En selvbiografi af Anna Bojesen
Forlaget PedroArt©2008

Forord: Anna Bojesen fortæller.
Da min far døde d.10.2.1957 begyndte jeg samme år at skrive denne beretning, og at samle billeder.
Jeg er født i "Elmely" i Vester Lem i Salling d.21.9.1922, og jeg er døbt i Lem Kirke. 
Jeg har i april 1993 lavet en videofilm med gamle billeder.
Det var en interessant opgave.

Struer 01.02.2006
Anna Bojesen,
født  Ladefoged.

Mig selv

Mit navn er Anna Bojesen f. Ladefoged d.21.9.1922.
Jeg blev gift d. 5.11.1944 med Jens Viggo Bojesen f. i Struer d.7.3.1916, han døde d.24.7.1982.
Vi fik børnene:
Svend Aage Bojesen f. i Struer d.13.3. 1946.
Ella Bodil Bojesen f. i Struer d.14.10.1948.
Jens Viggo Bojesen f. i Bremdal d.23.3.1954, han døde d.1.1.1982.
Min mand J.V. Bojesen blev udlært murer i en alder af 38 år. Han havde arbejdet på Struer Slagteri i flere år, og ved fiskeri ind i mellem, men fik så chancen for at komme i lære hos muremester Tage Mortensen i Resen ved Struer. Var efter læretiden dér som svend i 10 år. Begyndte så selv som mester i 1960, og havde murevirksomhed til først i 1970erne, hvor han blev syg, og kom på pension, jeg hjalp med i forretningen med regnskab og telefonpasning til 1982. Jeg har aldrig været på arbejdsmarkedet, det brugtes ikke dengang, at konen arbejdede ude.Inden jeg fortæller mere om mine børn vil jeg gå tilbage til min slægt på Thyholm for at fortælle om, hvordan ringen egentlig blev sluttet.

Mine forældre

Min far Anders Christian Ladefoged var født i Øster Hærup i Salling d.19.1.1872, han døde d.10.2.1957 i Lem Salling.

Min mor Ane Kirstine Ladefoged f. Christensen var født i Vestergaard i Lihme d.17. 7. 1880, hun døde d.21.1. 1965 i Struer.

Min slægt i Søndbjerg/Thyholm/Lem

Min morfar Mads Møller Christensen var født i Søndbjerg d.25.3.1836, han døde d.25.2.1927.

Min mormor Magdalene Christensen f. Berthelsen var født i Ebbesgaard i Nørre Lem i Vest Salling d.27.1.1854 hun døde d.19.8.1930.

Min slægt i Søndbjerg/Thyholm/Aulum

Jette og Svend Aage blev gift i Struer Kirke d.30.10.1965.
Svend Aage lærte murerfaget hos sin far, var på håndværkerskole Hørby i Vensyssel, og drev murer forretning sammen med sin far i en tid, men begyndte for sig selv og arbejdede som mester i nogle år.
Havde mere lyst til fiskeri, og købte en mindre kutter, og fiskede en del år, men er nu gået på pension.
Jette er uddannet social og sundhedshjælper, og arbejder nu på Hvidbjerg Plejehjem, er begyndt på Uglev Plejehjem, og har været de 2 steder til sammen næsten 30 år.
Svend Aage og Jette havde i flere år frilandsgrise omkring stald og lade. 
I 1995 brændte laden ned, men grisene blev reddet.
Svend Aage byggede et moderne udhus, hvor han indrettede en del af pladsen til en stor gildesal med køkken, forgang og toilet, der er blevet holdt mange gode fester dér, blandt andet Jacobs konfirmation.
Jacob er den yngste af deres 6 børn.

            Bo Bojesen født d.28.3.1966
            Per Bojesen født d.27.3.1967
            Jane Bojesen født d.5.4.1970
            Jens Bojesen født d.19.8.1973
            Louise Bojesen født d.8.8.1975
            Jacob Bojesen født d.24.4.1984

Bo er født i Bremdal, Per og Jane er født i Struer, de sidste tre er født på Holstebro Sygehus, som det nu blev brugt. Bo, Per og Jane er døbt i Struer Kirke, mens Jens, Louise og Jacob er døbt i Søndbjerg Kirke.

Vesterballegaard i Søndbjerg

Gårdejer: Kresten Møller født i Søndbjerg d.11.4. 1902.

