Videoklippet samt tekst er lagt på denne side med tilladelse fra Lars Møller der er medforfatter til slægtsbøgerne "Man er vel hardbo" Bind 1-3.
 
Som det fortælles i videoklippet kommer
Mads Christensen ind i billedet som den første MØLLER  i slægten, og efterfølgende kan slægterne følges i den meget spændende fortælling som til min glæde viste, at jeg også var en del af denne store gamle slægt.

Denne for mig overraskende afsløring bliver fulgt op med anetavler samt slægtsbøger der med den største nøjagtighed fremlægges for læserne.

Tak til Lars Møller og Christen Møller som viste sig at være slægt til mig.

Per Møller Jensen
pedro@ishoejby.dk

Havde det ikke været for møllerenken Sidsel Sørensdatter og herremanden på Vestervig Kloster, var der aldrig kommet en Møller til hverken Balleby eller Krabbesmark. Sidsel Sørensdatter blev møllerenke, da hendes mand, mølleren på Morup Mølle, døde en kold februardag i 1771, 58 år gammel.
Møllerens død var selvfølgelig et stort slag for den unge enke, der nu gik uforsørget hen med lille Else Marie på bare et år og en to år ældre storesøster.
Men det var ikke det eneste slag, hun fik. Samme år blev Morup Mølles ejendom splittet op og solgt på en auktion. Morup Mølle var foruden en vandmølle en af de største fæstegårde på egnen. Oprindeligt havde det været en hovedgård, men kom siden ind under Tandrup Gods, der nu satte den til salg i mindre parceller.
Enken Sidsel Sørensdatter vidste således ikke, om hun var købt eller solgt. Hun endte med at blive begge dele, takket være herremanden på Vestervig Kloster.

Godsejer Moldrup til Vestervig Kloster købte nemlig Morup Mølle i 1771. Han stod nu med en mølle - med tilhørende jorde - uden en fæster til at drive nogle af delene. Problemet var ikke, at vandmøllen stod stille efter møllerens død; møllersvenden holdt hjulene igang, og der var vand nok i Hvidbjerg Å til at holde ham beskæftiget.
For den nye ejer var problemet, at Morup Mølle stod uden nogen ansvarlig møller, nu da årets høst nærmede sig. Det var der imidlertid råd for. Herremanden løste både sit eget og Sidsel Sørensdatters problem ved at lade sin betroede ladefoged, MadsChristensen, overtage fæstet af møllen, mod at han kontraktligt forpligtede sig til at ægte møllerenken ved samme lejlighed.
Sidsel Sørensdatter var solgt.

Til gengæld for skat og landgilde kunne Mads Christensen se frem til en fast indtægt fra fæstebønderne, der havde pligt til at bruge godsets egen mølle. Netop mølletvangen og den medfølgende maleafgift gjorde datidens møllere til de mest velhavende inden for bondesamfundet. For hver skæppe korn, bønderne fik formalet på møllen, måtte Mads Christensen tage en told med toldkoppen, foruden en afgift for den del, bønderne måtte ønske forarbejdet til mel eller gryn.
Møllerne havde dengang ord for at tage rigeligt til sig med toldkoppen, ”hvis man skal fæste lid til de talrige talemåder, hvoraf en går ud på, at man egentlig skulde være tilfreds, hvis man blot fik sækken hjem igen”. 
Så for Mads Christensen (ane nr. 32) var der ingen tvivl. Han skrev under på fæstebrevet den 31. juli, og den 18. oktober 1771, da høsten var kommet i hus, stod brylluppet med møllerenken Sidsel Sørensdatter (ane nr. 33) i Bedsted Kirke.
Morup Mølle var en usædvanlig god ”medgift”, og den blev senere officielt betegnet som en af de bedste møller i Thy. For Mads Christensen blev det da også kilden til en voksende velstand. I 1783 havde han købt Lodberg sogns kongekorntiende fra Vestervig Kloster, og han havde efterhånden også råd til at købe sin egen gård på knap 10 tdr. hartkorn. Den lå på bakken i Sinderup, hvor han selv var vokset op. Måske havde han tænkt sig at trække sig tilbage hertil med sin Sidsels Sørensdatter, men det nåede han aldrig.
Ved hans død i 1788 var gården fæstet ud til to beboere.
Skiftet efter ham viste et stort og velhavende bo: I hjemmet fandtes blandt andet en bibel, en huspostille og andre gudelige bøger, et sølvbæger, 10 sølvspiseskeer, en vest med tre dusin sølvknapper og en blåmalet postvogn. Her beskrives møllens stuehus med alle sine værelser og kamre: først og fremmest den store stue, så en mælkestue og en stue, kaldet ”vestre stue”, foruden en ølkælder, et kammer til pigerne, et køkken, et bryggers, et kammer til møllesvenden, et toldkammer og et lidet gæstekammer. Karlenes kammer lå, som typisk var, i stalden. Ifølge folketællingen fra året før var der to karle og en pige i møllen.