 |
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
Den Indre hund (Til eftertanke)
Den indre hund
Der var engang en rig indisk fyrste, som i sit
palads lod indbygge en stor spejlsal således indrettet, at man fra
midtpunktet kunne se sig selv i tusinder af skikkelser.
Så skete det en dag,
at der kom en lille hund
op til dette centrum.
Det var sådan en lille arrig hund,
der altid
bjæffede og bed til alle sider.
Og nu så den til sin forfærdelse sig selv omringet
fra alle sider af talrige små arrige hunde,
og selvfølgelig satte den sig
- sin natur tro -
øjeblikkelig i forsvarsstilling og gav sig til at
bjæffe;
men til sin rædsel så den,
at alle de andre små hunde også
begyndte at vise tænder og slå kæberne sammen.
Hårene rejste sig langs
dens rygrad af skræk, og i sin fortvivlelse sprang den ind på den nærmeste
af flokken for at bide.Men se! I samme nu styrtede hundene alle
som en, fra alle sider ind på det ulykkelige offer, og i sin rædsel
faldt den død til jorden - ramt af et hjerteslag. Nogle dage efter traf det sig endvidere, at en
anden lille hund forvildede sig op til centrum i den samme spejlsal! - men
det var sådan en god og venlig lille hund. Når den endelig var så heldig at møde en anden
lille hund på gaden logrede den med halen,
slikkede sig om munden og viste
sin glæde på alle de måder der står til sådanne små, venlige hundes
disposition.Man kan derfor tænke sig hvilken glæde der lyste ud af alle
denne lille hunds bevægelser, da den opdagede de mange små venlige og
tillidsfulde legekammerater, der også logrede med halen og viste alle mulige
tegn på venlighed. Den troede simpelthen, den var kommet i
himmelen. Også denne lille hunds hjerte kom hæftigt til at
banke,
- men det sprang ikke, fordi det var af glæde.
I denne enfoldige lille fabel finder man hele
princippet i den store karmalov fortættet i en nøddeskal og anskueliggjort på en
så vidunderlig træffende måde:
for hele den ydre verden er netop det
spejlbillede,
som usvigeligt giver os indtrykkende tilbage fra hver eneste
tanke og handling,
som vi nogensinde har udsendt i rummet.
Den samme lov som tvinger vanddråber såvel som
planeter til at antage kugleform,
har dannet de astral,
mentale og
fysiske kanaler,
der i cirkelform leder tanker og gerninger tilbage til deres
ophavsmand.
Dersom du ikke fuldt ud har evne til at fastholde
de mange intellektuelle forklaringer af den store karmalov,
så hold blot
tanken fast på den lille indiske lignelse,
der viser dig den ydre fysiske
verden som et spejlbillede,
der bestandigt gengiver dig dine egne følelser,
tanker og handlinger.
Husk endelig,
at den ene hund fandt sit
helvede nøjagtigt på det samme punkt i rum,
hvor den anden fandt sit
himmerige!
Menneskesjælen begynder sin pilgrimsgang (i denne
cyklus) mod det uendelige lys,
som et lille ubevidst frø,
med alle en
vordende guddoms latente egenskaber,
og ved hjælp af erfaring og relativ fri
vilje udvikler den sig efterhånden til et selvbevidst væsen med evne til at
skelne mellem godt og ondt.
Kampen for tilværelsen puster til det gryende
intellekt og ansporer dets funktioner og vækst.
Man begynder med at bide,
sparke og slå til
sider for bedre selv at få plads -
og opnår efterhånden også at få prygl fra
alle sider.
Den ydre verden holder stadig spejlet med en lille arrig
hund frem for vor erfarings indre øje.
Efterhånden når man så højt op,
at man kun slår
til sine mange indbildte fjender og forsøger at vise venlighed mod sine venner,
for sluttelig at krone vore jordlivs erfaringer med både evne og fri vilje
til,
uden undtagelse at elske og velsigne alle.
Da først har man fundet de vises sten og er i fuld
kontakt med det guddommelige kærligheds princip;
da først begynder den
egentlige udvikling;
for kærligheden - den store uselviske kærlighed er den
eneste nøgle til den indre intuitive visdoms skatkammer.
Vi er atomer i forhold til de vældige
verdens kræfter.
Jorden slynges gennem rummet med en fart af omkring
fire mile i sekundet.
Men er det ikke en stolt og opløftende tanke,
at du og jeg - trods alt -
har evne til med usvigelig sikkerhed at
bestemme vor egen skæbne og til - før eller senere - at tvinge alle ydre
omgivelser til en tro og spejlklar gengivelse og manifestation af vor egen
inderste (relative) frie vilje. -
Men desværre glemmer vi ofte,
at de fleste af
os har gammmel gæld at betale,
og så længe vi ikke har fået afdraget -
eller eftergivet denne gæld,
bør vi forstandsmæssigt ikke vente,
at
det store spejlbillede kan begynde at gengive vore nuværende tanker og
handlinger. Det går os som en stor lærer og kær ven til
mig,
i denne forbindelse så træffende sagde: "Menneskene glemmer deres gamle gæld: De kræver, at
omgivelserne skal begynde med at vise sig gode og venlige mod dem - så kan
de jo altid selv senere (dersom det passer dem) begynde at gøre lidt til
gengæld!"
Er under redigering.....
|
|
|
|
|
Digte fra digte.dk
|
|
Digte skrevet af Per Møller Jensen
|
| |
|
|
|
Digtsamling
|
|
A
|
| |
|
|
At lære
4.7.2005
|
Jeg lærte
at lære
at læren
om at lære
er læren om
at være.
|
|
|
Afsked med en ven
5.7.2005
|
Du var min hede drøm i vågne nætter,
min tankes jubelgys i dage grå -
og nu, hvor dødens krans jeg hos dig sætter,
er det for mig, som livet gik i stå.
Tungt lyder kirkeklokkerne derude,
og samlet er omtrent dit følges flok,
let strejfer høstsolen kapellets bryst,
og minder mig om al dit væsens mildhed,
der aldrig mér skal skænke mig dets trøst.
Et brus af sang og orgel til dit minde -
et væld af blomster - lys og smukke ord
mens ingen aner, at hun er herinde,
som har elsket mest på denne jord.
Om end din gang var tung på livets veje,
og du af ensomhed kun fandt min dør,
så gav du mig dog lykkens drøm i eje,
nu er den revet bort af dødens klør.
I sol og roser går jeg bag din kiste -
og ved, at livets længsler dør med dig -
fejt ønsker jeg, at timen var min sidste,
før ensomhedens mørke sænker sig.
En spade jord - og livets ring er lukket,
mit bange hjerte beder for din fred -
din levestjerne kan ej være slukket -
jeg tror, du lever smukt og godt et sted.
|
|
|
| |
| |
| |
| |
|
|
Aftensol
6.7.2005
|
Her er der rart og hyggeligt at være,
i gennem skoven risler tyst en bæk
de stille aftentimer er så skære,
og tiden smuldrer ganske sorgløst væk.
Jeg sidder drømmende og stille,
og lytter til den blideste musik,
mens solen synker bag den gyldne kilde,
blot for at forsvinde om et øjeblik.
Se, aftensolen farver skyernes banke
med glødende skær uden styrende tanke,
hvor er det skønt at kunne tie sammen
at være to, men føle sig som én.
At se på solen bag fyrrestammen,
og høre bækkens rislen over sten
i strålende fald uden plan eller mål
således fylder skønhed sin skål.
|
|
|
| |
| |
|
|
Attrå
8.7.2005
|
Jo mere jeg vinder dig,
des mere jeg attrår,
sådan mit hjerte slår.
Mit øje ser sig mæt,
men næste morgen gry
vågner min trang påny.
Jeg greb efter dig,
løsned mit tag - og nej,
jeg kan ikke slippe dig,
du i mit hjerte bor.
|
|
|
Alkohol og død
8.7.2005
|
Alkohol!
Jeg ofrer både barn og viv,
mit hjem, det gamle borgerliv,
jeg giver dig mit legem hen,
- tag alt, alkohol, hjerteven.
Gør nu mit hjertes vand til vin,
og fyld mig, alkohol, jeg er din,
og, alkohol, du er min.
Død!
Jeg synker hen i tidsløs drøm,
synker i tidsløs drøm,
ét billede for øjet står
og ildner blodets strøm,
ét syn mit hjertes tempelhal
fylder med strålefryd,
min hånd og hjerne standser brat,
snart svinder hver en lyd.
Min sjæl er fri, dens lænker brudt,
jeg flyer fra verden hér.
Søvn! Jeg vil sove, skån mig nu,
lad mig ikke vågne mere.
|
|
|
At skue frit
9.7.2005
|
Fra bakkens kam, at skue frit
ud over landet milevidt.
Alt svagt og snævert blæser væk,
jeg føler mig så karsk og kæk.
Og landet, som jeg har så kær
ud for mit blik sig strækker hér,
om det er fattigt eller rigt
det har mit hjerte lige trygt.
|
|
|
At skue
9.7.2005
|
Hvor er naturen underfuld at skue,
guddommeligt dens evig rige sprog
at lytte til for meneskenes børn,
i stort og småt en hellig billedbog.
|
|
|
Annoncen
9.7.2005
|
Nys i avisen fra en enkemand
sås en annonce (stof til eftertanke) -
tilbud om ægteskab, med hvad han ønsked sig -
ej skønhed søgte han;
men frem for alt det måtte garanteres:
"på snorken kemisk fri kun reflekteres" -
Dog, hvem tør garantere sig
for snorken kemisk fri?
Hvad han har døjet aner jeg,
skønt selv han det jo nævner ej,
og det er nu forbi -
Jeg under ham, at han må finde
en kemisk snorkefri veninde
og en god rolig nat.
|
|
|
At brænde alt
10.7.2005
|
Hver gang jeg tænkte at brænde alt,
hvad jeg af breve gemmer,
hver gang det dog for svært mig faldt
at ofre disse stemmer,
der taler højt som ven til ven,
og hvor man mødes kan igen
og mindes svundne dage.
|
|
|
Alt og intet
10.7.2005
|
Bed Gud om alt og intet er for ringe -
så præker præsten, men jeg kan det ej,
mér sømmeligt er ydmyg tak at bringe
for alt, hvad Gud uværdigt skænked mig.
Gud ved dog bedst, hvortil vi alle trænger,
ej ved vi selv, hvad mest vi har behov,
så bed om dit og dat nu ikke længer,
men bed om nåde - dertil får du lov.
Gid lovord kun må fra mit hjerte stige
med bøn om kraft i modgangs bitre stund,
så jeg, om end med gråd må kunne sige:
Ske ikke min, men din vilje, Gud.
|
|
|
Astronomen
10.7.2005
|
Om man som fremsynet kunne se,
var dog et tvivlsomt gode -
til tider vist nok ganske rart,
dog oftest man fortrød det snart,
det tør man vist formode.
Men astronomen er profet,
han ved til punkt og prikke
på klokkeslet, hvad der vil ske;
i sol og måne kan han se,
fejlregning kendes ikke.
Ja, spørges han om den og den
blandt stjernerne i vrimlen,
hvor næste år den ses igen,
han ved på klokkeslet, hvor den
kan ses på nattehimlen.
Helt underligt at tænke på,
han ikke kan bestemme
sin egen banes krumme vej -
han morgendagen kender ej,
men blandt planeter er han hjemme.
|
|
|
At love
10.7.2005
|
Du lover og lover så grumme tit,
men glemmer det snart igen;
hold, hvad du lover, min gode ven,
så lover du vist lidt.
|
|
|
At Være Glad
13.2.2006
|
For at glæde os må vi sorger glemme.
I sorg har vi ingen glæder hjemme.
For sorger og glæder sammen kom,
tit spøg og alvor følges ad.
Kun den alvorlige kristendom,
giver at være for alvor glad.
|
|
|
| |
| |
|
|
At Kende Hyrden
13.2.2006
|
Mindre kloge end får
er de, der ikke forstår,
til den rette hyrde at lytte,
og det dem ilde går
om ikke før, så når
rovdyret tager dem som bytte.
|
|
|
At Bjærge Sit Liv
13.2.2006
|
To vandrende i vinterkulde
fandt en tredie, der sov og var stiv.
Den første ville redde sit eget,
den anden den tredies liv.
Men alene at bære en anden
er svært, når denne er stiv.
Og der var langt til målet,
så det var at vove sit liv.
Men arbejdet gav ekstra varme,
der tøede ham, der var stiv,
foruden at modstå kulden,
og bjærget blev begges liv.
På vej ind mod målet
fandt de, af kulden stiv
den første, der ville sig bjærge,
men dérved misted' sit liv.
|
|
|
At Tilgive
13.2.2006
|
"Forlad os, som vi forlader"- vi nemme,
og tilgiver ærligt:
"Alt forladt."
Men, hvor besværligt-
man finder, at
man ikke bare formår at glemme.
|
|
|
At Vælge En Herre
13.2.2006
|
At vælge sig én at tjene
ville være ret, må man mene,
men ikke let at vælge dén ene.
Til Djævelen vil man sig da ikke vende.
At vælge Gud er at være sin egen fjende,
Og at vælge sig selv, vil vist ved djævelen ende!
|
|
|
Adgang Til Himlen
13.2.2006
|
Gud vil have, hver strimmel af sin lyse himmel
fyldt med en vrimmel
af takkende forundrede tilbedere,-
for lovsang må der være!
Så hér kan ingen bringes ind ved tvang.
Men der er fri adgang for enhver, der har fået trang
til at komme dér, som den mindste
for alle at tjene og ære.
|
|
|
At Blive Missionsk
13.2.2006
|
Vel var han da rigtig god, den rige mand,
selv om Lasarus det ikke rigtig kendte.
Da han helvedes pine forstod.
blev han missionsk-ville have sine brødre omvendte.
De gode, der ikke kan lide missionen hér,
må det trøste, at den i helvede må lide,
og at den er aldeles uskadelig dér.
Men så må de da også vide,
at de, som blev missionske hér,
kan blive det i helvede-som tillæg til, hvad de dér må lide.
|
|
|
At Være Helbredt
13.2.2006
|
Fri mig for døden du bad, giv mig endnu tid!
bedre vil jeg være,
dig Gud til ære,
og andre til lære,- er dét, du da lover.
Nu glad du efter nøden igen øver flid.
Men bedre blev du ikke,-
stadig at ligge
i gamle skikke,- er dét, du nu vover.
|
|
|
At Forbedre Sin Verden
13.2.2006
|
Gik din verden dig imod,
var ikke så god som den burde være,
og du dit kald forstod,
så du med sindigt mod, søgte at belære -
men erfared i dit slid,
at der ikke ændredes noget i den.
Prøv at belære dig selv - og vid,
at ændringen er begyndt - lige i midten.
|
|
|
At Gøre Sig Guder
13.2.2006
|
Det kan siges i en fabel,
at elefanters gud har snabel,
at fuglenes gud har fjer,
og abernes klatrer i træ'r
når guder gøres af deres fantasi.
Men, hvad med vores af menneskehed?
Er vi klogere, så vi søger til vi véd
om hvorledes Gud er god besked,
eller nøjes vi med, til bekvemmelighed,
at gøre os en gud, som vi kan li'?
|
|
|
At Dræbe Dyr
13.2.2006
|
Om selv du så dem dræbe disse dyr,
détlam, dén kalv, dén fugl, og meget andet
som du nyder ved et festligt bord,
din appetit blev vist lidt mere blandet.
Som lækker steg dét ligner ikke mér
et yndigt lam, så manges sommerglæde,
og ingen tanke rører sig hos dig,
om hvad der forud gik, - du trygt kan æde.
|
|
|
At Være En Orm
13.2.2006
|
Kålormen, der i al sin tid kun æder,
mon tror eller forstå,
at den til hvile må gå
for atter at opstå
som sommerfugl, der på vinger højt sig hæver.
Hvad dér er for os, som har flere glæder,
når vi til hvile gå.
vi ikke kan forstå,
men kun kan tro dérpå,
at også vi opstår, og fra støvet frit bortsvæver.
|
|
|
Digtsamling
|
|
B
|
| |
|
|
Blommetræet
4.7.2005
|
På en sparsom plet jord ved en baggårds mur
i læ af to huse - og tæt ved et skur -
der vokser et blommetræ, kroget og ældet,
så sært i grunden det ikke er fældet.