Forældre: Gårdejer Mikkel Møller født i Søndbjerg og hustru Sidsel f. Iversen i Søndbjerg. (se photo)

Bedsteforældre: Farfar Gårdejer Kresten Møller født i Ydby og farmor Birgitte Marie Kristensdatter født i Hellerød ( de var mine oldeforældre).
 
Morfar: Gårdejer Ejer Kresten Iversen født i Søndbjerg.

Mormor: Ane født Jacobsen i Sønderhå.

Kresten Møller overtog i 1954 gården matr. nr. 15 a. som er en gammel slægtsgård som siden 1826 har været i slægtens eje, gården lå nær ved kirken, men brændte i 1902, og blev så flyttet op på bakken, hvor den nu ligger. I 1826 købte Kresten Møllers oldefar gården af Niels Poulsen for 458 rigsdaler sølv, og mod at erlægge årlig 10 skæpper rug til Poul Kristensen, hvert år til Mortensdag, så længe denne levede. Bygningerne er fra 1902, men siden  restaureret såvel indvendig som udvendig. Ved overtagelsen var arealet 31 tdr. land, men i 1954 blev der frasolgt 7 tdr. land til sognefoged Mads Hove, så der i 1960erne kun var 24 tdr. land.Normal besætning var på det tidspunkt 12 til 14 kreaturer 20 svin, og  1 hest. Senere solgte Kresten Møllers enke gården til naboen Frederik Poulsen, som lagde jorden til sin gård, for derefter  i året 1973 at sælge   bygningerne, og lidt jord dér omkring til min søn og svigerdatter Svend Aage Bojesen og hans hustru Jette Bojesen f. Stærk Andersen.
Jeg synes det er interessant at tænke på, at de bor dér, hvor vores slægt har boet, og er nabo til gården ved Søndbjerg Kirke, hvor min morfar blev født, og voksede op.

Mine børnebørn

Bo Bojesen er gift med Berit Katrine født d.1.6.1962.
 
De har to børn:Emil Bojesen født d.11.8.1992, og Anna Bojesen født d.
17.11.1993.

Bo er udlært murer, og tog et fint svendebrev, Bo fik 1ste pladsen på holdet, og det gav en Sølvmurerské, 1 Rookwool Pris samt 1 S.I.D. Pris.

Man kan vel næsten sige det ligger ham i blodet, for hans far, bedstefar, og tipoldefar var alle murere og havde haft eget murerfirma, men Bo ville noget andet, nogle år som svend, så købte han en købmandshandel i Uglev, som de nu har haft i nogle år. Katrine er uddannet Pædagog og leder nu børnehaven Evigglad i Odby, de bor i deres hus i Uglev.

---

Per er gift med Charlotte født d.22.8.1967

            Deres børn:

            Tanja Bojesen født  d.12.10.1992
            Helene Bojesen født d.14.5.1996
            Martin Bojesen født d.23.2.1998
            Peter Bojesen født d.30.8.2002
            Per har en søn fra et tidligere forhold
            Jesper Madsen født d.14.10.1989

Per arbejdede med muslinge fiskeri i flere år. I dag er han på Vinderup fjærkræslagteri, hvor han har været nogle år Charlotte er assistent i et rengørings selskab. De bor i deres hus i Hvidbjerg.

---

Jane er gift med Leo Jepsen født d.11.10.1968.
Jane har læst til lærer på Nr. Nissum Seminarium, og er nu lærer i Sennels ved Thisted. Leo er pedel og lærer ved en idrætsefterskole i Lyngs i nærheden af, hvor de bor i deres hus.

            De har tre børn:
            Jonas Bojesen Jepsen født d.13.7.1991
            Mathias Bojesen Jepsen født d.28.8.1993
            Benjamin Bojesen Jepsen født d.10.9.1995




      

