pigegård. Kun ved at klatre et stykke op ad plankeværket, hvad der var fristende, men naturligvis forbudt, kunne en elev forvisse sig om, at der fandtes børn af modsat køn i den anden del af skolegården. I vore dage, hvor drenge og piger går i samme klasse, ville et sådant være helt urimeligt. Men allerede før de blandede klassers tid, nemlig omkring 1936, konstateredes det, at stolperne var rådne, så der var fare for, at plankeværket kunne vælte. Efter inspektør Tschernings henstilling vedtog lærerrådet, at man ønskede plankeværket fjernet, uden at der anbragtes nogen erstatning, et ønske, som da også blev efterkommet.
I øjeblikket har man forsøgsvis, dog uden stakit eller plankeværk, delt legepladsen således:
1. en småbørnsgård, hvor eleverne i 1.-3. klasse kan lege uden at blive generet af de størres voldsomhed,
2. en legegård for de større, hvor kraftudfoldelse inden for visse grænser tolereres,
3. en spadsere- og snakkegård, hvor egentlig leg er forbudt; den er særlig beregnet for de største elever.
Til alle tre afdelinger har naturligvis både drenge og piger adgang. Det kan endnu næppe siges, om denne inddeling fortsættes i længere tid. Een ting kan siges: legepladsen er for lille til de mange, mange børn, men der er ingen mulighed for udvidelse.
Under to verdenskrige
Skolen har bestået under 2 verdenskrige, der hver for sig bragte store forstyrrelser i dens arbejde. De allerfleste voksne kan vel endnu huske, hvorledes tyske flygtninge fyldte byens skoler ved slutningen af sidste verdenskrig. Men mange har sikkert glemt, at skolerne led omtrent lige så meget under krigen 1914-18 og dens følger, skønt vi hverken havde besættelse, luftalarm eller flygtninge. Det var dengang især smitsomme sygdomme og husvildes indkvartering, der forhindrede normal undervisning, selv om uddeling af rationeringskort og af varm mad ( fra folkekøkkenerne ) også henlagdes til skolerne og gav ikke ringe forstyrrelse. I sommeren 1917 hjemsøgtes byen af en så voldsom skarlagensfeber-epidemi, at alle skolerne fik sommerferien forlænget en uge, og desuden var talrige enkelte klasser lukket i nogen tid, når for mange af eleverne var syge. Men i 1918 kom den voldsomme influenza, der kaldtes "Den spanske Syge", og da blev det meget værre. Samtlige Kommuneskoler i byen var helt lukket fra 12.-31.august og igen fra 12. oktober-21. november, altså i omtrent 9 uger, og derudover var enkelte skoler og talrige klasser lukket for kortere eller længere tid. Så vidt vides krævede epidemien ikke dødsofre blandt lærerpersonalet på Holsteinsgade skole, men om forholdene i staden siger skolevæsenets officielle årsberetning i øvrigt lakonisk: Dødeligheden blandt lærerpersonalet var meget betydelig. Blandt epidemiens ofre var der mange unge, deriblandt den både som lærer og som forfatter meget lovende Rudolf Bruhn, hvis bøger endnu er meget læst. Epidemien fortsatte endnu 1919 og 1920, omend i noget mindre omfang, og medførte stadig ulemper for undervisningen. Således var f. eks. Østerfarimagsgades skole endnu i marts 1920 rømmet af skolevæsenet og anvendt som epidemihospital. Og nu fik alt skolearbejde tillige en anden vanskelighed at slås med: de husvilde.
Som tidligere omtalt gik næsten alt boligbyggeri i stå omkring 1908-09. De mange tomme lejligheder fandt dog efterhånden beboere, og i 1916 var boligreserven brugt op, der fandtes ingen ledige lejligheder mere. Byens befolkning blev imidlertid ved med at vokse, og fra 1917 blev de husvilde et problem, som uden tvivl satte de ledende i byens styre mange grå hår i hovedet. Man fandt ingen anden udvej end at sætte familier med børn ind i skolerne; hver familie fik sit klasseværelse. Barnløse ægtepar anbragtes på arbejdsanstalten Sundholm, mand og kone hver for sig. På et tidspunkt var tæt ved en snes af byens skoler belagt med husvilde. Denne skæbne overgik f. eks. Ryesgades skole, Vibenhus skole, og Strandvejsskolen. Når Holsteinsgade skole slap fri, skyldtes det måske, at den var kvarterets nyeste og fineste skole, som man ønskede at skåne. Til gengæld blev børnene fra Ryesgades skole henvist til undervisning her på skolen, og det blev da ordnet således, at Ryesgadebørnene benyttede skolen hveranden dag, Holsteinsgadebørnene hveranden dag. Denne ordning varede mange måneder og betød naturligvis stærkt forringet undevisning for begge parter.