Om vinteren ser det så ynkeligt ud,
at man næppe vil tro, det kan bære et skud,
det gemmer hele sin charme til våren,
hvor det pludselig er midtpunkt i hele gården.
De blomstrende grene mod himlens blå
er som en oase i stenørknens grå,
hvor børnene flokkes og råber og ler -
og synes når det drysser, det er, som det sner.
Den gamle dernede i stuen med kurven
hun truer ad stæren, der bortviser spurven,
og børster lidt nedfaldne blade af armen -
for hende er blomstringen budet om varmen.
Den ugifte moder på kvisten med barnet
hun synger, imens hun passerer med skarnet,
for foråret gav hende lykken trods alt,
i dag hun ej bytted, hvad end det så gjaldt.
Og pigen på anden slår vinduet op -
og stirrer betaget mod træets top,
hun bliver så varm om sit pigehjerte,
det føles så sært, det er næsten som smerte.
Når dagen er gledet i glemsel hen,
og mørket har indhyllet gården igen,
så anes det blomstrende træ i luften -
og bøder en smule på baggårdsduften.
|
|
|
Birketræet
5.7.2005
|
Jeg elsker dig, du birketræ,
som dér du står i solen,
helt nøgen, lig en jomfru fin,
der venter brudekjolen.
Din slanke skabning svajer let,
som skælver dine grene,
du lyser mod den himmel blå
så yndefuld alene.
Om skønnere i brudedragt -
kanske? Jeg tvivler næsten -
så smidig rank som du nu står
og vugger dig i blæsten.
Hør, Stæren fløjter fra din gren
og ønsker dig til lykke,
den skinner som en ædelsten
sat på dit bryst til smykke.
|
|
|
Bedrag
6.7.2005
|
Disse dybe øjne blå
som så kærligt på mig så,
lovede mig himlen -
de fik gjort mig til en nar,
før jeg lærte, at de var -
stjerneskud i vrimlen.
Dette lyse, friske smil
ramte som en sikker pil
i mit pigehjerte -
men det var jo bare koldt,
hvad det loved' ej det holdt -
voldte bare smerte.
Denne mørke, varme stemme
var det sværeste at glemme,
disse jævne, stille ord -
de var bare ens til alle,
én for én vil for dem falde,
mens du går på denne jord.
Stakkels ven, du har det svært,
én ting får du aldrig lært,
glæden ved at give.
Du vil bare få og få -
mens du ensom frem vil gå,
vil du fattig blive.
|
|
|
Blomster
6.7.2005
|
Vi er i maj! Af blomster overlæsset
står alle træerne og blomstrer blidt.
Kirsebærblomster drysser ned i græsset,
blomster er lette, tænker jeg så tit,
men vil de samme grene blive presset
tungt ned efter de ømme elskovsglæder
af pærer, æbler og de gule kvæder?
|
|
|
Borgen
6.7.2005
|
Den gamle Bispeborg var stor og flot
med sale, kamre, kældre og gange,
der var så dystert bygget, at man godt,
hvis man var ene, kunne man blive bange.
Kampesten lå i gulvet ganske råt,
og borgens mørke, minder om en fange,
af bondeslægt som Bispen havde trådt
i støvet med sin fod, og om de mange,
hvis navn var glemt, men nu fik liv,
og fyldte en med stedets rædsel -
her lå hvide ben - og midt i denne gru,
stod der et alter op mod en mur.-
Alt var et skriftemål om vor natur.
|
|
|
Blindskrift
9.7.2005
|
Her i al den skønhed, hvor jeg går,
al den herlighed, mit syn mig skænker,
må jeg tænke på de blinde hér -
glade tillidsfulde mod enhver
udefra den verden, de sig tænker. -
Hvordan tænke sig en moders blik?
Nattehimlen med dens stjernevrimmel,
havets brusen, som de høre kan,
hvordan tænker de sig dette vand -
solnedgangens purpurhimmel?
Altid mørke kun at leve i.
For os andre frygtelige tanke -
disse blinde under kærligt ly
dog kan synge jublende mod sky
og taknemligt barnehjertet banke.
|
|
|
| |
| |
|
|
Barnemorderen
14.2.2006
|
Barnemorderen, man nys fik fange,
kalder man skammeligt for et dyr;
Synd mod dyret, som er tusind gange
mere værd end mennesket, man skyr.
Ak, af alle skabninger på jorden
kan i ondskab ingen komme nær
mennesket, som i naturens orden
øverst stilles blandt det skabte hér.
Selv han kalder sig al skabningens herre.
Ingen stige kan så højt som du.
Ak, men heller ingen kan desværre
synke ned så dybt i djævelsk gru.
|
|
|
Bibellæsning
14.2.2006
|
Læst med kritik,
fulgt efter skik,
og det åg du fik,
at måtte hævde en tro,
der din færd forsvarer.
Læs, som der står!
Gør, som der står!
Og dén tro du får,
der til evig tid
din sjæl i fred bevarer.
|
|
|
Bønhørelse
14.2.2006
|
Hvorvidt vi bliver hørt i bønnen
er ej et spørgsmål om, hvornår
den kun til loftet går,
-Gud mere end til gulvet når-
men om, hvornår
og hvorvidt vi går
til faderen uden om sønnen.
|
|
|
Beslutninger
14.2.2006
|
"At ville gerne" er mange nået til
men intet de når,
og intet de får.
Først fremad det går,
hvis ønsket bliver til
en beslutning: "Nu jeg vil."
|
|
|
Bankende Hjerte
14.2.2006
|
Et snevejr i havens gange!
Det fyger fra kirsebærtræ'r,
og kvidrende fuglesange
forkynder, at sommeren er nær.
Det dufter af varme, min søde,
alt folder sig drømmende ud,
ræk mig nu dine dejlige bløde
bedårende læber, du min egen brud.
Se, blomsterne kranser dig kære!
De falder, mens fuglene slår,
forunderlig hvide og skære,
og lyser som sne i dit mørke hår.
Luk op for dit bankende hjerte,
og vis mig, hvor dejlig du er
hér midt under frugttræets kærte
af blomster og spirende bær.
|
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
D
|
| |
|
|
Du lille edderkop
5.7.2005
|
Du lille edderkop, geniale ingeniør;
som du forstår kunstfærdigt bro at bygge
med kløgt dit fine spind, jeg for mig ser -
i stum beundring står jeg mér og mér
og ser dig virke på dit mesterstykke.
Af nattens storm og rusk det revet var i stykker;
men nu i sol påny du ufortrøden bygger -
vidunderligt at se din flid og kløgt,
hvor hensigtsmæssigt fint det hele bliver bygt. -
Jeg som i andagt står og ser dig virke,
du lille tjener i naturens kirke;
og om dit værk imorgen er forsvundet,
i min erindring har du fast dig spundet.
|
|
|
Du lyse nat
6.7.2005
|
Du lyse nat, min ømme elskerinde,
at se dig smile er min dybe lyst,
jeg drømmer om endnu engang at finde
ind til dit skød og til dit smukke bryst,
og til dit ømme hjerte dybest inde,
hvor sivet synger langs med søens kyst.
Du lyse nat, min ømme elskerinde.
|
|
|
Dyrehaven
6.7.2005
|
I en forårsgrønnet egn
midt i dyrehavens hegn,
hvor råkalven fødes,
under hvidtjørnblomsters flor,
hilst af slettens fuglekor
vi med våren mødes.
Smuk og rød går solen ned,
dyrehaven ånder fred,
rådyrflokken hviler.
Mens vi går i hegnet ind,
vokser roen i vort sind,
og kun tiden iler.
Højt op over bøgens top
stiger månen langsomt op,
duggen græsset væder,
skøn, som så ofte før,
vil vi elske, til vi dør,
slettens forårsglæder.
|
|
|
Drømmen
6.7.2005
|
Jeg drømte, at jeg strejfed om i engen,
indhyllet let i tågen fra en sø;
da så jeg to, der rejste sig fra sengen,
fuldstændig nøgne, på en elskovsø omflydt af tågen.
Resterne af hø sad i den unge piges hår,
og drengen tog disse ud og strejfed ømt veninden
med kys på mund og bryst, der sang om vinden.
|
|
|
Drømmerige
6.7.2005
|
Jeg følte den vidunderligste ro
ved tærsklen til det skønne drømmerige!
Jeg vandrede drømmende mod en regnbubro
midt i et hav af skønne blomster uden lige.
Og i det fjerne syntes jeg, jeg så,
i havens lette dis og solens varme,
som i en drøm, en stille skygge stå
imellem blomsterne med åbne arme.
Jeg lyttede til tusind lærkers spil
og nattergalens jubel for sin mage,
der skulle ruge et par uger til,
for det var i de første junidage.
Jeg kunne ikke mere vandre vild
og havde dog det skønneste tilbage.
|
|
|
Drømmens tråde
7.7.2005
|
Se, disse vers er faldet lige ned
som bladene i vinden fra mit hjerte,
de taler flygtigt om min kærlighed,
de taler mest og dybest om min smerte,
de blomstrer og de falder, mere ved
jeg ikke om dem, for at ordne lærte
og lærer jeg vel aldrig, find selv vej,
for vinden river versene fra mig.
De falder. De drysser stille ned.
Næsten alle de hvide blomster faldt -
jeg så dem falde -
mætte af lys og luft og kærlighed.
De åbnes én ad gangen, for de ved,
hvad der er godt at vide, at hvis alle
skal bære frugt, da må de én ad gangen
åbne sig blidt - det står i Brudesangen.
Imellem blomster går jeg. Lange tråde
snor sig omkring. Edderkoppens net
glimter i solen. Blomsterne er våde,
friske af dug. Lykkelig og let
takker jeg Gud for søvnens store nåde.
Og for min drøm i nat - en blomsterplet
i søvnens mørke: Som det fine spind
har drømmens tråde spændt sig i mit sind.
|
|
|
Det skønne og gode
7.7.2005
|
Men synes jeg, alting forlod mig,
da stiger i afmagtens stund -
dit dejlige ansigt imod mig
af mørke fra afgrundens bund.
Jeg ved det, jeg ved, hvad du vil mig -
du er som en bøn og et bud -
de er, som du hviskede til mig
svigt ikke - vær stærk og hold ud.
For du ser det skønne og gode -
og selvom du ikke er til -
du blev, da jeg inderligt troede,
du er, når jeg inderligt vil.
|
|
|
Den indre stemme
9.7.2005
|
Skal der tales om det hele,
siger det jo ikke stort,
om lidt mere eller mindre
her i livet du får gjort.
Men en indre stemme lyder,
at du skal dig strenge an,
ligefuldt i al din gerning
gøre alt, så godt du kan.
Lad det være nok så ringe,
blot du yder, hvad du kan,
har du fyldt din plads i livet
som en ærlig arbejdsmand.
|
|
|
| |
| |
|
|
Den gode ven
9.7.2005
|
Lidt klogere plejer man jo at blive
efterhånden som årene går,
og nu du 66 kan skrive,
stort klogere kan du vist ikke blive,
lidt dummere år for år.
Så hør da et venneråd, du gamle,
nu skal du helst sige stop,
lukke butikken, dit værktøj samle -
for fremtiden gå som den værdige gamle,
der var klog og i tide holdt op.
Jeg si'r dig tak., min gamle ven,
det var et velment ord i tide,
så lægger jeg mit værktøj hen
for ej at ta' det frem igen -
og så alligevel - i ny og næ -
man kan jo aldrig vide.
|
|
|
Det gamle ur
9.7.2005
|
På loftet stod det gamle ur
glemt hen imellem andet skrammel -
jeg tænkte, jeg vil prøve på,
om Bornholmeren kan gå,
der nok ét hundrede år er gammel.
Det gamle værk blev trukket op,
som havde stå't Gu'ved, hvorlænge -
helt dejligt nu det går igen.
Ja, om man kunne selv gå hen
og sådan trækkes op igen -
men, hvor er nøglen henne?
|
|
|
Det bløde hjerte
9.7.2005
|
Det bløde hjerte lider mest,
desværre må det sådan være,
var hjertet hårdere, da vist
blev livet lettere at bære.
Ønsk ej dit hjerte mere hårdt,
det er det bedste som du ejer -
det sidste, du skal ønske bort,
er hjertets guld, der tungest vejer.
|
|
|
Du og De
10.7.2005
|
Du til vorherre og De til en sjover
det har man lov til at undre sig over.
Det kan man kalde den gale verden
synes vist mange, men sådan er den.
|
|
|
Dødsdømt
10.7.2005
|
Forbryder og dødsdømt kan du dig kalde,
det passer jo på dig, som på os alle -
forbrydere er vi alle i flæng
kan størrelsen end variere. -
Dødsdommen den er vi sikre på,
dog fjases og pjankes der rundt omkring
som det, der os venter, var ingenting,
i sandhed, en mere end underlig verden
at agte på dødsdømte menneskers færden.
|
|
|
Diskussion
14.2.2006
|
At diskutere om "det med Gud"
skulle vel berige,
men er ofte at vige
uden om at lade sig sige
ved at sætte sit "mon" til løfter og bud.
|
|
|
Dødsdømt
14.2.2006
|
Forbryder og dødsdømt kan du dig kalde,
det passer jo på dig, som på os alle -
forbrydere er vi alle i flæng
kan størrelsen end variere.-
Dødsdommen den er vi sikre på,
dog fjases og pjankes der rundt omkring
som det, der os venter, var ingenting,
i sandhed, en mere end underlig verden
at agte på dødsdømte menneskers færden.
|
|
|
Dommen
14.2.2006
|
Hér går vi og spiller for hinanden og skjuler
dét,der ikke burde være, idet vi nære
håb om ikke at tabe ære.
Men en dag står sjælen i sin nøgenhed,
uden legemet at skjule sig med,
og alle ser dens beskaffenhed,
mens den må gå vejen frem
mod lyset, for at nå dets hjem -
eller flygte for det - sammen med dem
der må styrte sig i de mørkeste afgrundshuler.
|
|
|
Den Gode Hyrde
14.2.2006
|
Han blodig på bjælkerne lå,
der langt var hans tunge byrde,
og folket om ham stod og så,
bødlerne naglerne slå
gennem hans hånd og fod,
hvad de tillod -
dog de vidste han var god -
men så lidt de forstod,
som får omkring en falden hyrde -
det var da også uhørt,
- nogle finder det skørt -
andre har det som frelse ført -
at, som forsoning for fårenes vildskab og skam,
hyrden lader sig slagte som offerlam.
|
|
|
Den Døde Ring
14.2.2006
|
Det er da svært at tro,
når ej vi må Guds gerning se.
Men, om Guds gerninger kan ske?
Ja, det derpå bero,
om Gud hos os en tro kan se.
Men, det er svært at tro,
når ej vi må Guds gerning se.
Men, om Guds gerninger kan ske.
Ja, det derpå bero -o.s.v.
I denne ring det går indtil,
vi til troen bliver ført,
ved at få gudsordet hørt,
hvorved ringen springe vil.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
E
|
| |
|
|
Elskovsild
6.7.2005
|
De så ved første øjekast, at de
mødtes for sent, at alting var forbi.
De svor hinanden venskab, deres hænder
mødtes i et nu - de sagde de var venner.
De havde grunde - grunde nok til ti,
til ti venskaber, men når hjertet brænder
er venskab ikke nok. Kys skal der til,
og favntag, hvor der brænder Elskovsild.
|
|
|
Elskovsdrik
6.7.2005
|
Mellem blomster klang en kilde,
fra et træ en fugletrille,
dufte, farver og musik
brygged drømmende og stille
vårens søde elskovsdrik.
|
|
|
En hyrdetime
6.7.2005
|
Og ganske langsomt vågnede min brud
i engens bløde leje, hvor hun hvilte,
jeg kyssede hendes varme, gyldne hud,
til hendes læber ganske stille smilte,
og hun bevægede sin skønne nøgne,
guddommelige, ømme kvindekrop,
hun sukkede og lukkede disse øjne,
der er så smukke, ganske langsomt op.
Det blev en hyrdetime uden lige,
en himmelsk, overjordisk, dejlig lyst,
en flugt igennem solnedgangens rige.
|
|
|
Et farveskrud
6.7.2005
|
Fra byens lund, fra kærets pil
nu kukken kalder, lokker
og hyrden føjer ekko til,
mens han på leddet rokker.