Min morfar

Mads Møller Christensen født d.25.3.1836 død d.25.2. 1927.
Min morfar stammede fra Søndbjerg i Thyholm, mine oldeforældre
hed Kresten Møller og Birthe Marie, gården ligger lige ved Søndbjerg Kirke ca.100 meter derfra, de havde 4 sønner med i krigen 1864.
Gammelfar som vi kaldte ham var i sine unge dage studepranger,
det vil sige, han købte stude op her i Danmark og vandrede hele vejen ned
gennem Jylland til Tyskland, hvor studene blev solgt. Det har sikkert været
et hårdt job at drive stude. Gammelfar blev siden kræmmer, og blev i daglig tale aldrig kaldt andet end Mads Kræmmer. At være kræmmer var at gå med kramkisten som man kaldte det, han var altså handelsmand og gik omkring til folk og solgte tøj, silkestoffer, bånd, m.m.  Han havde så vidt man ved faste steder, vel mest gårdene.  Han besøgte der i blandt også "Vestergaard" i Lihme, og hér blev han forelsket i datteren, de blev gift, og overtog gården, de fik efterhånden 6 børn, hvoraf de 5 døde som små eller ihvertfald før de blev rigtig voksne, de døde af "brystsyge" som man dengang kaldte Tuberkulosen. Moderen, altså gammelfars første kone døde af samme sygdom. Min mormor Magdalene af "Ebbesgaard" i Nørrelem fik husbestyrerindeplads hos Mads Kræmmer, og senere blev de gift, der var da kun 1 barn tilbage af første ægteskab, nemlig Kirsten Marie. Min mormor, "Gammelmor" var 18 år yngre end "Gammelfar". I andet ægteskab var der 4 børn, nemlig Christen Møller Christensen, min mor Ane Kirstine, Christian Møller Christensen, og Karen Marie. Gammelfar og gammelmor havde Vestergaard i Lihme i mange år, men da de blev for gamle til den store gård, blev der stykket en lille ejendom på 6 tdr. land fra, hvor de så boede til de flyttede til "Elmely". Mor har fortalt om sin barndom dér, og så vidt jeg forstår var gammelfar streng, men retfærdig. Jeg husker ham som en meget stor personlighed både af
legeme og sind, jeg husker ham tydeligt med de blå stærke øjne og sit
gennemtrængende blik, jeg syntes alt var så stort ved gammelfar, fra hans
ansigtstræk til hans store fødder med plydstøfler på, men det var måske bare fordi jeg selv var så lille, bare 4 år. Gammelfar gik til daglig altid med
et sort og hvidternet tørklæde om halsen og tykke Holmensbenklæder, eller i hvertfald noget lignende.Jeg husker særlig tydelig en varm sommerdag, eller var det en varm forårsdag, jeg kan endnu se for mig æbletræet der var midt på plænen i "Elmely", gammelfar gik med mig ved hånden,han talte kærligt til mig og syntes min dukke smilte så dejligt.  Der var et stort sammenhold mellem os to, vel fordi vi begge havde så god tid, han som den ældste og jeg som den yngste, de andre havde jo nok at tage vare på.Vi gik dér i solskinnet i vores egen lille verden, dén dag var
det vist jeg rigtig opdagede livet, og at jeg var til og, at jeg blev
beundret af gammelfar, men efter det de andre siger var jeg også et syn for guder, med det lysegule krøllede hår og blå øjne.  Jeg ved i hvertfald, at
når vi nu hver sommer kører gennem Søndbjerg på Thy tænker jeg altid på, at hér levede gammelfar de første år af sit liv, jeg føler faktisk slægtskabet med ham endnu, selv om det er så mange år siden han døde, og jeg selv kun kendte ham så kort tid, den personlighed han udstrålede har selv i alderdommen været fremherskende. Gammelfar og gammelmor boede nogle år i Lihme efter, at onkel Møller havde overtaget "Vestergaard".  De boede også en tid i en ejendom nord for Lem by. Senere da de blev for gamle flyttede de til "Elmely" til mor og far.Jeg husker tydeligt den dag de kom, det var en festdag for os alle.Far og Mor måtte rykke ud af soveværelset og bo i et lille kammer, og jeg kom ind i de store pigers værelse, hvis jeg da ikke sov hos gammelmor, det gjorde jeg nemlig ofte, hun var så kærlig mod mig, men hvad gjorde det, vi skulle rykke lidt sammen fordi der skulle være to mennesker mere, hos far og mor har der altid været hjerterum, og så er der som bekendt også husrum.  Jeg husker da alle møblerne blev sat ind, sengene stod med fodenderne til hinanden, som det nu brugtes meget dengang. Det store Chatol, hvor der var et skab ovenpå som næsten nåede loftet, det var meget interessant med de mange skuffer, i den øverste til højre gemtes brevene fra onkel Cresten i Amerika, dér var imellem var et par kort jeg syntes særlig godt om, det var storken der kom med et lille barn, og så stod der bagpå, at
de havde fået en dreng eller pige, der har nok været 3 kort, for de fik 1