Ved den tyske besættelse i 1940 blev enkelte skoler straks besat af de fremmede tropper, således Nyboder skole og Vognmandsmarkens skole, der begge først blev frigivet, efter at krigen forlængst var ophørt. En del klasser fra Nyboder fik overladt lokaler i Holsteinsgade skole, som netop på det tidspunkt havde så få elever, at man kunne afgive plads til gæsterne uden nævneværdig ulempe for skolens egne elever. I det hele gik undervisningen på Holsteinsgade skole temmelig normalt og uforstyrret trods krigen. Under ledelse af viceskoleinspektør Bjørnvig indøvedes hurtigt nedrykning til beskyttelsesrummene, og i de sidste krigsår, hvor der ret ofte var luftalarm bleb denne nedrykning helt vanemæssig. Opholdet i beskyttelsesrummene, hvor de mange elever var stuvet tæt sammen, var ubehageligt for børn og voksne, men de mange nedrykninger gennemførtes hurtigt og uden uheld. Det betød trods alt ikke noget betydeligt afbræk i undervisningen.
Helt anerledes blev det mod krigens slutning, da de tyske flygtningemasser strømmede til byen. Den 12. marts 1945 blev Holsteinsgade skole taget til indkvartering af flygtninge. Inspektør og sekretærer arbejdede dag og nat og fik på utrolig kort tid udarbejdet et nødskema, således at alle skolens klasser kunne undervises på Rosenvangskolen, dog naturligvis ikke med fuldt timetal. Dette skema var kun i brug én eneste dag; den 15. marts blev også Rosenvangskolen beslaglagt, og skolen var faktisk hjemløs. Men undervist blev der alligevel. At nævne de hjælpsomme mennesker, der i denne tid tilbød inspektøren husly til en eller flere klasser, eller at opregne alle de mere eller mindre - ja ofte mindre - velegnede steder, hvor undervisningen foregik, det ville føre for vidt. Det mærkedes mere og mere, at forældre, børn og lærerpersonale holdt sammen og var fast besluttet på at holde skolen i gang, hvilket da også lykkedes indtil begyndelsen af maj. Situationen var nu sådan, at der når som helst kunne ventes krigshandlinger i byen. Københavns skoledirektion fandt det under disse omstændigheder ikke forsvarligt at samle børnene til undervisning, og fra 2.-23. maj var al skolegang indstillet. Da der atter blev givet tilladelse til at genoptage undervisningen, var Holsteinsgade skole - som de allerfleste andre - stadig belagt med flygtninge, og man måtte fremdeles klare sig med de lånte lokaler.
Med tyskernes kapitulation den 4. maj 1945 sluttede jo egentlig krigen i Europa; men man var nu i den paradoksale situation, at det ikke var muligt at få sendt de mange flygtninge hjem. De stammede fra Østtyskland, men russerne ville ikke modtage dem - velsagtens fordi de allerfleste flygtninge var kvinder, børn eller gamle mænd, som ikke kunne præstere ret meget arbejde. Besættelsesmagterne i Vesttyskland ville heller ikke have dem, altså måtte Danmark foreløbig beholde dem, og de blev boende i vore skoler, indtil det efterhånden lykkedes at få indrettet baraklejre, hvor de blev samlet (f. eks. på Kløvermarken). Men det tog mange måneder, før man kom så vidt, og derefter skulle skolerne grundigt rengøres og sættes i stand. Først den 26. januar 1946 rykkede elever og lærere atter ind i Holsteinsgade skole og således afsluttedes det hidtil mest dramatiske afsnit af skolens historie.
Ganske naturligt fremkom nu den tanke, at der burde sættes et synligt minde for de tidligere elever, der havde mistet livet i modstandsbevægelsen. En indsamling blandt elever og forældre skaffede de nødvendige penge, og den 18. juni 1946 afsløredes den smukke mindetavle i skolegården med navnene på de seks tidligere elever som ofrede livet for deres lands frihed.
Hvorledes vil det gå skolen i fremtiden? Lad os håbe, at skolen også fremover kan bringe mange af sine elever en sådan påvirkning og udvikling, at de som voksne kan mindes deres skoletid med glæde og med taknemlighed.
H. M. Olsen
Link til abm.arbejdermuseet.dk
http://abm.arbejdermuseet.dk/ABAV/rss/Portal.php
TRYK på Kiosken
Salg af fotos foregår elektronisk. Du kan se betingelserne for salg og levering i venstre side af skærmbilledet. Hvis du vil købe billeder, skal du registrere dig som kunde.
Har du supplerende oplysninger til et billede, hører vi meget gerne fra dig på aba@arbejdermuseet.dk
Link til Københavns Stadsarkiv
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|