Den første rose springer ud,
og tusind følger efter,
snart blomstrer et farveskrud,
sit præg på haven hæfter.
Ung storken - dér på husets tag
alt træner sig til færden,
og mutter ser med velbehag:
"Han kommer frem i verden."
|
|
|
Evig blomstring
7.7.2005
|
Det er underligt!
Jeg mindes ikke våren nogensinde,
som en snehvid blomsterbølge,
før har løftet mig så blidt!
Jeg er kommet til at tænke
på mit allerførste møde,
med den store kærlighed,
mødet med den spirende vår.
Den vidunderlige vilde,
rene, dybe elskovslykke,
som med sine efterklange
førte mig til digteriet.
Men i år har sol og blomster
mere dybde, mere sødme,
og jeg, som har besunget
våren og som troede,
at jeg var fuldt fortrolig
med dens gåde, at jeg kendte
alle blomster, alle dufte, alle fugle,
hører nu for første gang
om en evig blomstring.
|
|
|
Ensom
8.7.2005
|
Jeg er så ensom, som en mand kan være,
skønt jeg har børn og én, jeg stoler på,
men også hun er bøjet af de svære
bekymringer for vore søde små.
Ensomme vil vi begge gerne bære
de sorger, ingen andre kan forstå. -
For her kan ingen hjælpe. -
Vi taler ømt, men taler aldrig ud.
Hun er en stille kvinde. Hendes sind
er næsten lukket for mig, men jeg kender
de ødelagte slidte hænder,
det smukke hoved. Og på hendes kind
der løber ofte tårer, og da vender
hun sig imod mig, hjælpeløs og blind.
Jeg kysser hends vipper, for jeg ved,
at det hun trænger til, er kærlighed.
Hun har det stille, bløde blomstersind,
hvis glæder og hvis sorger altid brænder,
de fine sanser lader ingen ind,
hun lukker sig, og mest for dem hun kender,
men kærlighed gør også hende blind,
vi mødes famlende som unge hænder.
Vi taler aldrig om dét, vore minder
er sky og sjældne. Se, hvor luften skinner.
|
|
|
Ensomhed
8.7.2005
|
Jeg hader hjertet, denne lille røde tingest,
som sidder dér og ødelægger alt.
Og jeg har hadet dét fra fra jeg var ung,
fra første gang jeg følte, at jeg elskede
og nærede længsler efter noget, som
jeg ikke selv beherskede fuldt og helt.
Jeg følte kvalme ved dét, syntes at,
jeg var en pjalt, når denne sugen kom,
og jeg besluttede at blive herre
i hvertfald over egne enemærker.
For man skal dø alene - som bekendt. -
Og kærlighedens vås er intet værd,
nej, man er ene, dét er hele sagen,
hvor meget man så søger andres selskab
og hører én forsikre, man er elsket,
elsket, det dummeste af alle ord,
så er og bliver man ene dag og nat,
selv om en anden klynger sig til én,
selv om man slynger sine arme om
en dejlig kvinde, er og bliver man ene,
for hvad er lyst? En kort elektrisk gnist,
der kun forbinder kroppene i ét nu,
men aldrig sjælene, nej gud ske lov,
der findes intet selskab for en sjæl,
der stolt har gennemtænkt det store spørgsmål:
To be or not to be. -
Det er min lyst,
at konstatere det, som jeg engang
med rædsel anede, at jeg er alene,
at jeg kan bære denne ensomhed,
at jeg er nået ind til klippegrunden,
den hjerteløse, lykkelige sandhed.
|
|
|
En sikker gæst
9.7.2005
|
En sikker gæst, som kun én gang kommer -
sig nægte hjemme nytter ej -
vor fælles ven, miskendes af så mange,
der under tårer be'r ham gå sin vej.-
Men mange trætte byder ham velkommen,
de længes efter ham og håber på
hans faste håndtryk, stærkere end andres
og ærligt ment, ej til at misforstå.
Hvor travlt han har, han ingen af os glemmer -
selv om det sker, han går os tæt forbi -
igen han kommer, selv om han la'r vente,
men for hans håndtryk ingen bliver fri.
|
|
|
En lønlig tåre
9.7.2005
|
En lønlig tåre har vi grædt.
Ja, hvorfor dog det nægte -
vel gjaldt det kun en simpel kat,
men dog var tåren ægte -
og hvem dét ikke kan forstå,
han må så lade være -
ad tårer skal du aldrig le,
de gør kun hjertet ære.
|
|
|
Et dyr
10.7.2005
|
Et dyr stod tit mit hjerte mere nær
end mennesket, som kalder sig dets herre -
et dyr mig ofte synes mere værd,
langt mere værd end mennesket - desværre.
|
|
|
Et Slør
14.2.2006
|
Et slør fra himlen ned til jorden.
Hvor det dog regner stærkt og længe,
det driver, blinker vådt i alle enge.
Se disse dybe furers sikre tegn
på stærke regnskyl i denne egn
er slået ned, se disse blomster hænge,
se disse grene tyngede af væde
mod jorden - knækkede - hør dem græde.
|
|
|
Et Blik
14.2.2006
|
Peter fulgte Jesus på afstand, og da det gjaldt,
blev han fej og sagde nej
til kendskab, til Jesu venskab.
Oh, bitre nød, da Jesu blik til ham fik talt!
vi, der er feje, men gerne vil eje
førstehånds kendskab til Jesu venskab,
må heraf lære så nær ham at være,
at vi i tide får et blik, så ej det går os galt.
|
|
|
Et Fremmedord
14.2.2006
|
Frelse er et fremmedord, uforståeligt for mange,
der ikke tænker på, at de kan få
mere end de selv kan nå,
eller værn mod at forgå.
Men når frelse for dém lød
der var i bitter nød,
vidste de, hvad dét betød.
Og ordet blev da dét, der fyldte dem med sange.
|
|
|
En Fornem Gæst
14.2.2006
|
Skønt hans er al magten i himmel og på jord,
banker han på din dør,
og går ikke ind før
du åbner, og ind til dig ham byder.
For han sig ikke ønsker en trælleskare stor,
der kun hans vilje gør,
fordi de ej andet tør,
men tjenere, der ham med fryd adlyder.
|
|
|
Ego
14.2.2006
|
Det er da unødvendigt, at jeg
elsker mig mere end jeg
elsker min næste,
for Gud elsker mig,
og ved bedre end jeg,
hvad der vil mig
tjene til mit bedste.
|
|
|
En Boelsmand
14.2.2006
|
En boelsmand gik ud at så sin sæd,
jeg så ham slynge sæden ud med hånden,
jeg så den falde vifteformet ned
i lange bløde buer fra hans hånd,
og noget af den faldt så langvejs bort,
at den faldt ganske nytteløst på vejen.
Jeg vil aldrig glemme dette billede!
Jeg vil altid se ham gå og så
den fine sæd, der fløj for alle vinde.
Men den var næppe faldet, før end en flok
af sorte krager skrigende slog sig ned
og hakked sæden i sig og fløj op.
Og der var sæd, som faldt i stenet grund,
der hurtigt spired op i lange aks
og stod og svejed silkefint i vinden.
Men da den hede sommersol fik magt
blev fugtigheden om dem svedet bort,
og de forbrændte i den første tørke.
De spired hurtigt op og visned snart,
for der var ingen muld til deres rødder,
de visned, hvor de faldt i stenet grund.
Og der var sæd, der faldt i mellem tidsler,
der spired frem og kæmped, men blev kvalt,
for tidslerne er stærkere end kornet.
Men der var også sæd, der faldt i ren
og frugtbar jord og spired frodigt op
med tunge kerner i de modne aks.
Og bonden høsted og fik tredive fold
og tres og hundrede, hvor hans jord var bedst!
En boelsmand gik ud at så sin sæd.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
F
|
| |
|
|
For sent
6.7.2005
|
En forårsmorgen sendte han en dejlig orkidé,
hun havde aldrig tænkt sig, noget sådant ville ske,
hun tog sig op til hjertet - men der skete ingenting -
det fulgte roligt tankerne, der atter gik i ring.
Han gik - lod hende stå i mørke, og i slud
han så sig ej tilbage, om livets lys gik ud,
han havde fundet lykken - nu var det dét, der gjaldt -
og hendes afskedstårer havde ikke talt.
Med blomsten fulgte ord, hun havde drømt om år for år,
der ønskede at læge hendes alt for åbne sår,
de talte blidt og stille, men de trængte ikke ind,
de bankede forgæves på en dør til hendes sind.
Det lille røde hjerte havde kæmpet sig til ro,
det kendte ikke mere nogen drøm og håb for to,
det leved' i en hverdag, hvor det havde fundet fred,
men det var ganske andre ting, det kunne røres ved.
|
|
|
Farvesymfoni
6.7.2005
|
Hen i mod aften, da jeg stod og så
de lange, stille, blide kølvandsbølger,
der i en spejlblank sø bli'r ved at gå
bag et skib og taktfast, rytmisk følger
fuldstændig parallelle bag hinanden
i endeløse rækker, blege, blå,
indtil de skvulpende slår ind mod stranden,
hvor de bli'r ved at slubre og at slå.
Hen imod aften, da jeg stod og så
de lange, stille, blide kølvandsbølger,
skvulpende slå ind mod stranden,
da brød den ubegribelige sødme
igen igennem efter solnedgang,
til alt var hylled i en hektisk rødme,
en farvesymfoni, en svanesang,
der toned bort i hellig fryd og sorg.
|
|
|
Fjordens vig
6.7.2005
|
Hist vader om ved fjordens vig,
hvor åens løb udstrømmer
et hejre-par, så statelig,
du må dem ikke skræmme.
Dér dulrer fløjtende og fin
den lille præstekrave,
den vil i strandens skal og sten
den lille rede grave.
Den lægger fire store æg,
du kan dem ikke finde,
de bærer netop stenens præg,
at du dem ej skal kende.
|
|
|
Finde råd
7.7.2005
|
Finde råd for livets møje
vinde gennem trængsel frem,
savn og uheld tåle, døje,
bristet håb og skuffet drøm,
ranke ryggen, nye tag
og der atter gryr en dag.
|
|
|
Flugt
7.7.2005
|
Når mørket ta'r til i de våde gader,
og stormen hyler mod tunge facader,
når regnen pisker tæt mod min rude,
så sejler jeg bort på min drømmeskude.
Så ankrer jeg op ved mindernes ø,
hvor intet, der hændte af godt, kan dø,
hvor våren er evig, og solen skinner,
hvor ingen kan tabe - men alle vinder.
Her grønnes igen min ungdoms træer,
og du, der blev borte, er atter nær,
du sætter dig hos mig, mens solen går ned,
og atter forvandles min uro til fred.
Jeg tør ikke tale - for lykke er ro,
og intet må hindre den me'r i at gro,
og du er igen, hvad jeg gjorde dig til
i min ungdoms forvildede drømmespil.
Jeg vågner så brat ved lyden af skår,
en rude blev knust, mens stormen var hård,
og borte er ungdom og solskin og ven,
og jeg er alene i verden igen.
|
|
|
Frem i livet
8.7.2005
|
Frem i livet, frem i verden,
bryde helst din egen sti,
være trofast i din færden
ej for modbør lægge bi,
traske ej i andres tråd,
lægge vilje i din dåd.
|
|
|
Forgyldt elendighed
9.7.2005
|
Forgyldt elendighed er alt det meste
af guld og purpur, smil og skønne ord,
det får du kende som det meget triste,
før du bli'r gammel hér på denne jord.
Se nu min ovn, nypudset sort og blank
som hér den står og stille hygge vækker,
dog er den kun forgyldt elendighed,
jeg stakkel, som den kender, ved besked -
trods mas og slid - at bæstet ikke trækker.
Du burde være min bedste ven,
os burde hjertevarme sammen knytte,
nu bli'r man gnaven kun og bander dig -
uskyldig er du dog, indrømmer jeg -
bliv varm, ven, så du igen kan spytte.
|
|
|
Fred
9.7.2005
|
Her er stille, hér er fred,
hellig tavshed sindet kvæger,
havets fjerne stempelslag
lyder som et åndedrag,
der et kæmpebryst bevæger. -
Her er stille, hér er fred.
|
|
|
Fæle Ord
10.7.2005
|
For sent, for sent, ak, det er fæle ord,
som tit har lydt i sorg og bitter smerte;
for sent, for sent, ak, det er fæle ord,
som lever længe i et stakkels hjerte.
|
|
|
Forord
10.7.2005
|
Hvis du ikke tror,
at det på kærlighed beror
jeg skrev dig disse ord,
må du tro en anden grund.
Mødes vi efter dødens blund,
vil jeg ikke du bebrejder mig,
at jeg ikke fik advaret dig
mod at følge den brede vej,
der ender med helvedskval.
Oh, gik du dog mod himmelsal.
|
|
|
Forårstegn
14.2.2006
|
Ret som i et drømmesyn, så skønt at se
på, hver en gren og kvist dér ligger sne,
dog kendes forårstegn som øret fryder,
bogfinken kvidrer muntert, det er vår,
skovduens kurren sødt til hjertet går,
og solen sejrrigt smilende frembryder.
|
|
|
Forårsvinde
14.2.2006
|
Søde milde forårsvinde,
der beruser mand og kvinde,
mættede af blomsterduft,
og får øjne til at skinne
hævet over al fornuft.
|
|
|
Fuldkommenhed
14.2.2006
|
At vi kan synde, er vor skabnings fuldkommenhed,
ellers havde vi ingen ære ved at lade være,
som stjernen, der må lyset bære,
i en bane, den ikke kan slutte eller begynde,
og da ikke har mulighed for at synde,
og derfor ikke kender sorg eller glæde
som vi, der kan synde og begræde,
hvad der giver mulighed for dén glæde,
Gud ønsker at fylde sin himmel med.
|
|
|
Finde råd
14.2.2006
|
Finde råd for livets møje
vinde gennem trængsel frem,
savn og uheld tåle, døje,
bristet håb og skuffet drøm,
ranke ryggen, nye tag
og der atter gry'r en dag.
|
|
|
Forvandling
14.2.2006
|
At forvandle sjæl og sind,
ej mér vel noget magter
som dette, at man højagter,
elsker og stadig betragter.
Så, vil du være sand og god,
vil dette mål du gå imod,
når du sådan ret på Jesus ser.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
G
|
| |
|
|
Glødende varme
6.7.2005
|
Solen brændte på stien,
der udsendte dampende dufte
af græs og våde sten.
Den forsølvede tågeskyerne,
som endnu hang ned ad skråningerne
i det snævre, vilde dalstrøg.
Kun den usynlige flods tragiske klage
fyldte ensomheden.
Græsstråenes tavse sitren
mellem stiens stene,
selve den glødende varme
under stenegenes mørke mængde
lagde sig som en tyngde over sindet.
|
|
|
Gyldne skatte
8.7.2005
|
Hvad vi vil få ud af livet
på os selv det kommer an,
gyldne skatte blev os givet
blot vi dem udnytte kan
sind og tanke tit er sløv,
øjet blind og øret døv.
|
|
|
Glæder
8.7.2005
|
Naturen flere glæder bringer
end vi os tilegne kan,
kundskabs kilder om os springer,
overflod for mø og mand,
arbejdsmarken rig og vid,
brug for evne, lyst og flid.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
H
|
| |
|
|
Hov! Du And
5.7.2005
|
Hov! Du And, som svømmer dér -
giv mig opskrift på det her,
som gør vandtæt dine klæ'r.
Det er just, hvad vi kan bruge,
vi med vores regnevejr.
Om vi to slog os sammen -
tænk, hvormeget vi kan vinde -
hemligheden, du har inde,
lover jeg dig ingensinde
kommer udenfor os to. -
Kom nu ikke hér med jamen!
Sig du bare ja og amen -
ikke spor af risiko.
|
|
|
Hvorfor
6.7.2005
|
Tusinde timer i længsel og savn
betaler jeg dyrt af mit liv,
for at hvile en sjælden stund i din favn
og høre dig hviske dit - BLIV.
Varsomt jeg våger i lykkens skær,
hvem er du - hvor hører du til
dit blik er så smukt, når du helt er mig nær,
men dit svar er kun sansernes spil.
Hvorfor hvisker du blidt og kærligt mit navn,
er det noget, du selv glædes ved
eller vil du blot, jeg skal glemme mit savn
og finde en stakkels fred.