søn og 2 piger.Chresten rejste til Amerika som ung, han blev gift med en dansk dame fra Sønder Jylland. Onkel Chresten og tante Marie har endnu ikke da dette skrives 31. marts 1959 været i Danmark siden de rejste ud. Og det var vel omkring århundrede skiftet, ak ja....... Jeg kan endnu mærke den stemning der var i gammelfars og gammelmors stue, der kom jo mange og besøgte dem. Særlig husker jeg Janne og William Sørensen fra Lihme, og engang kom Janne med en kage til gammelmor, den var oval og af sukkerbrødsdejg, og med glasur og lyslilla krymmel på, kagen er den bedste jeg nogensinde har smagt, så det er ikke sært jeg husker den så tydeligt. Børnene fra "Baunsgaard" i Lihme kom ofte på besøg, Mette Marie var jo søster til gammelmor, men moster i "Baunsgaard" er et kapitel helt for sig selv, som jeg senere vil vende tilbage til. Jeg tror ikke gammelfar var i "Elmely" mere end et par år før han døde. Jeg husker godt den dag han blev syg, det var en forårsdag med solskin, men med en skarp vind, gammelfar ville absolut gå til barberen i Lem, og blive smukkeseret, der var ikke noget med at gå og blive lige gyldig med udseendet, selv om han var over 90 år, men det blev gammelfars sidste spadseretur, han nåede hjem i øsende regn og var kold og forfrossen, fik lungebetændelse som jo var meget mere farlig dengang end nu, og om det var 14 eller 8 dage efter han døde det husker jeg ikke, men han kom da ikke op mere.Da lå gammelfar pludselig i en hvid kiste så stille og sov, han havde en rose imellem de folde hænder, jeg syntes han lå så pænt, at han ikke vågnede mere forstod jeg jo ikke dengang. Jeg havde heldigvis min elskelige gammelmor, og vi har jo sikkert kunne trøste hinanden. Gammelmor havde jo sine sysler, hun hjalp, efter sit eget ønske enddog med malkningen, på den tid omkring år 1927 blev der jo malket 3 gange daglig, og med hånden, iøvrigt var der jo nok for hende at tage fat på inde, for mor skulle jo hjælpe til ude når det var nødvendig, og de store drenge kom jo hjem med deres vasketøj, mor var ikke for rask, da hun led af mavesår. Den Jul mor tilbragte på Skive Sygehus efter operation efter denne lidelse, var ikke nogen rigtig rar juleaften, selv om gammelmor og far gjorde alt for at hygge om os. Og angsten for at hun ikke ville komme over det var vel også til stede. Den nat mor kom afsted er vist den værste vi har oplevet, mor havde de frygteligste smerter, og klagede sig, og når mor gjorde dét vidste vi også det var umenneskelig det hun gennemgik, søster Karen fik da overtalt lægen til at sende mor på sygehuset, da Karen havde plads på Centralen i Lem var det jo ikke vanskeligt for hende at ringe. Efter hvad overlæge Nielsen senere sagde var det i allersidste øjeblik mor kom på operationsbordet. Mor kom forresten til at holde umådelig meget af
overlægen, nogle mente han var for hård, jeg selv kom også til at synes godt om ham da jeg nogle år senere blev behandlet af ham, trods det han kaldte mig "en så bange" som en kanin.... Nå, men det var juleaften jeg kom fra, mor var der ikke, altså var det ingen rigtig juleaften, det kunne jeg mærke trods det, at jeg i det daglige mest gik hos far eller var hos gammelmor, eller legede med Karen når hun var hjemme eller Janne, hvis jeg da ikke "hjalp" Johannes med at fodre, skønt han var så frygtelig til at drille fulgte jeg ham trolig fra kostald til roehus og tilbage igen. I
flagermuslygtens skær flaksede skyggerne hen over væg og loft, så jeg skulle nok sørge for at følge ham lige i hælene. Jeg husker tydeligt, hvad jeg fik i julegave, et smukt kaffestel med rødhætte på, det var af blik fordi jeg ikke skulle slå det i stykker, så fik jeg et sæt tallerkener, og det gjorde
Janne også, i min den dybe tallerken var der et billede af Haren og Ræven
der dansede sammen, søster Janne fik et flot kaffestel af porcelain, hun har
det endnu efter 30 års forløb, hun var rigtig godt gal i hovedet den dag jeg
skulle bære sukkerskålen ned fra loftet og alligevel tabte den trods mange
formaninger, så den ene hank gik af. Det bedste eller det eneste gode ved
mors sygehusophold var, at jeg fik lov at sove hos far, jeg tror han nød det lige så meget som jeg gjorde, han længtes selvfølgelig meget efter mor, jeg
ved da han skrev brev til hende hver dag, og det siger da vist en hel del.
Mor kom jo heldigvis hjem igen, og den sygehusduft hun bragte med sig sammen med æbler, bolcher og chokolade forsvandt altsammen hurtigt, og glad var hele huset, ikke mindst gammelmor som ikke holdt af at have hele ansvaret med hus og madlavning mv. Dagene gik, og sneen lå højt den vinter,og far sloges i sne med os piger, og vi morede os storartet, sneen kunne også bruges til andre formål, Janne lavede de yndigste isanretninger af sne og syltetøj, som vi så spiste af de nye dukketallerkener, et dukkekomfur havde vi da også, hvor vi lavede øllebrød og æblesuppe på, og  da foråret kom var vi jo ude så snart det var vejr dertil.Jeg ville gerne gå efter far i marken, dér var ikke som hjemme. Der var så godt dér i furen bag far, og det kunne godt hænde far gik træt, et ildebefindende kunne han også få, så måtte han lægge sig ved diget så lang han var, "Du må godt gå hjem til din mor" bette Anna, sagde han, men ofte ventede jeg tålmodig til far fortsatte, jeg kunne blive ved fure op og fure ned, det allersjoveste var vel nok når far såede roer, det foregik med en lille sjov maskine der kun såede èn række ad gangen, så det tog sin tid at komme over en hel ager.
Når det blev middag havde vi jo samlet en god appetit, så var det rart at komme hjem til mor og få et måltid veltillavet  mad, der har altid været en bestemt hyggestemning ved middagsbordet derhjemme, mor var så god til at få os samlet alle, og vi børn skulle bare sidde ordentlig og ikke snakke med i de voksnes tale, men mor kunne jo ikke være alle vegne, så jeg
opdagede, at man kunne lave de sjoveste figurer, når man prikkede gaflen  i siden af bordet og prikkede op og ned, mor har nok opdaget det senere, men hvem havde så gjort det. Johannes skulle altid læse avisen, stående med det ene ben på tørvekassen, og mumlende ordene halvhøjt, så var det meget vanskeligt at lade være med at hænge sig på det lange ben, og få en
ordentlig svingtur. Var bror Arnold dér, det var jo gerne en søndag, kunne
han svinge mig med en lillefinger, og lave alle mulige kunstner, men han var
jo heller ikke hjemme hver dag, så var det jo lettere at holde ud og lege.
En cykeltur fik jeg tit af Arnold. Min første cykeltur fik jeg af søster
Ingrid, hun hentede mig hos Lene og Kristen, det var min 4 års fødselsdag, og jeg skulle med hjem og se de gave hun havde til mig, en yndig dukke,
pigerne hos I.C.Christensen, hvor hun havde plads, havde syet kjolerne, de var så  nydelige med bånd og broderi. Krista har engang sagt, da mor spurgte om de var ked af at få en lillesøster, at jeg jo var sløjfen til at holde enderne sammen, og det var vel rigtig sagt, for jeg var jo deres lige meget
søster allesammen på begge hold, og det gav et vist sammenhold. Gammelmor var et vigtigt bestanddel af mit liv på det tidspunkt, jeg tror nok hun nærmest forkælede mig, det var derfor også et forfærdeligt chok for mig den dag far og mor kom hjem fra mosen, og fandt gammelmor liggende lammet og hjælpeløs i kostalden. Det var en sommerdag med solskin og høj himmel, det var det jo gerne på de dage vi kørte til mosen ved "Hostrup", hvor far havde et stykke eng der gav tørv og hø. Jeg plejede ellers at være med når far og mor tog i mosen, for det var altid en festdag når vi skulle køre derned med hestevogn, og have madkurv og saft og vand med, hvorfor vi ikke var med Janne og jeg dén dag ved jeg ikke, men vi skulle vel hjælpe gammelmor lidt, hun ville ialfald begynde da det trak lidt ud med mine forældres hjemkomst på malkningen, vi piger løb da ud og ind i stalden "æ nøs" som vi sagde, Janne havde da også lige været derude kort før vi hørte vognrumlen i gården. Far gik straks i stalden for at se, hvordan det gik, men ak, da han kom derud lå gammelmor halvt i grebningen og var bevidstløs,og med et forslået øje, jeg kan huske de bar gammelmor  ind, og de  fik hentet doktor Partchs
og at han sagde,da mor bebrejdede sig selv, at de havde ladet gammelmor
malke, trods den høje alder af 74 år, fru Christensen var blevet syg
alligevel. For det er en hjerneblødning, og hun havde fået det uanset
arbejdets art eller om hun havde siddet i en stol. Det eneste hun kunne have undgået var det blå øje, det forsvandt iøvrigt hurtigt, men lammelsen i
venstre side gik aldrig bort, og hun lå lænket til sin seng i 1 år, hvor hun
fik et tilbagefald, og døde i 1930. Når jeg skriver lænket til sengen er det
kun en vending, for gammelmor blev løftet over i en kurvestol, hver dag mens hun vaskede sig, kun den syge hånd skulle jeg eller mor vaske, jeg husker far kom ind et par gange om dagen og masserede det dårlige ben. Far var uendelig god mod gammelmor, hun var til gengæld meget glad for far, og takkede ham tit for hans godhed. Mest arbejde gav det mor at have sin mor i sengen hele tiden, det var jo Stinn hér og Stinn dér, gammelmors hukommelse var noget svækket af lammelsen og hun kunne kalde på mor med få minutters mellemrum og alligevel synes det var så længe siden mor havde set ind til hende. Jeg kan huske Lenes Karen og jeg fik bolcher for at gå om i vores køkkenhave og hente mor ind, bolchedåsen var iøvrigt et kært moment i forholdet mellem gammelmor og børnebørn, jeg kan aldrig huske den var tom nogensinde, hvor flittigt den end blev budt om. Mor har vel også haft noget med det at gøre, mor var allestedsnærværende og blev aldrig træt, skønt hun blev ved til langt ud på aftenen, og kun sov få timer før hun igen tog fat. Mor har tit sagt sidenhen: "Det var godt det var mens jeg var ung jeg havde små børn, for nu kunne jeg ikke holde det ud".Og sådan er naturen jo så viselig indrettet. At der har været lige så meget arbejde med gammelmor de sidste 1 1/2 år som med et lille barn kan vi vist godt blive enige om, dog bebrejdede mor altid sig selv efter gammelmors død, at hun ikke havde været god nok ved hende. Da mor mange år senere på sin 75 års dag blev takket af sin kusine Janne Knudsen for det store arbejde hun havde haft med at have gammelfar og gammelmor i deres sidste dage, og for den gæstfrihed hun og far altid viste de gamles gæster, var det nok det bedste mor kunne høre. Gammelmor døde sidst på sommeren, hun lå hen i en døs og talte i vildelse, jeg kan huske hun sagde, at når englene fløj til himlen strøede de grønt græs efter sig, hun har jo nok ment gran. Ane Sørensen var hos hende til sidst, jeg tror det var så hårdt ved mor at se sin mor så syg. Så stod der da en hvid kiste igen, og denne gang var det altså gammelmor der måtte afsted. Jeg var denne gang med til begravelse, jeg kan ikke huske jeg var særlig sørgmodig, jeg syntes vist nærmest det var helt sjov at komme med og drikke kaffe i Forsamlingshuset. Bagefter har jeg naturligvis følt tomheden.