En levende lykke har gæstet mit hus,
jeg lyder dens mindste bud,
den er usikker som et blafrende blus,
jeg er angst for at blæse det ud.
|
|
|
Humlen
8.7.2005
|
Humlen sig tumler i kådeste mod,
med bien den kappes og skyndes,
for krokusen står i sit tætteste flor,
violen blomstrer om rødtornens rod
og pilen med "gæslinger" frynses.
|
|
|
Havens rabat
8.7.2005
|
Hyacinter blomstrer på havens rabat
og liljerne dufter langs hækken,
primel og bellis med knopper besat,
tulipanen knejser med guldbremmet hat:
"Hvem stråler som jeg, vel i rokken?"
|
|
|
Havens duft
8.7.2005
|
Da vi kom ud i havens friske luft,
blev vi helt beruset - ja, fortryllet
for solen skinnede, og alt var hyllet
i den vidunderligste blomsterduft.
Denne have var et paradis,
hvor fugle sang, og skønne blomster bejled
med søde dufte til sonettens pris!
Her blomstred guldregn, tunge blå syrener,
og margeritter, valmuer, og fler',
som kun en varmebølge brat forener,
og som man ellers aldrig ser!
Hvem kunne drømme eller ønske sig mér.
|
|
|
Haven
8.7.2005
|
Se haven! Fløj dér ikke en svale?
Højt vokser ukrudt rundt om træets rod.
Men blomster vokser hér i overflod,
og hér er fugle - hér er nattergale.
Hér er fred og havens jord er god.
Hér skal intes gødes, eller pudres
og heller ingen træer skal vi sprøjte,
vi lader blomster gro og fugle fløjte.
Vildt blomstrer tusindfryd og mælkebøtter,
og høje pinseliljer står brud
blandt tulipaners flotte skud.
Men stærkest står de gule mølkebøtter,
der grove bryder frem, hvor fanden spytter.
De små forglemmigejer flyder ud,
beskedne som de er, de skimtes næppe
idtte blomsterkaos' vilde tæppe.
|
|
|
Havet
9.7.2005
|
Vesterhav - jeg hilser dig!
Som en elsker styrter jeg
mig i dine arme -
favn mig i en salig stund,
som jeg ved, du kan det kun,
og afkøl min varme!
Elskere en masse du har,
ja, selv mangen Bedstefar
kan du sødt forynge;
Bedstemor bli'r ung igen,
giver glad til dig sig hen,
lader frit sig gynge.
Ens du er mod høj og lav.
Tak for hvert et kys du gav,
ret som et mirakel
retter du det syge sind
kysser bort den blege kind
hos så mangen stakkel.
Men, hvem skulle tænke sig,
hvor du kan forandre dig,
som en djævel rase -
sligt skal hér ej tales om,
mindst af os, der til dig kom
for i fred at dase -
Vesterhav - jeg hilser dig.
|
|
|
Hvor jeg går
9.7.2005
|
Hér i al den skønhed, hvor jeg går,
under disse lysegrønne birke,
hér, hvor helligdommen åben står,
kender jeg mig i Guds egen kirke.
Aldrig var jeg nærmere ved dig
end herude i naturens tempel.
Herligheden, der omgiver mig,
alt er præget af dit Guddomstempel.
Hellig tavshed taler mér end ord,
gennem alt fornemmer jeg din stemme,
du vor Gud og Fader, evig stor,
Hér hos dig er godt at være hjemme.
|
|
|
Hastværk
9.7.2005
|
Jeg:
Løb ej så rask, jeg bér dig, tid,
selv om det nu er ned ad bakke,
hold lidt igen, mit rejsetøj
er jeg alene om at pakke.
Tiden:
Ja, jeg har hastværk, det er sandt,
at bremse op jeg ikke kender,
så du får se at finde dig i
farten - helst som gode venner.
Jeg:
At gøre vrøvl jo hjælper ej,
så lad os heller være venner,
selv om det ej just huer mig
at følge med, som du nu render.
|
|
|
Hønsekløer
9.7.2005
|
At disse gamle hønsekløer
engang har været barnehænder -
som livet har forandret jer,
I, mine to trofaste venner.
|
|
|
Hver tørstig blomst
10.7.2005
|
Hver tørstig blomst, som du gav vand,
hvor lidet end det synes kan,
jeg tror det noget vejer,
når ved St. Peders dør du står
og han dit regnebræt opslår
og selv du intet ejer.
Kanské det vejer mér hos ham,
end meget, som med brask og bram
på jorden høsted ære -
hvad du med et kærligt sind har gjort
og aldrig tænkt kan veje stort,
kan hist til frelse være.
|
|
|
Heden
14.2.2006
|
I vor barndom mørken hede
præger landet vidt og bredt,
lyngens farver, brune, røde,
bakker, sletter var iklædt.
Åbne enge, dystre stille,
vibeklage, lærketrille,
vindesus i lyng og ris
Lokeleg i fjerne dis.
|
|
|
Hedens Rige
14.2.2006
|
Hedens rige stadig svinder,
dyrkes op og plantes til,
lyngens saga snart udrinder,
herredømmet står på spil.
Hundrede af unge skove
bedre vilkår landet love.
Ranke graner, brede fyr
bringer tro for folk og dyr.
|
|
|
Hist og Hér
14.2.2006
|
Fattig rest af oldtids skove
hist og hér på skrænter hang,
træbart land, hvor barsk henover
blæsten peb og stormen sang.
Bondens hjem lå bart og nøgen,
vinden pisked gennem smøgen,
lette muld for harven føg,
vide marker stod i røg.
|
|
|
Hvilken Blomsterpragt
14.2.2006
|
Nej, hvilken blomsterpragt
og duft af vilde blomster,
man altfor tit går tankeløst forbi
og træder på vidunderskønne tæppe,
hvis levetid er kort og visne må,
men til fornyet liv igen opstå.
Alt taler til os, vidner uden ord
om skaberånden evig rig og stor,
ufattelig og dog os altid nær.
Ja, altid nær
i alle evigheder.
Selv mindste strå fortæller mér om Gud
på anden vis end præstens tordentale,
og uden ord det bringer stille bud
fra skaberånden højt i himlens sale.
|
|
|
Høstens Rigdom
14.2.2006
|
Høsletten går med liv og lyst,
det arbejd, folket skatter,
det vækker ungdoms mod i bryst
med sang og skæmt og latter.
Se kornet skyder top og aks
og dræer og sætter kærne,
vi høstens rigdom synes straks,
at skimte i det fjerne.
Der rykkes ud til høstens tid,
med lé og med maskine,
og frem det går med flid og slid
i sommerens sidste time.
Det arbejd bli'r til rette lagt,
at alt må gå til gode:
Er avlen vel i lade bragt
er landet vel til mode.
|
|
|
Høsten
14.2.2006
|
Jeg stod og så det gule løv,
der falder nu i disse dage,
tænker for mig selv: Hvorfor klage,
fordi de gule blade bli'r til støv?
For mig er intet skønnere end høsten,
når løvet visner, blomsterne forgår
i stille solskin, mens fuglerøsten
fortoner højt i luften! Ingen vår
kan være skønnere! Mit hjerte slår
beruset, elskede! Jeg klager ikke,
jeg jubler, når det bliver efterår!
Lad høsten også åbne dine blikke
for livets største skønhed: Alt forgår!
Men alt, der er værdigt, genopstår!
|
|
|
Havens Træer
14.2.2006
|
Nu sover alle havens træer
alt stille som i graven,
en tåge ligger fjernt og nær
og svøber sig om alting hér
i 6te Frederiks Haven.
Så lys og skøn ved forårstid,
nu knapt man dig genkender.
Din nøgne skønhed vemodsblid
nu kalder ej så mange hid
af dine gamle venner.
Skøn er du dog, som nu du står
i tåge svøbt og tier
og drømmer om den nye vår;
mens én og anden stille går
ad dine visne stier.
|
|
|
Hører Du
14.2.2006
|
Hører du, hvor fuglen synger
i al sin sorgløshed
mens grenen gynger,
vipper den op og ned.
Det er jo, som et hjerte
midt i busken slår!
snart er den en kærte
midt i den lyse vår.
Solsort og Lærke!
Vinteren er forbi
det er nu at mærke
vårens trylleri.
|
|
|
Hvorfor Det Ikke Er Gjort
14.2.2006
|
Da jeg ville gøre det, var det nu for strenge,
til bedre tider måtte det ligge.
Dage går
og bli'r til år.
Og årene går.
Hvorfor gøre dét nu, der har ligget så længe!
Og derfor når jeg det altså ikke.
|
|
|
Helvede
14.2.2006
|
Ikke endnu, jeg eller du,
forstår dén gru,
der venter os dét sted,
der syder af alverdens uret og løgne.
Men dog ved vi, som vidste besked
om vejen til et bedre sted,
at vi bliver mødt
af et utal af bebrejdende øjne.
|
|
|
Himmelen
14.2.2006
|
I himmelen er der lys og lovsang til Guds ære,
og Kristus er dér,
og Patriarker med flér.
Men, hvem der ellers er
af dem vi kender hér,
vi ikke ved, men at enhver,
som er kommet dér,
er forundret over dér at måtte være.
|
|
|
Hjertesmerte
14.2.2006
|
Albuestød og kærestenød kan til hjerte gå,
en anden nød der os kærlighed bød,
næsten krymper hjertet i stå.
Dén, at i tåger, mellem lumske våger,
børn glider hurtigt ud,
uden at de agter på vore fagter,
hverken råd, bøn eller bud.
Vi himmelen anråber, ængstes og håber.
Men der undtages ej.
At vælge sin vej har enhver fri vilje til.
Gud ingen tvinger, kun kaldende ringer.
Mod himmelen går kun de, der selv det vil!
|
|
|
Hvor Gud Bor
14.2.2006
|
Er Gud mon højt oppe, eller hvor?
Spørg fisken om, hvor vandet bor.
Den lever i vand, og er fyldt af vand,
uden at have på søkort forstand.
Som fisk i vand, er fugl i luft og orm i jord,
og alle er vi i Gud, og Gud er i enhver,
så hver en skabning, fjern og nær,
med rette kan sige: "Det er hos mig Gud bor."
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
I
|
| |
|
|
I ventesalen
5.7.2005
|
Jeg sad nu helt alene -
mit sidste tog var kørt -
jeg tænkte på det skønne,
som havde hjertet rørt.
De mange gode venner,
som var der når det gjaldt -
de havde mildnet smerten,
når tårene de faldt.
Da bruste det derude,
et ekstratog kom ind -
det var forsinket vestfra -
på grund af vejr og vind.
Det bragte megen glæde -
det allersidste tog -
der blev igen lidt blade -
til livets store bog.
|
|
|
| |
| |
|
|
ingen titel
7.7.2005
|
Snart skinner sol,
snart ruger regntung sky,
snart blandes begge i en skønhed ny.
Og i mit eget hjerte fred og strid,
som i naturen, har sin tid.
|
|
|
I sol og vind
8.7.2005
|
Se disse brombærranker. Højt hæver
de sig over lave hindbær stolt.
Frit svinger de sig lette op og svæver
blomstrende overfyldte, bold ved bold
sidder de hvide knopper. At de holdt!
Fra jorden op til blommetræet bæver
de lange stængler - bryder ud og ind
imellem grenene i sol og vind.
|
|
|
Ingen sjæl
10.7.2005
|
Nej, dyrene har ingen sjæl,
den er kun mennesket beskåren
sådan taler præsten selv
og si'r, jeg taler kun som dåren.
Han næsten sparker til min hund,
når børnene den kærligt klapper;
men jeg har lært den bruge mund,
og efter præsten snapper.
Men efter ingen andre hér -
og han fortjener ikke bedre;
for mig får den kun mere værd,
når med et snap den ham vil hædre.
|
|
|
I Lærker Små
14.2.2006
|
I kvidre om en vår så skøn,
hvor solen herligt skinner,
en mark, hvor blomstersmykt og grøn
I paradiset finder.
Hvor æg bli'r snart til lærker små,
der undrende opstiger
livsglade mod den himmel blå,
og skyers fagre riger.
Fra sol står op, til sol går ned,
ved livet I jer fryder,
og trætte blunder ind med fred,
når aftenklokken lyder.
Hvor kan dog lærkens klokkespil
til hellig andagt virke,
hvor er det sødt at lytte til,
hér i naturens kirke.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
J
|
| |
|
|
Julisol
4.7.2005
|
Fra en lille udsigtshøj i Møllerhusets have
nyder jeg en middagsstund -
skøn som himlens gave.
Vinden drejer vingerne på den gamle mølle,
når den rigtig tager fat,
knager det så sølle.
Julisolen stråler ned - hele huset sover,
kun den lille gåseflok
sig ud på plænen vover.
Oppe i morellerne er der stæremøde,
Stæren, han er fræk som få, -
men bærrene er søde.
Rosen - lavendelduft - sommerfugleflagren -
udenfor, bag hæk og vej
vifter vinden havren.
Denne lille plet af jord - fuld af sommerglæde
er, hvor jeg i verden går,
i mit sind tilstede.
|
|
|
Jomfruen og Jens
9.7.2005
|
I sit jomfukammer sad
under lampeskæret,
hun og syede sent på kvæld,
lyttende til vejret.
Ængstelig hun var i sind,
dog i lyse drømme,
lønlig ned ad kinden randt
stride tårestrømme.
Ak, hvor stormen brøler vildt,
det er slemt derude.
Herre Gud, bevar min Jens
og hans lille skude.
På mit udstyr har jeg sy't
glad den hele sommer,
alt nu klappet er og klart,
til når hjem han kommer.
Han kom aldrig mere hjem,
hun blev aldrig Bruden,
thi i samme uvejrsnat
gik han ned med skuden.
|
|
|
Jeg véd
10.7.2005
|
Ak, jeg véd, hvor let man ofte lover,
og hvor langt til gerning er fra ord,
véd hvor ofte tidens kolde vover
skyller bort, selv hvad man fastest tror.
|
|
|
Jomfru Vår
14.2.2006
|
Under sneens hvide lagen
drømmer endnu Jomfru Vår,
snart oprinder solskinsdagen,
hvor hun øjnene opslår.
Strækker sine spæde lemmer
imod solens favnetag,
mens glade fuglestemmer
priser hendes fødselsdag.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
K
|
| |
|
|
Kærlighed
5.7.2005
|
Du vækker de skønneste længsler,
du mildner den dybeste vé,
du giver de øjne tillid, der ikke mere kan se.
Du er i den syges pleje,
du er i hvert trøstende ord,
du er overalt, hvor der kæmpes med ære på denne jord.
Du kan få den mindste spire
af godt i et sind til at gro,
du behersker de unge hjerter og er med i de gamles ro.
Uden dig ville alt det smukke
i verden visne og dø,
og vejen blive et krydstogt gennem en øde ø.
Millioner har slidt på dit væsen,
dog varer du stadig ved,
du kan aldrig svinde af jorden - du dejlige kærlighed.
|
|
|
Kun en tændstik
5.7.2005
|
Kun en tændstik du mig kalder,
er jeg dog et verdensnavn
kendt udover hele jorden,
ej til lyst blot, men til gavn.
Kan det undre dig, jeg ligger
tænker i min æske på,
hvad vi mange svovlstikker
ud af livet kunne få?
Blot én tønde krudt at tænde -
hele byen kunne brænde;
det var noget som kan forslå -
hér i æsken ubrugt ligge,
dertil egner vi os ikke. -
Drømme om en verdensbrand
jeg som tændstik også kan,
venter kun den splittergale mand.
|
|
|
Kys hende
6.7.2005
|
I solen drømmer din brud,
hendes kjole folder sig ud,
som et bæger lukker sig op,
hun bevæger sin fine krop,
elskovsdrømme vågner på ny,
dejlige, ømme, salige, sky.
Blomsterne i hendes hår,
gnister slukkes, forgår.
Hun vågner, kys hende blidt,
drømmetågen letter om lidt.
Hun rører sig i sin blund,
med et smil om hendes mund.
Elsk hende nu i denne stund,
kys hendes ører, hendes mund,
kys hendes vipper til hun ler,
og drømme slipper vingens fjer,
kys til du vækker din søde brud,
kys til hun strækker armene ud!
Spørg, hvad hun vil med åben favn,
tag hende til dig, hvisk hendes navn!
Væk hende, kære, væk hende blidt
kys hendes skære drømme i hvidt,
kys hende, kære, kys hende blidt.
Kys hende, kys hende, kys hende tit.
|
|
|
Kærlighedens magt
6.7.2005
|
Hvor er du nu min kære lille pige -
der lå så trygt og roligt i min favn,
min trods omsider fik dig til at vige -
i nattens stilhed hvisker jeg dit navn.
Din varme blidhed kunne ikke magte -
de kolde elementers hårde spil,
jeg ved, hvor megen sorg det ofte bragte,
når jeg var egensindig - sær og vild.
Mon du går glad og munter rundt i verden -
og vinder venner med dit lyse smil -
jeg savner dig og tænker på din færden -
din bortgang ramte som en sikker pil.
Ét har jeg lært om kolde elementer -
jeg troede mig så sikker mellem dem -
nu ved jeg, de giver kolde renter -
og bringer ingen glæde med sig hjem.
Hvis du på brevet vil mig kærligt svare,
så prøver jeg at tro, hvad du har sagt -
og håber, at jeg også må erfare -
at størst af alt er kærlighedens magt.
|
|
|
Kærlighedens dragt
7.7.2005
|
Jeg siger påny, at leve, elske,
er ikke to ting, men én - for kærlighed
er livet, når den mistes, mættes man
kun af sit eget jeg - dét er at dø.
Den, som for kærlighed forsager lykke,
han ene finder lykkens fulde mål.
Den, som for kærlighed sit liv hengiver,
han ene finder frelse, den er lykke,
ja himlen selv, og Gud er kærlighed.
Kom, lad os bære kærlighedens dragt,
da må vist vi blive ét med Gud.
Å, kære du, han som regerer verden,
hans navn er kærlighed! Hvad vil du mér?
Kom frem af dit løndomsskjul og følg med mig,
ingen anden gunst begærer jeg af dig.
|
|
|
Kritikken
7.7.2005
|
I alting må de døde finde sig,
for det er blevet nægtet dem at svare,
kritikken ser i hvert talent en fare,
og hvis den dødes skygge finder vej
op over graven, roser den bare,
og det vil sige: kan du lægge dig!
For sagen er, at den der har talent,
er farefri, når han er anerkendt.
Kritikken slår sig ned som Ådselsgribbe,
så snart en kunstner dør, og ofte før. -
I nekrologen prøver de at tippe,
hvor længe han vil huskes, hvem vil slippe
før alt er ædt? Et dejligt rosenslør
af lovord daler - og der synges - hør -
kritikken ånder dybt og - lettet
tilbage lyser kun ét navn - Skelettet.
|
|
|
Kannibaler
14.2.2006
|
Er bedre vi end kannibaler,
det er i hvertfald meget lidt,
medskabninger vi gerne spiser
med allerstørste appetit.
At vegetaren har mit hjerte,
det åbent jeg bekender hér,
tror også det er fremtidsvejen
til mere sundhed for enhver.
Men middagsklokken liflig lyder,
for godt kun smagte stegen tit.
Ak nej, vi er ej meget bedre
end kannibaler, meget lidt.
|
|
|
Katten
14.2.2006
|
Et sandt naturens mesterværk
man missen vel tør kalde
så yndefuld, dog muskelstærk,
ufattelig sligt mesterværk
beundres ej af alle.
Ja ven, jeg taler om en kat
og ikke om en kvinde,
dog hver for sig mig synes, at
hvad skønhed angår, godt min kat
kan sidestilles med hende.
|
|
|
Korsets Gåde
14.2.2006
|
Alt stygt, vi i letsind tænkte og gjorde,
dækkes af nåde
uden måde,
som korset minder os om.
Men dét gode vi burde, men ikke gjorde,
vi ikke nåede,
ikke formåede,
er dét, hvorfor vi må stille til dom.
|
|
|
Kærlighed Som Mål
14.2.2006
|
Er du kommet i trætte,
gælder det om at sætte
på den rette
dig selv, en lås for mund.
Er der én, du ikke kan lide,
undgå at stride,
men giv denne i tide
at takke dig en grund.
Og vil du elske ret,
går også dette let,
ved stadig at arbejde på det
ofte at bringe denne en glædesstund.
|
|
|
Kristendom
14.2.2006
|
Kristendom drejer sig om at undgå dom,
hvilket lader sig således gøre:
Lær Kristus således at erkende,
at man nødvendigvis må ham bekende.
Da vil han for sin fader én vedkende,
og udenom Guds store dom
vil han sine ind i himmelen føre.
|
|
|
Kærlighedsmål
14.2.2006
|
At vise næstekærlighed hér under himmelens hvælv,
er det største, vi ved!
Så den er da led,
hvis din kærlighed
kun til dem når,
der om dig går
og mildner dine kår!
Derved du vist kun får, at du elsker da dig selv.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
L
|
| |
|
|
Længsel
5.7.2005
|
Jeg gik derhen, skønt det var silde,
fjernt hørte jeg klokkens kilde.
En pige lukkede langsomt op og lo,
vi smilede fortroligt begge to.
Hun spurgte skælmsk, i nattøj, hvad jeg ville.
Bag hendes alt for fine silketrøje,
der skimtede jeg to bløde høje.
Hun så mit blik, men lod mig roligt se,
jeg blev skamfuld og lod straks mit øje
forlegent glide bort fra disse høje,
der sås igennem silkens hvide sne.
Kom sagde hun og drog mig ind,
hun tog det heller ikke så nøje,
jeg bukkede dybt for disse fulde høje.
En Valmue har åbnet sig i nat!
Jeg vågner, jeg er søvnig, men jeg hører,
hun hvisker det så sødt i mine ører:
En Valmue har åbnet sig i nat!
|
|
|
Lærkens sang
5.7.2005
|
Hos fuglekræmmeren en lærke synger!
Åh, herregud, en lærke sat i bur -
du lille engel, der vort sind forynger
i triste stunder og om våren synger
endda som nu bag fængslets skumle mur. -
Held dig, din frihed skal du atter kende,
jeg køber dig, det koste hvad det vil,
så bort fra byen hastig vi os vende,
og ud til flugt skal vingerne du spænde,
hvor du kan synge dig en mage til.
|
|
|
Landsbykirker
6.7.2005
|
Der findes mange, søde landsbykirker,
og de fortjener alle digtets pris,
for i det bløde, danske landskab virker
de altid som en stump af paradis.
Hvor er de søde, når det hvide tårn,
med sine røde takker, yndigt hæver
sig over gule markers modne korn,
der, som mit hjerte, ømt i vinden bæver.
Men de er altid smukke! Mellem stakke
af høstet korn og midt i vintrens sne,
imellem skove - oppe på en bakke -
hvor de så ligger, er det sødt at se
de danske landsbykirker mellem grave,
hvis flor er som en drøm om edens have.
Men allersødets er de, når de ringer,
og deres sprøde klokker lyder blidt
hen over eng og mark og skov, og bringer
det skrøbelige budskab milevidt.
Om klokkeren, der ringer, tror, betyder,
hvor sælsomt dét så lyder, såre lidt.
Og derfor tror jeg på dem! For hvor tit
blev luften ikke fuld af englevinger,
der dalede som vårens blomster blidt
omkring mig, når de klang - og derfor ringer
jeg dag og nat for andre - skønt jeg selv
så ofte tvivler på min egen sjæl.
|
|
|
Løft dit blik
7.7.2005
|
Løft dit blik og lad det række
over døgnets tåger grå,
over skyens dunkle dække
himlens hvælv er altid blå,
tving bekymringerne bort,
elsk, hvad der er skønt og stort.
|
|
|
Lyse nætter
7.7.2005
|
De lyse nætters stilhed ånder over
de hvide birketræers lette løv,
en hest står midt på marken tungt og sover,
en ko har lagt sig tung, træt og sløv,
man hører den langt borte tygge drøv.
Og himlen blusser rødt som pudset kobber.
Der flyder tåge på den flade eng,
de lyse nætters bløde brudeseng.
|
|
|
Lille sangfugl
7.7.2005
|
Lille sangfugl! Dagen lang
kvidrer på sin rige sang,
når du synger, vist jeg tror,
danser himlens englekor.
|
|
|
| |
| |
|
|
Lykkens smil
9.7.2005
|
Så let omskiftes lykkens smil
til gråd og bitter smerte,
ret aldrig kendes lykken tryg
hos den, som har et hjerte.
Velsignet er du, lykkens smil,
om blot man ikke vidste,
at lykken hænger i en tråd
så tynd - og let kan briste.
|
|
|
Livets søgang
9.7.2005
|
I Livets søgang går det op og ned,
balancen holde falder svært for mange,
kan den bevares jævnt til stadighed,
tør du af livet ikke mér forlange.
|
|
|
Lommebog
9.7.2005
|
Godt, det ikke er opnoteret,
hvad man af dumheder har præsteret -
kunne det gøre en mere klog,
var det en rar lille lommebog.
|
|
|
Lidt særling
10.7.2005
|
Lidt særling var han ganske vist, og jeg må tænke på,
hvad der stod skrevet på hans væg, og hver, som kom dér, så':
"Hver mand sin egen læge og hver sin præst."
Sådan mente altså han, det ville være bedst.
Ret som en kendt recept det lød,
selv fulgte han den til sin død. -
Men mærkeligst er dog og må forbavse mest,
at han var gammel læge selv - men ej som de er flest.
Sin mening sa' han ligeud, og højt hans stemme lød,
man vidste ikke altid ret, om skæmt det kun betød.
Som selskabsmand han dog var søgt, ret som en skattet ven,
men kunne sige slemme ting som f.eks. dén,
at selskabslivet kun fordummer (hvad det vel også gør),
men sige det ved bordet højt og som en indbudt mand
med gravalvorlig røst - det kunne han. -
Helt udenfor den slagne vej, men brav i al sin færd,
han mindes vil som én, der ligned ej enhver.
|
|
|
Lær mig
10.7.2005
|
Lær mig, i sole og planeter,
uendelige himmelhvælv,
at glemme små fataliteter
og tænke mindre på mig selv.
|
|
|
Lille samtale
10.7.2005
|
A:
Du aner, hvem jeg er? Ja, jeg er alderdommen,
som I jo ikke skøtter særlig om;
men nu er turen hér til dig jo kommen -
jeg ser, det gør dig gnaven, at jeg kom -
ja, gamle ven (undskyld, jeg så dig kalder),
det er der ikke no'et at gøre ved -
tag rolig mod mig og gør ingen rabalder
som de, der ønsker mig i helved ned -
Selv mener jeg, at vi bør være venner,
vi for hinanden er bestemt, vi to -
og når vi først hinanden bedre kender,
vi trykker fastere hinandens hænder,
da nu for livet vi skal sammen bo.
Lidt hård, ja vist, kan jeg til tider være,
når somme glemmer, hvem de taler til,
behandler mig, som var jeg uden ære,
men de får andet snart af mig at lære,
når ej godvillig de sig føje vil.
De unge ej mig skænker mange tanker,
for dem er jeg vel nærmest kun et navn,
til jeg en dag dem let på skuldren banker,
og de vrider sig i min stærke favn -
dog ikke lige hårdt jeg alle favner,
blødt kan du også hvile ud hos mig -
så selv den svundne ungdom ej du savner
og i din sidste stund velsigner mig.
B:
Det lyder smukt, det må jeg sige,
og dyb respekt jeg føler alt for dig -
dog føler jeg lidt ilde mig tillige -
jeg mest har lyst at løbe bort min vej.
A:
Men kan det ej!
Nej, gamle ven, nu skal vi holde sammen,
her hjælper ingen vrøvl - mit håndslag. Amen!
|
|
|
Letsindig
10.7.2005
|
Som ved et under slap han fri fra dødens jernklo,
den strejfed kun den unge mand, ej mere -
men hvad gjorde han?
Letsindig fræk han tændte sig en cigaret og lo.
|
|
|
Lighed Trods Sproget
14.2.2006
|
For forskelligheder
mellem dem, der beder,
og dem der bruger eder,
er det da svært at lukke sit øre.
Men om dem, véd
man og dén lighed,
at begge hold jo véd
sin måde, på sig små at gøre.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
M
|
| |
|
|
Mosekonens bryg
6.7.2005
|
Det fine lys, der tegner silhouetter
og ømt og skælvende besjæler alt,
og går forud for de lyse nætter
som ringe fra det sted, hvor solen faldt,
det fine lys, der som et slør forjætter,
den lyse skønne nat, besjæler alt.
Fra bakken ser jeg tågen strømme
dybt gennem dalen som et syn i drømme.
Det er Mosekonens Bryg fra vandet,
der blinker gennem engen som en streg
nede i dalen. Se, hvor tågen rejser
sig som hede kilder - som en gejser.
|
|
|
Mørke
7.7.2005
|
Jeg kan høre kilden rinde,
og jeg tørster - men kan ikke
få én dråbe - der er mørke,
hvor der burde være lys.
Mørke i teologien,
mørke i vor folkekirke,
mørke, hvor solen står op,
mørke, hvor den går ned,
mørke hos de sorte negre,
mørke hos kulturens sønner,
mørke mest, måske i lyset
menneskene dyrker nu, -
for vort lys er kun en luntes
lille gnist, når springer bomben?
Har vi fem år til - vi spørger,
alle spejder bange frem.
Æd og drik, i morgen skal vi
alle dø, er verdensånden,
vejen ligger klar og banet,
der er ingen tvivl.
For befalingerne gives
fra en by med gyldne kupler,
det er verden som der kæmpes
om i dag - den hele Jord!
|
|
|
Medgang
7.7.2005
|
Medgang, medbør let bevirker
sjæl og evner slappe bli'r,
sorg og modgang sjælen styrker,
tugtelse sin nytte gør,
fremgang vindes gennem strid,
kampen, sindet alvor gi'r.
|
|
|
Mirakel
7.7.2005
|
Har du nogensinde set et Mirakel?
Nej!
Så forestil dig.
At du kikker ud ad vinduet fra en høj bygning.
Og ser ned på lysene fra en storby.
Dér er lys, så langt du kan se.
Gaderne ses som dobbelte rækker af lygter.
Og bilernes lys bevæger sig mellem dem.
Lysreklamerne skinner røde, grønne og blå.
Lyt også til støjen fra trafikken!
Vær stille et øjeblik.
Se og lyt!
Det er som en malmstrøm!
Løft så blikket op mod himlen.
Dér blinker de stille, fjerne stjerner.
Dér er Verdener - Myriader af dem!
Se ned og se op - indtil du pludselig forbavset udbryder:
"Hvor i himlens navn kommer alt dét fra?"
Men det er ikke blot indretningen af alt det, som eksisterer,
der er mirakuløs.
Det største Mirakel, den helt utrolige ting er.
At der overhovedet eksisterer sådan noget.
|
|
|
Markens kløvereng
7.7.2005
|
Nu rødmer markens kløvereng,
de hvide snærer dufter,
og snerren reder gylden seng
om byens gamle tofter.
Vær nu forsigtig, skræm dem ej
så straks de legen standser,
se hist ved grav på rævehøj
rødgule unger danser.
|
|
|
Maj
9.7.2005
|
Hun er som selve den unge vår,
der suser ind over landet -
Bøgeløv foran på styret står,
lokkerne viltre om kinden slår,
hun synger, hvor kan hun andet,
den altbesejrende unge vår,
der stryger ind over landet.
|
|
|
Monumentet
9.7.2005
|
I staden så jeg mange monumenter
for store mænd, som vist var velfortjent,
dog kunne jeg ej lade være at tænke
på gamle Trine, som jeg har kendt.
Jeg måtte tænke på denne gæve kvinde,
ja, som en helt hun kæmpede og stred
ej blot for hus og hjem, men mest for andre,
skønt uden kny hun selv i armod sled.
Og kækt hun også vovet livet
dengang hun frelste vogterdrengen Knud,
i mergelgraven, hvor han sank i krampe,
og ingen vovede sig ud.
Du fik jo tak, tilmed en kaffekande
af drengens far, som du ønsked dig,
men ellers intet synligt tegn du høsted,
din ædeldåd bar lønnen i sig selv.
Fred med din sjæl, du gæve husmands kvinde,
som havde vel fortjent en Bautasten,
en skønnere, end mine ord kan rejse,
som blev den eneste, men er dog én.
Så lad de andre stå i sten og bronce,
det passed du vel heller ikke til,
men denne Bauta, rejst af mine hænder,
er skrøbelig og snart forvitre vil.
Dog sten og bronce, det får også ende,
før eller senere, ej siger stort.
Men ædel dåd vil blive ved at leve,
og huskes dér, hvor ej om rang bli'r spurgt.
|
|
|
Mødes vi igen
10.7.2005
|
Vil Gud, så mødes vi igen
med alle vores kære -
og sker det ikke hjerteven,
så skal det sådan være.
Hvad der end sker, jeg tvivler ej
en evig visdom råder,
og hvad der end beredes mig,
er kun hvad bedst os båder.
|
|
|
Mens legen er god
10.7.2005
|
At holde op mens legen den er god,
giv agt på det, få det bag øret skrevet!
Det er en kunst, som mangen ej forstod
og ubarmhjertigt fik i næsen revet.
Nej, hellere for tidlig end for sent,
så var en gylden regel alle dage;
men hvad man sådan om sig selv har ment,
er netop sagen, som kan lumsk bedrage.
Man synes selv, man går for fulde sejl,
og hører ikke andre sige andet,
indtil en dag man mærker, man ta'er fejl
og kender grinet, som er rent forbandet.
|
|
|
Mor
10.7.2005
|
Din hånd har hvilet hér på dette brev
jeg nu bevæget trykker mod min læbe,
du er mig nær, min egen lille Mor,
din stemme hører jeg i hvert ord
du skrev til mig i længst henrunde dage.
Nu er jeg gammel selv, de seksti år
er alt passeret for flere somre siden,
men stedse varmt endnu mit hjerte slår,
mit øje dugges nu, Du hos mig står
og taler til mig som i ungdomstiden.
|
|
|
Maven
14.2.2006
|
Er maven kun en svinetønde,
hvori man alting hælde kan?
Ret sådan handles tit med maven
så tankeløst i uforstand.
Nej, maven er et følsomt væsen,
fornærmelser den tåler ej,
den glemmer ikke, hvad man bød den
i dumhed, og den hævner sig.
|
|
|
Missen
14.2.2006
|
Hver en fugl har dog sin rede,
hvor den æg og unger får;
hjemløs mis må gå og lede
rundt i kroge, oppe - nede,
når dens barsel forestår.
Sine unger må den gemme,
missen har det ikke godt,
menneskene tit er slemme,
lider ikke missens stemme,
og vil helst den jage bort.
|
|
|
Meninger
14.2.2006
|
Ligegyldigt, hvad de kloge vover
at mene, til andres lyst eller pine.
Månen har aldrig derover
i sit ansigt fortrukket en mine.
Langt mindre, at Gud er Gud,
rokkes af nogen bedreviden.
Nu må vi høre hans ord og bud,
eller bittert erfare siden!
|
|
|
Mirakel
14.2.2006
|
Har du nogensinde set et mirakel?
Nej!
Så forestil dig,
at du kikker ud ad vinduet fra en høj bygning,
og ser ned på lysene fra en storby,
dér er lys, så langt du kan se:
Gaderne ses som dobbelte rækker af lygter,
og bilernes lys bevæger sig imellem dem;
Lysreklamerne skinner røde, grønne, og blå.
Lyt også til støjen fra trafikken!
Vær stille et øjeblik:
Se og lyt!
Det er som en malmstrøm!
Løft så blikket op mod himlen.
Dér blinker de stille fjerne stjerner.
Dér er verdener - myriader af dem!
Se ned og se op - indtil du pludselig forbavset udbryder:
"Hvor i himlens navn kommer alt det her fra?"
Men det er ikke blot indretningen af alt det, som eksisterer,
der er mirakuløs.
Det største mirakel, dén helt utrolige ting ér.
At der overhovedet eksisterer sådan noget.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
N
|
| |
|
|
Nattetimer
7.7.2005
|
Mørket indhyller hospitalet
dagens travle puls er dalet,
vågelyset skinner mat,
over nattesorte grene
skimtes himlens stjerner rene
i den kolde vinternat.
Vågne øjne græder stille -
ak, hvor tanken gerne ville
bort fra smerter, angst og savn -
dvæler lidt ved dét derude
bag den store, sorte rude -
går med håb mod glemsels havn.
Udenfor på gangen høres
listesko, og bårer køres -
mon en skæbnetime slår -
tvungen stilhed styrer huset,
tristhed bor i skumringshuset,
tungt og trevent natten går.
|
|
|
Naturen
7.7.2005
|
Jeg ventede, men kun en liden stund,
til al naturen sang som med én mund,
de stolte træer priser uden ord
din skabervælde, underfuld og stor.
Og fugle deres blide triller slår,
et sprog, som vel de selv, og du forstår.
Hvad under da, om jeg på samme vis
forener mig med dem i tak og pris.
Se græssets glade leg og viltre spil,
hvor kunne ord vel lægge noget til?
De muntre bække synger højt din lov,
i stille andagt lytter bjerg og skov.
|
|
|
Naturens røster
7.7.2005
|
Naturens røster toner lydt
et digt om gammelt og om nyt,
det kvidrer rundt fra ris og busk,
det dufter rundt fra blomsterdusk.
En harmoni et trylleri,
jeg føler mig så let og fri.
Alene i naturens fred
og tusind ting at glædes ved.
|
|
|
Når engang
7.7.2005
|
Når en gang, at dagen hælder
hen mod livets aftenstund,
da et spørgsmål dér sig melder,
hvordan har vi brugt vor pund?
Har vor dag vi brugt med flid
da bli'r hvilen mere blid.
|
|
|
Naturens kirke
9.7.2005
|
Men, lærker små, så tidligt hér,
ej vinteren er til ende,
kun is og sne ses fjernt og nær,
og hvor er solen henne.
Med frejdigt mod i fremad se
så tillidsfuldt og glade,
I ænser ikke is og sne,
ej stænget lo og lade.
I kvidre om en vår så skøn,
hvor solen herligt skinner,
en mark, hvor blomstersmykt og grøn
i paradiset finder,
hvor æg bli'r snart til lærker små,
der undrende opstiger
livsglade mod den himmel blå
og skyers fagre riger.
Fra sol står op, til sol går ned,
ved livet i jer fryder
og trætte blunder ind med fred,
når aftenklokken lyder.
Hvor kan dog lærkens klokkespil
til andagt virke,
hvor er det sødt at lytte til
hér i naturens kirke.
|
|
|
Nattens ugle
9.7.2005
|
Disse kloge, sorte øjne
taler deres eget sprog,
filosofen iblandt fugle
er og bli'r du, nattens ugle,
filosofen uden bog.
|
|
|
| |
| |
|
|
Naturens lune
10.7.2005
|
Er frygtelig naturen i sin vælde,
den er dog rig på humor og på spøg -
hvor fuld af lune kan den ej fortælle
om fugleskarens gådefulde Gøg.
Den vist blev til, mens skaberen sig hviled,
og fik en gudefødt, barok idé;
af alvor træt den kære skaber smiled
og hørte kukkeren, den gavstrik, le.
|
|
|
Naturmedicin
10.7.2005
|
Om kun naturen selv fik lov at råde
og vi for al slags giftig stads blev fri,
de fleste læger har en anden måde,
de medicin og pulver tyller i.
Hvad tit man så en læge ikke kunne,
naturen dejlig selv besørge kan -
den stræber altid henimod det sun'e
og bringer ligevægt igen istand.
Dens gode stræben skal man ej forkludre,
men ak, det gøres netop alt for tit -
om sygdom kan de lærde altid sludre,
om sundhed taler de kun alt for lidt.
Vel sandt, af sygdom skal jo læger leve,
så lutter sundhed ej de ønske kan -
tænk, om engang vi alle raske bleve,
hvad blev der af den arme lægestand.
|
|
|
Nøjsomhed
10.7.2005
|
Ja, det er mér end kedeligt at være
tyk som et fedesvin og tilmed præst
og præke nøjsomhed og andre dyder,
når vommen dog på ganske andet tyder.
En ulyksalig arv hans mave er;
han lever nøjsomt som en mand fra landet -
men det må også kaldes rent forbandet,
uskyldigt fedt ser ganske ud som andet.
|
|
|
Nye Midler
14.2.2006
|
Trøst Jer, endnu er de ringen større fare,
sålænge nye midler skriges ud.
Den lærde priser højt sin nye vare,
som har forvoldt ham mægtigt hovedbrud.
Og sker det så, at ét og andet klikker,
at midlet svigter, som han håbed på,
en anden lærd véd snart, hvori dét stikker,
og så fremdeles vil det gå.
Til alt naturen tavs og stille smiler,
sin stærke hånd den strækker mod os ud.
Tag trugt imod, selvom den lærde smiler,
hvad den vil bringe dig, dét er fra Gud.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
O
|
| |
|
|
Ord
6.7.2005
|
Jeg hænger disse ord,
du sikkert næppe hører
og aldrig rigtig tror,
i dine skønne ører.
Der skal de fint og let
som skønne klangrim klinge,
og le du blot koket
ad disse ørenringe!
Og glem dem! Lad dem tindre
og røre ved din kind,
en nat når de dit indre
og synger i dit sind.
Når stunden bli'r belejlig,
da drypper de som du:
Kære, hvor du er dejlig,
hvor er du sød og smuk.
|
|
|
| |
| |
|
|
Onde dage
7.7.2005
|
Onde dage er ej værre
end, hvad vi gør dem til,
modgang, som vi modigt bære
vi ret snart beherske vil,
højsind rækker fjendskab hånd,
godhed knytter venskabs bånd.
|
|
|
Opstandelse
14.2.2006
|
At Kristus fra sin grav kunne opstå.
Derved er dét triste,
at hvad før vi vidste
om døden som det sidste,
kan vi ikke mere stole på!
At Kristus fra sin grav kunne opstå,
som han havde sagt i tide,
før sin død han måtte lide.
Deraf kan vi nu vide,
at alt, hvad han har sagt, kan vi stole på!
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
P
|
| |
|
|
Pligt
7.7.2005
|
Pligt og troskab hører sammen,
som en værkets hjørnesten,
virksomhedens Ja og Amen
holder livets bane ren,
vær på vagt og stå for skud,
tage tørn og holde ud.
|
|
|
Plager
7.7.2005
|
Livet har fuldt op af plager,
drilleri og uforstand,
ej det nytter spor vi klager,
byrden lettes ej ét gran,
hver sin byrde, hver sit bud
og det letter rækken ud.
|
|
|
På vrangen
9.7.2005
|
Hvordan vel folk ser ud på vrangen,
det ligger nær at tænke på -
man så', hvor fælt det gik såmangen
"højtagtet", man på vrangen så -
om hele verden tænktes vendt,
så man på vrangen den fik kendt?
Ved tanken må man grue -
når retten er, som vi den kender,
hvad blev den, når man bøtten vender -
for et skue!
|
|
|
Pænt farvel
10.7.2005
|
Sig pænt farvel,
det er fornuftens stemme,
vennens, du skal lyde;
nu er det på tide, at vi skilles må,
som gamle venner fra hinanden gå
med godt humør - og ingen tårer flyde!
Ja, så farvel og tak
for al den tid, som gik
med sorg og glæde vi har prøvet sammen,
og skilles vi, erindringen jeg har,
og den skal leve, længe leve! Amen.
|
|
|
Pilgrimsfærden
14.2.2006
|
Med faste skridt mod målet jog
de, der fra mund og bibelbog
dét ord modtog,
der ledte ind og fremad på den rette vej.
Men Satan fra sin slangekrog,
en blandet gudsfrygt foreslog
og dém bedrog,
der glemte, at en blandet frelse gives ej.
|
|
|
Personlig Samtale
14.2.2006
|
Vi skriver ikke meget, men har telefon herhjemme,
og ofte ringer til
dem, vi glæde vil,
og vi hører da selv deri de kæres stemme.
Kristus skrev ikke, men gav os ånden,
og ved dén os taler til,
så hvis vi lytte vil,
får vi de fornødne ord efterhånden.
|
|
|
Psykologisk Tid
14.2.2006
|
Unge snart dét lære, vi ældre dén erfaring fik,
at om flere nådeår, vi får,
de hurtigere går
end forløbne år.
Og om vi får
dobbelt så mange år,
fås de kun til halv gang så længe som tid, dér gik.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
R
|
| |
|
|
Regn
7.7.2005
|
Et slør fra himlen ned til jorden: Regn!
Hvor det dog regner stærkt, og regner længe,
det driver, blinker vådt i alle enge.
Se disse dybe furers sikre tegn
på stærke regnskyl, alt i denne egn
er slået ned, se disse blomster hænge,
se disse grene tyngede af væde
mod jorden - knækkede - hør dem græde.
|
|
|
Ravnen
7.7.2005
|
Mellem klipper grå
bor den vilde ravn
i en dal uden navn
dér hen vil jeg gå.
Solskin veksler med frost og kuld',
med regn, hagel og sne,
men aldrig biver jeg sorgfuld',
mens jeg kan himlen se.
Og aldrig høster jeg det gyldne korn,
og sanker det aldrig i lo,
hvor stormen tuder i fjeldets horn,
dér har jeg bygget mit bo.
Og bonden sidder i den dybe dal,
og æder og tømmer sit krus,
mens buldren synger i fjeldets sal,
og deler med mig sit hus.
Og her går vinden snart ud og ind,
og ørnen jagter mig på vej,
og kan du fange mig, så er jeg din,
men levende får du mig ej.
Mellem klipper grå
bor den vilde ravn
i en dal uden navn
dér hen vil jeg gå.
|
|
|
Rask igen
10.7.2005
|
Gudskelov, nu er jeg rask igen;
det var en slemme tid, som vared længe -
nu er det lyst, alt hvor jeg skuer hen,
og velkomst smiler til naturens ven,
ham hilser Danmark dejligst Vang og Vænge.
|
|
|
Religioner
14.2.2006
|
Der er mange religioner,
men kun den ene forsoner.
Religioner har regler og bud,
hvormed vi skulle nå op til Gud.
Kristendom har, hvad Gud har fuldbragt,
for at nå ned til os med sin nådepagt.
|
|
|
Relativ Højdemåling
14.2.2006
|
Når det er afstanden til solen, der er på tale,
er der lige langt derop
fra en tidselknop
og fra granernes top,
der højest når op.
Der er også lige langt op
for den syndigste krop
og dén biskop,
der i fromhed kom op,
når målet er indgangen til himlenes sale.
|
|
|
Radiologi
15.2.2006
|
En radio kan blive sær, så den ikke mér
kan indstilles til hér
at sige, hvad andre steder skér.
Men for radiobølger er stuen derfor da ikke tom!
vil Gud du gerne nær, derom forvisset vær,
Gud er hér og alle steder nær,
men du kan være sær,
og uindstillelig til at gøre dét, han bad om.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
S
|
| |
|
|
Sommernattens magt
4.7.2005
|
Jeg har ikke råd til at sove dig hen
du dejlige julinat,
derfor har jeg vandret i nat igen
ad stier, langs mose og krat.
Det dufter så sødt fra fra haver og hegn,
mens en brise så lun og fin
kærtegner den velkendte, elskede egn
og hvisker, igen er jeg din.
Det klukker og pulser i mosens siv,
det kvækker fra frøernes bo,
en rørsanger kælent bedårer sin viv
og bryder den natlige ro.
En natsangers strofe - en vild roses duft -
og jeg standser og nævner et navn,
jeg har prøvet at glemme af al min fornuft -
men det skønne har genvakt mit savn.
Det stiger - bliver et med de sukkende siv,
det dysses ej mere til ro,
det får mig igen til at elske dig liv
og håbe på lykken for to.
Du skønne natur, så stor er din magt,
så uendelig lidt skal der til -
ved en duft og et ord er i lænker vi lagt,
om vi aldrig så nødigt det vil.
|
|
|
| |
| |
|
|
Spilledåsen
5.7.2005
|
Du gamle spilledåse med den klokkerene klang
for mig er du et eventyr om det der var engang,
og barndommens fantasi og tabte paradis,
hvor dagene svandt sorgløst hen på ægte barnevis.
Du spillede ved min lille seng, når dagens leg var endt,
og barneaftenbønnen var mod himlens stjerner sendt,
din var den sidste tone, der gik i øret ind,
før søvnen kærligt favnede mit trætte barnesind.
Helt ind i drømmeriget havde dine toner magt,
der spillede Ole Lukøje og børnene slog takt,
når morgensolen vækkede mig, så var du gemt og glemt,
men kom igen om aftenen, når sindet blidt var stemt.
Ak, borte er desværre for længst mit barndomshjem,
men hører jeg dig spille, dukker lyse minder frem,
så er jeg barn derhjemme igen hos Far og Mor,
mens fred og lykke atter for en stund i sindet bor.
|
|
|
Stemmer i natten
6.7.2005
|
Jeg ligger vågen i natten og hvisker dit elskede navn,
og angrer hvert mulige fejltrin, der skabte mit tunge savn.
Jeg længes mod glemselens bølger - men de går mod fremmed kyst,
de vil ikke kendes ved mig, før jeg har kæmpet min dyst.
Dybt inde fra nattens stilhed, hvor mørket er blødt og tæt,
der taler to stemmer til mig, hver gang mine øjne har grædt.
Den ene er blid og stille som sommerens sagte vind,
den lokker så mildt og kærligt og trøster mit brændende sind.
Husker du alle de skønne forårsblomstrende stier,
sommerturenes bakker og fjorde og blinkende spir.
Sommerstrandenes hvidhed med bølgernes bløde klang,
solens brunende sundhed og glædens og frihedens sang.
Efterårsskovenes solskin og løvets ildende pragt -
glæden over at dele - og hjerternes venskabspagt.
Og medens tankerne strømmer, og lykken igen er smuk,
så svinder stemmen i mørket og drukner i nattens suk.
Men ved du, siger den anden - den lyder så kold og klar,
at mangen én måtte segne, som fortidens byrder bar.
Glem gårsdagens døde timer - det bringer dig ingen fred -
at kalde dem mér til live - du piner dig selv derved.
Og lær at elske den time, som livet gi'r dig idag,
den ufødte for imorgen er måske en andens sag.
Og så er der kun at vente på søvnens barmhjertighed,
den giver - om end ej en evig - så dog en velsignet fred.
|
|
|
Skyggen
6.7.2005
|
For hvert skridt jeg gik imod den høje,
forunderlige mand, hvis skygge lå
hen over blomsterne, jo mere nøje
jeg stirred på hans skønne, himmelblå,
vidunderlige kjortel, mens jeg gik,
jo mér han toned frem og fra det fjerne
fortryllede min sjæl med sit blik,
der funkled mod mig som en dobbelstjerne
med hemmelige kræfter, som om hans hjerne
var selve solen - målet for min færd!
Jo mere fik han englens skønne træk.
|
|
|
Solskinsaften
6.7.2005
|
En dejlig, stille soskinsaften stod
jeg oppe på bjergets top og stirred
på en natur, hvis sødmes overflod
jeg ikke kunne fatte - men jeg dirred,
imens jeg stille drømte om at sejle
på alle disse skønne, blanke søer,
der lå og strålede som rosa spejle,
med fyrreklædte, violette øer.
Helt ud til horisontens tågerand
lå øer, som blomster på det blanke vand,
og spejled sig i søens fine hinde
dybt violette i sin krans,
da solen sank begyndte alt at skinne,
at blusse op med hektisk farveglans.
|
|
|
Sommertide
7.7.2005
|
Når junisol på himlen står
da er det sommertide,
da får vi løn og blide kår
fra vint'rens savn og kvide.
I haven blomstrer frø ved frø,
et paradis det ligner
de sætter frugt de sætter frø
for høstens tid at signe.
Nu pynter vidden bakkens puld,
med gyvel lien gulner,
det første unge lærkekuld
alt om i græsset duldrer.
|
|
|
Sæt et mål
7.7.2005
|
Sæt et mål og styr derefter,
ød ej tiden planløst bort,
brug de unge, stærke kræfter
til et livsværk at få gjort,
læg en plan og tag et sigt,
gå i vej med mod og kløgt.
|
|
|
Syg
7.7.2005
|
I dag er jeg ikke hjemme,
jeg er ude at rejse med dig,
til dalenes smilende hytter
over bjergenes vildsomme vej.
Og rejsen er ikke besværlig,
og solen er ikke for varm,
for jeg er så let og lyk'lig
og vandrer så trygt ved din arm.
I morgen går vejen til byen -
vi skal sejle i gadens gondol,
jeg skal høre din friske latter
i Sydens strålende sol.
Vi vil sammen gå rundt og købe
små sære og fine ting,
og så til sidst vil du finde
Italiens smukkeste ring.
Og du - jeg er slet ikke syg mer'
jeg kan sagtens tåle den tur,
kom hen og tag om halsen
og sig , jeg også du'r.
Men du kunne jo ikke i aften -
og heller ikke i går -
og der bliver måske ingen
rejse til Syden i år.
Og tankerne tumler og leger
som vinden om gård og hus -
de stiger og daler i rytme
med træthedens syngende sus.
|
|
|
Skæbnen
7.7.2005
|
Så mangen glad og frejdig svend tog livets gerning op,
og dagen lå så lys og skøn og vinkede med håb.
Men skæbnen knuger ham i sin favn så hjerteløs og grum,
han blev et havereret vrag før aftenstunden kom.
Hver sjæl er ikke lige stærk, den bedste tit er vég,
hver en ven er ikke lige tro, den bedste tit os sveg.
Vi aldrig ved, hvad dagen gi'r før solen den går ned,
vi aldrig prise skæbnens held før døden gi'r os fred.
|
|
|
Sløvheds dvale
7.7.2005
|
Vågne op af sløvheds dvale,
husk, hvor livet dog er kort,
pjat og pjank og ånd'løs tale,
tomhed, råhed vis det bort -
kundskab udsyn løfter op,
gyder liv i sjæl og krop.
|
|
|
Sandhed
7.7.2005
|
Sandhed, held og lykke skaber,
sandhed, i vort liv, vor færd,
sandhed, alle dyders fader
ord og handling giver værd,
sandhed adler helt sin mand
i hver stilling eller stand.
|
|
|
Stille regn
9.7.2005
|
Den stille regn har fældet mange
af havens blomster. Valmuerne står
med hvide rande om de mørke sår.
De røde roser pletter havens gange,
og brombærblomsterne er blevet bange,
men se de hvide, vilde roser står
fuldstændig åbne, kom og se
de fine blades lyserøde sne.
|
|
|
Syvsover
9.7.2005
|
Solen tindrer over land og by,
hanen vækker gården op af dvalen,
lærken stiger jublende mod sky,
kvidrende i luften sejler svalen,
anden rapper til den nære dam,
gravitetisk spanker stork på engen,
og fra porten lyder hundeglam,
mens jeg - gaber, vender mig i sengen.
|
|
|
Spurvemor
9.7.2005
|
Se Spurvemoren, hvor hun glad
gi'r store ungen al den mad
hun selv så godt dog lider.
Den lille mor beundrer jeg,
hvor lidt hun tænker først på sig,
som moder alletider.
Hvor er det rørende at se,
er dét ej kærlighed måske,
hvad vil man dét da kalde?
Et skønt eksempel i allefald,
som til hvert hjerte tale skal
og kan forstås af alle.
|
|
|
Sande ord
9.7.2005
|
Hvis kun der lød usminket sande ord
ved Jubilarens blomstersmykte bord,
blev vist de fleste fejret i det stille,
fordi så Jubilaren helst det ville.
|
|
|
Smukt bedømt
9.7.2005
|
Vi udefra bli'r smukt bedømt
for vore gode ting -
de danske svin er vidt berømt
omkring på jordens ring -
på anden vis, men li'så godt
som vore kære svin -
og ægte Dansk i stort og småt
er kendt - det danske grin -
dét ingen andre skøtter om,
ej egnet til eksport,
hos os det dyrkes næsten, som
man dyrker anden sport.
|
|
|
Som et stjerneskud
10.7.2005
|
Som et stjerneskud blandt stjerners vrimmel
lyser flyveren på nattens himmel,
højt han larmer på sin stolte flugt -
stjernerne de tavse, smiler stille -
mellem stjerner bli'r du dog den lille,
men blandt brødre hævder du dig smukt.
|
|
|
Skylregn
15.2.2006
|
Den skylregn var en læskedrik,
en tørstig jord fra himlen fik,
og smukt véd at påskønne.
Igår man skimted kun lidt grønt,
og nu idag, hvor skønt, hvor skønt
det stråler, alt det grønne,
hvor har det alt sig foldet ud,
som var det ved et tryllebud,
og fuglene de synger.
Nu kendes det, at vi har vår,
Guds sol, som højt på himlen står,
al skabningen forynger.
|
|
|
Så Tidligt Hér
15.2.2006
|
Men, lærker små, så tidligt hér!
ej vinteren er til ende,
kun is og sne ses fjernt og nær,
og hvor er solen henne?
Med frejdigt mod I fremad se
så tillidsfuldt og glade,
I ænser ikke is og sne,
ej stænget lo og lade.
|
|
|
Snart
15.2.2006
|
Snart skinner sol,
snart ruger regntung sky,
snart blandes begge i en skønhed ny.
Og i mit eget hjerte fred og strid,
som i naturen, har sin tid.
|
|
|
Smukt Bedømt
15.2.2006
|
Vi udefra bli'r smukt bedømt
for vor gode ting,
de danske svin er vidt berømt
omkring på jordens ring
på anden vis, men li'så godt
som vore kære svin,
og ægte dansk i stort og småt
er kendt , det danske grin,
dét ingen andre skøtter om,
er egnet til eksport,
hos os det dyrkes næsten, som
man dyrker anden sport.
|
|
|
Synden
15.2.2006
|
At synde, dét med at bruge en ed,
og dét med at slå en anden ned,
utro i kærlighed, og anden grim uærlighed,
-ja, alt, der bringer næsten besværlighed,
bringer os ikke uafvendeligt i helved ned.
Men - men - men - det gør synden!
som ret og slet alene er dét
ikke at lade Gud have ret.
Thi givet er det,
at Gud vil ikke diskutere med os i evighed!
|
|
|
Salighedsgrund
15.2.2006
|
Salige de, der ikke mener sig noget værd,
de, der sørger, og de, der spørger efter retfærd,
de, der byder den anden kind,
og de som har det rene sind,
de, der øver retfærdighed,
og de, som går og stifter fred!
For dét er dem, som Gud kan få i tale,
og som gerne lader ham befale.
|
|
|
Skjulte Synder
15.2.2006
|
Som med kopier, taget af skriverier
ved hjælp af sværtepapir,
er det med vort livs kopi,
som sjælen engang fra legemet bærer bort.
Hér ses alle skjulte synder,
som pletter og streger i sort.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
T
|
| |
|
|
Tågehavet
6.7.2005
|
Jeg gik og gik, jeg vandrede dag og nat,
og vågnede søvnig i solens arme,
for det var blevet sommer ganske brat,
og jeg blev helt beruset af varme.
Jeg følte straks, at solen ville blive
vidunderlig at vandre i, og gik
fra tidlig morgen, til dens gyldne skive
forsvandt i engens tåger for mit blik.
Solen gik ned, og mens jeg vandrede hjem,
gik nattekulden gennem mine lemmer,
jeg vandrede gennem engens hvide ém
og lyttede fra en høj til fuglestemmer
og så på fjerne skove, halvt begravet,
stak de som øer op af tågehavet.
|
|
|
Træet
6.7.2005
|
Kig dog ud, et løvrigt træ
er jo genbo til muren
og sender i dit dunkle læ
sin hilsen fra naturen.
Det kigger kækt ad ruden ind
hen over den snævre gade,
mens den lune sommervind
bevæger blidt dets blade.
Og øverst i kronens top
den muntre sangfugl sidder
og sender imod skyen op
sin melodiøse kvidder.
|
|
|
Trøst
6.7.2005
|
Ak, nu hvor du helt er borte,
og jeg ikke må se dig me'r
og velsagtens aldrig skal vide,
hvad der i verden dig sker,
så vil jeg skære de vildsomme,
hårdføre skud af din rod -
og bare vide det ene -
at jorden var gold, hvor den stod.
Og alt det smukke du nu skal se,
på din rejse uden mig -
det lever i sindets drømme
og taber en blomst på min vej -
og når ind imellem du standser,
fordi din vej bli'r for smuk,
så ved jeg, hvad end der skiller -
at så er jeg med i dit suk.
Et suk kan vække en verden
på ét eneste lille sekund -
det kan smelte et vældigt isbjerg,
der dækker for sjælens bund -
så det blinkende, lødige smykke
må skinne endnu en gang -
og det stridende hjerte må mindes
en halvglemt forårssang.
|
|
|
Tvivlen
6.7.2005
|
Tvivlen er den værste fjende,
når man søger livets mening,
tvivlen er den rene satan,
slangen selv i mandens sjæl.
Hver gang tvivlen når mit hjerte,
føler jeg mig som forgiftet,
og det er, som jeg besmittes
af en ond, men smidig ånd.
Hver gang tvivlen når mit hjerte,
maner jeg den bort med rædsel,
men den føler, hvor jeg skælver,
derfor kommer den igen.
Jeg forbander den og siger,
den skal vige bort som satan,
men den trækker sig tilbage
med et smil: "Vi ses igen!"
|
|
|
| |
| |
| |
| |
|
|
Terror
7.7.2005
|
I disse nætter ligger jeg og tænker
på denne frygtelige krig der raser,
mens dødens mørke sænker sig over
utallige børns og kvinders lig.
I drømme har jeg store vilde syner
af mennesker i Kamp! Selvmordssoldater
som uforfærdet og forbitret, mens det lyner
udløser Terrorflammen - udløser himlens dom.
|
|
|
Til Dig
7.7.2005
|
Pige født d. 20. februar 1962
Du blev ej bortopereret og lå nu dér...
Du lå nu dér...bortadopteret...
Jeg så Dig ligge dér...bortadopteret...
Jeg bestemte Du ej blev bortopereret.
Din Far født d. 21. maj 1938
|
|
|
Tak
7.7.2005
|
Det er forår langt om længe
tak Gud for alle disse skatte
tak for elskoven og livet
tak for lærken og for våren
tak fordi du skabte mig.
|
|
|
Trofasthed
9.7.2005
|
Ja, det er fælt som nu at høre på
den hund, der hyler for sin døde herre -
men skælde på den, at den tie skal,
det var dog synd, ja synd i alle fald -
man si'r, den æder ingenting - desværre.
En ærlig sorg, som den hos hunden her,
til hjertet taler med en egen stemme
om trofasthed, som findes ej for tit. -
Vi mennesker kan også lære lidt
af dyrene, der nok er værd at gemme. -
Med hundens hylen er det dog, nu slut,
for alle parter godt - nu er den skudt!
|
|
|
Til én
9.7.2005
|
Hvad var jeg uden Dig,
min sjæls veninde,
min bedste støttestav
Du for mig livet gav,
hvad var jeg uden Dig,
min sjæls veninde.
|
|
|
Tanke ved tulipanvasen
10.7.2005
|
Vi, der ikke kan os rette
i kampen mod det slette,
eller bøje os i ydmyghed
uden at føle os derved,
bør se på Tulipanen,
der ikke har nogen anen
om egen pragtfuldhed,
men kun sig rette og bøje,
for at følge nøje,
lyset, der kommer oven ned!
|
|
|
Til En Lystjæger
15.2.2006
|
Hvor tør du, menneske, dog vove
for morskab dræbe skovens dyr,
og freden i de stille skove,
så alle gode ånder fly'r.
Er blind du for dé øjne skønne,
hvormed et såret dyr kan se,
og hører du det ikke stønne,
men sejrstolt dig selv kun le.
Hvor kan du nænne livet tage
til tidsfordriv af ædel hjort.
Har rest af hjerte du tilbage,
så kast det ej for morskab bort.
Skønt du som menneske dig bryster,
og højt med smil du endnu går,
ej mordernavnet af du ryster,
indbrændt dét på din pande står.
|
|
|
Tro Og Gerninger
15.2.2006
|
De, som tror hvad skrevet står
om forladelse for dem, der ikke når
at høre ordet og vende om
fra gudløshed til kristendom,
sig morer ej i pjank og leg,
og har ej brug for tidsfordriv,
men er med hastig bud på vej.
For evigt må der reddes liv.
Dét budskab må de bringe ud:
Ved Kristus har vi vej til Gud.
|
|
|
Taleren På Stolen
15.2.2006
|
Værdien af at høre dén fortæller,
der kun har hørt om landet,
er noget blandet.
Noget helt andet,
når dén der bor i landet,
en beretning begynder.
At vide noget om
kristendom er ej heller,
af nogen større lød.
Hvad en sonedød for mange betød,
kun dén, der kendte syndenød
med erfaring forkynder!
|
|
|
Tvivl
15.2.2006
|
Tvivl- kalder man dét, når troen på Guds nåde vil glippe,
og føler sig af sin intellekt,
i stedet for korrekt
at indrømme sin defekt,
at dét er: "at man har synder, som man ikke vil slippe."
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
U
|
| |
|
|
Uroligt sind
7.7.2005
|
Du følger din egen vilje -
ja, lyder dens mindste vink -
men du har vist aldrig erfaret,
at alting kan ændres af Gud.
Du elsker at være ene -
for så er du helt dig selv,
og ikke det mindste afhængig
af tidernes brusende elv.
Du drager ad vildsomme veje -
og føler dig fri og frank -
men det er nok også hændt dig -
at krukken kom hjem uden hank.
Du søger og søger på vejen,
og ofte tror du vist på,
at nu er vejen den sidste,
du mener, at du vil gå.
Det er som om noget i verden
har gjort dig alvorlig fortræd -
og som får dig til at flakke
uroligt og ensomt afsted.
Men uret på væggen tikker
og tikker dig træt og sløv,
indtil måske du vågner
og føler, at du har vær't døv.
Rid ud i den elvte time
og søg efter, hvad du forlod -
måske kan du nå at hvile
dit hoved ved livstræets rod.
|
|
|
Uglen
9.7.2005
|
Skammeligt den stakkels ugle
hånes af de andre fugle,
blot fordi den ej kan se
at forsvare sig om dagen,
og dét ved de, dét er sagen,
lidt for sikkert dog kanské.
Røver er den, ved vi alle,
levebrød man dét må kalde,
andet den ej heller har
dræber kun, hvad den behøver,
for at leve som en røver,
ganske som dens mor og far.
Af en røver dog at være
er den langtfra uden ære,
kan foragte smædeord
sidde tavs og ikke svare,
værdigheden dog bevare,
den må næsten kaldes stor.
|
|
|
Underligt
10.7.2005
|
Ja, det er underligt at tænke på,
hvor moden skifter, og hvor kunsten stiger -
før vidste man dog, hvad det var, man så.
Nu meget tit man næsten spørge må,
om dét, man ser, er drenge eller piger.
|
|
|
Uvelkommen gæst
10.7.2005
|
Nej, det er vist og sandt, ung er man ikke mere,
og alderdommen gæster en lidt tit.
Det nytter ej at sige: Du generer -
den tager selv sin plads og taler frit -
og hvad den siger, er ej søde sager,
som man jo gerne gider høre på.
Nej, hårdt den taler - hvad just ej behager,
men tydeligt, ej til at misforstå -
den føler ganske sig som hjemme,
gør ingen mine til igen at gå -
og sparer ikke på sin grove stemme,
som man er pisket til at høre på.
|
|
|
Ung og gammel
10.7.2005
|
Du er ung, og jeg er gammel,
du er jo den nye vår,
dog, med dig jeg ej vil bytte,
hvad du mindst af alt forstår.
|
|
|
Ung Kærlighed
15.2.2006
|
Kærlighed kan ikke være bestandig og ægte,
hvor han sig ej nægte, hvad der hende anfægte,
eller hvor hun med ham kun lader sig beære,
men dér, hvor dét ham anfægte, hvis hun ham nægte,
dén glæde ægte, hendes byrder at måtte bære,
og hvor hun véd, i sød hemmelighed,
at ham vil hun gerne til glæde være.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
V
|
| |
|
|
Ved søens bred
6.7.2005
|
Ved søens bred i rørets hegn
om natten brøler drummen,
om ventet frugtbar sommerregn
lydt varsler hersegummen.
Det høje stolte kongelys
hen langs skovgærdet tindrer,
ved diget blomstrer ærenspris,
vor barndoms blå kærminder.
|
|
|
Vandring
6.7.2005
|
Jeg vandrer helst ad vildsom vej
langt fra verdens larm og støj,
langs havets kyst, nær "brott og brand"
blandt marehalm, i klittens sand,
og lyngklædt bjerg, ad mosset sti
om oldtidshøje, klint og li,
hvor fædres dåd har minder sat,
hvor nutids jag har ej fået fat.
Og bli'r jeg på min vandring træt
jeg raster på en fredfyldt plet,
hvor lyng og sandskæg reder blødt
dér virker hvilen dobbelt sød,
en tue mos ved gyvelens rod
gør nytte som en pude gør
og gyvelgrenen skygger let,
hvis solen stikker altfor hedt.
|
|
|
Vidundere
7.7.2005
|
Vidundere for en og hvér
oplades for mit øje,
i stort og småt i skoven hér
Guds åbenbaring føles nær
nedsteget fra det høje.
En guldsmeds underfulde jagt
på gyldne mestervinger,
henover vandets spejl på vagt,
vidunderlig i al sin pragt
sit bud til mig den bringer.
Ufattelig, alt hvad jeg ser,
dog kendes Gud som taler -
oh, menneske, hvad vil du mér,
end åbenbaringen som sker
hér for en lykkelig - Per.
|
|
|
Verdens urværk
9.7.2005
|
I verdens urværk er vi alle dele,
selv det mindste liv er med déri -
hver har sin gerning, om end nok så ringe,
i dette virvar af maskineri.
Men det er viseligt indrettet så,
at verdens urværk bliver ved at gå,
om nok så mange småhjul bliver stille -
det kendes ej på verdensurets gang,
med evig timeslag og samme klang
vil skaberværket blive ved at spille.
|
|
|
Vårsols flammer
10.7.2005
|
Som vårsols flammer til jorden når
og livet af muld fremtvinger,
i mig du vakte en eftervår,
så hjertekilderne springer.
|
|
|
Vinterbrændsel
15.2.2006
|
I mosen tages sting ved sting,
det går med kraft og iver,
den smukke klokkelyng,
man ned i pytten hiver.
Blåtop og soldug ligedan,
hér kendes ingen skånsel,
de sorte brikker skal istand,
dét gælder vinterbrændsel.
|
|
|
Vor Hyrde
15.2.2006
|
Da mørket var tættest, og modet slet,
og kun frem vi kom med møje,
stod han dér og fulgte vor færd
og sagde: Det er mig, frygt ej,
og vi forstod, at siden vi ham forlod,
havde han fulgt os hele vejen med sit øje.
|
|
|
Vi Som Er Onde
15.2.2006
|
Nej, ond mente jeg ikke, at jeg kunne være,
indtil jeg i deltagelse
i andres opdragelse
gør dén opdagelse,
at jeg uden beklagelse
ser modgang for andre, ja selv for mine kære.
|
|
|
Vor Dybeste Trang
15.2.2006
|
Om vi får liv efter døden engang?
Ja!,-Gud gav os ikke denne trang,
uden at give dét, hvorefter den går!
Larvens vej til sit puppegem er lang.
Men til at gå fik den trang,
og til liv på vinger den genopstår.
Og fugle flyver en vej så lang,
så ofte de dertil får trang,
og undgår vinter, men bygger dog i vår.
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
Ø
|
| |
|
|
Ødselhed
15.2.2006
|
Jyllands skove blev lagt øde
ved utrolig ødselhed,
gamle kæmper, unge grøde,
stort og småt blev hugget ned.
Krige, fejder hærger, brændte,
snæversynet regimente.
Skønhed, hygge trådtes ned,
lyngen bredte sig des mér.
|
|
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| |
| |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Digtsamling
|
|
Noveller
|
| |
|
|
Mejserne
10.7.2005
|
Det var sent i aftes, da jeg gik til pumpen for at hente en spand vand, og da jeg gik ind med den fyldte spand, fløj en lille fugl så mærkeligt tæt ved min hånd.
Inde i køkkenet fløj en anden lille drivvåd fugl op af spanden og satte sig i tallerkenrækken.
De to små fugle havde taget logi for natten i pumpen, og da jeg begynder at pumpe vand, fulgte de med ned i spanden.
Èn undslap, men den anden kom først op inde i køkkenet.
Stakkels lille våde fugl.
Jeg åbnede døren ind til den varme stue og gennede fuglen derind.
Der sad den og blev tør i løbet af natten.
Men straks da solen steg rund og gylden op over markerne, var fuglen parat til at kæmpe for sin frihed.
Varmen herinde havde tørret dens forpjuskede fjer, men tiltalte den vel næppe mere.
Jeg blev vækket af dens flaksen mod ruden, så jeg stod op og fangede den i mine hulede hænder og bar den ud.
Udenfor i bøgetræet sad dens mage og kaldte.
Og jeg åbnede mine hænder og lod den lille fugl flyve ud, i næste øjeblik var de sammen og fløj langt, langt bort.
Jeg blev stående udenfor huset og så spætmejserne løbe op og ned ad pæretræets stamme for at finde orm.
De er ikke som spætterne, der altid begynder for neden og løber opad, mens de søger efter orm.
Mejserne kan ligeså let løbe ned ad stammen som opad.
Det ser ud som om de har sugeskiver på fødderne, eller som om tyngdekraften ikke gjaldt mejser.
Det er utroligt, så hurtigt de farer op og ned ad stammen og søger.
Men det de får, er vel så mikroskopisk, at de skal skynde sig for at få et måltid ud af det.
Når man sidder ved vinduet og følger mejsernes travle færden, fyldes man af misundelse over man ikke selv er så flittig.
Men ved aften og lampen er tændt, misunder man alligevel ikke mejserne, der skal sove på en gren eller i en pumpe.
|
|
|
Mindet
10.7.2005
|
Når jeg tænker på dig, søger mit blik ud over vandet, som var det dérfra du skulle komme, sejlende på en bølge med et blik af vemod og længsel mod land.
Åh det vand mellem skovklædte skrænter.
Hér fra ser jeg udover det vand, som jeg ulykkelig og rådvild flakkede frem og tilbage på en lang nat, og som siden med sine skiftende strømme har været et sindbillede på mit vankelmod.
Det kan være blidt, det vand, men aldrig karakterløst.
Det kan være alvorligt, det vand, men aldrig tungsindigt.
Dér i er der også et billede af det danske sind: Smilende ligger det i solen; men dybt under den blanke flade går dybe strømme deres sælsomme vej.
Med vinden eller mod den, det bestemmer strømmen selv.
Og intet kan hæmme den; og den der sejler på strømmen, sejler ofte bedre end den, der sejler med vinden.
Jeg føler slægtskab med det vand.
Jeg længes mod det, som hyrdedrengen længes mod heden og Karup Å.
Limfjorden var min barndoms vand.
Den Limfjord der bryder med havet ved Thyborøn og som salt og frisk skyller mod strandens grus og kaster sine bølger mod de stejle brinkers ler, langs Venø, Salling og Mors.
|
|
|
Stranden
10.7.2005
|
Solen skinnede varmt i dag, jeg lagde mig i sandet på stranden for at lytte til bølgerne.
Det var bare det sædvanlige småsludder, som altid i stille vejr og søndenstrøm.
Men så begyndte marehalmen at tale med sin hvislende stemme.
Den har en skarp tunge, marehalmen, dén brugte den nu, da vinden gled hen over den, og når den nærmeste tav, tog de fjernere fat; og deres sprog er skarpt og stridt som æggen på deres blade.
Og selv den mindste vind får dem til at tale.
Deres tale vækkede mig i mine drømme, og så sejlede en blå guldsmed hen over mit hoved.
Det var dén, marehalmen vrissede efter.
Hvad har du at gøre hér på stranden?
Gå du til din mudderpøl mellem elletrunterne, hvor du hører hjemme.
Men guldsmeden svarede: Vær nu ikke så sur og misundelig.
Mit liv er så kort, men dit er så langt.
Der er så meget, jeg skal, før det bliver aften.
Solen skinner, og vorherre har givet mig vinger, så jeg kan flyve hvorhen jeg vil.
I går lå jeg grå og trist på dammens bund, skulle jeg så ikke nyde dét at have fået vinger?
Bryd dig ikke om marehalmens jammer.
Den er jordbunden og forstår ikke os der har vinger.
Jeg løftede hovedet for at se, hvor den stemme kom fra.
Det var en vipstjert, der løb langs stranden efter fluer, mens dens hale ustandselig gik op og ned.
Den gav sig slet ikke tid til at standse sin jagt, mens den talte, men sagde det bare sådan i forbigående.
Guldsmeden slog et slag ud over vandet, så det næsten rørte dens vinger.
Så steg den næsten lodret op og strøg hen over marehalmen, der slog efter den med sit slankeste blad, uden at ramme.
Ja I unge narre, hvæsede marehalmen, I leger livet væk, og før I ved af det, er I døde; men jeg har fast stilling.
Jeg gør nytte.
Jeg holder på sandet; og vorherre lader mig leve i tryghed.-
Åh, din tryghed er bare et fængsel; og din lykke bare selvglæde.
Én dag som mine er mere værd end år af dine.
Og vorherre, der gav mig vinger, giver mig vel også dét liv jeg skal leve.
Havde det været hans tanke, at jeg skulle sidde stille som du, havde han vel givet mig rødder i stedet.
Jeg har prøvet at sidde i dammens mudder.
Derfor ved jeg nu, hvad frihed er. -
Åh, du med din frihed, sagde marehalmen spidst og lagde to strå overkors.
Så sagde den ikke mere, men stod bare og hvislede.
Du skal ikke være vred på marehalmen, sagde vipstjerten, der nu kom tilbage langs stranden, mens guldsmeden stod stille i luften og dirrede med vingerne.
Vorherre har sin mening også med dén, ligesom med os alle sammen.
|
|
|
Tavshed
10.7.2005
|
Jeg ser hen over stranden, små bølger glider lydløst ind over gruset.
Hist og her rokker de ved en blå musling, der ligger på det mest afgørende af alle steder, dét sted, hvor liv og død mødes.
Halvt i vand og halvt på land ligger den, og dens liv afhænger af om vandet falder eller stiger, om bølgen kaster den længere op på stranden eller ud på det dybe igen.
Jeg går hen for at kaste den ud igen.
Langt henne på stranden går en gammel mand.
Som lille dreng gik jeg med ham i hånden langs stranden ved Limfjorden.
Han havde nok gerne gået alene; for jeg spurgte ham naturligvis om alt muligt, som små drenge nu gør.
Som oftes svarede han mig, men det er også hændt, at han har tiet.
Og så forstod jeg han gik i sine egne tanker og ikke ville forstyrres.
En far kan have så meget at tænke på, så mange kampe at kæmpe, og jeg tror nok, at stranden var hans yndlingssted, hvor han søgte hen, når han havde noget at kæmpe sig igennem. -
Sådan som det var blevet mit.
Og så er en lille dreng med mange spørgsmål til ulejlighed; og så er det en fars ret at tie.
Og held for den lille dreng der lærer tavshed.
For dét at lære at tie er vist mere værd end de fleste svar en far kan give.
Nu så mange år efter, husker jeg ingen svar; men tavsheden husker jeg - og solens skin gennem vandet ned på bundens hvide sand, og muslingerne og konkylierne og blæretangens små, luftfyldte bøjer der sprang med et lille knald, når man trykkede på dem.
Nu vender han om langt henne på stranden og går langsomt tilbage; mon han føler det, som jeg gjorde det, da jeg første gang vågnede hér en morgen ved bølgernes sang, og syntes, at jeg var kommet hjem?
Livet har været en vandring fra strand til strand, og barndommens skinnende konkylier bliver til muslinger, der rokker i bølgeslaget mellem liv og død.
Og mens jeg ser den gamle mand komme mig i møde langs stranden, rank i ryggen som altid, og med dén ro man får, når man har lært at tie, længes jeg mod min strand.
Jeg har været nok på rejse, tumlet nok i fremmed land.
Men det bedste jeg lærte dér, var at længes mod min strand.
Nu toner han ud den gamle mand.
Mørket falder på, og lysene tændes på den anden bred.
Inde fra skoven skriger en ugle, men ellers er hér velsignet stille.
Og i morgen er jeg igen alene.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|