Anna Bojesen

Inger Marie Christensen f. 31. 1. 1849

Farmor, eller bedstemor i "Hærup" som vi altid sagde, blev 93år.
Hende kendte jeg jo gennem flere år.
Første gang jeg kan huske vi besøgte hende var hos faster Hanne
og Mads Stærdahl i Vejby. Jeg ved bedstemor var hos far mens han var
enkemand, bedst husker jeg bedstemor når vi besøgte hende hos farbror
Ingvard og tante Stinne. Når Ingvard og Stinne havde budt os velkommen i
forgangen skulle vi altid  ind og hilse på bedstemor som havde sin stue i
den østre ende af huset. Bedstemor var en lille spinkel kvinde, og hendes
fingre var krogede efter et arbejdsomt liv, før hun trak sig tilbage for at
nyde sit "otium". Hendes stemme kan jeg særlig huske, lidt sprukken og i et
højt leje. Fars stemme fik noget af det samme det sidste årstid, han levede
som, og lignede på flere måder sin mor, og det fik mig til at tro, at far
måske skulle blive lige så gammel, han var jo rask og åndsfrisk til sidste
minut. Bedstemor var også rask og åndsfrisk,bortset fra den sidste
månedstid, hvor livet langsomt ebbede ud.
Jeg  husker bedstemor gik sine daglige ture i skoven ved "Øster Hærup". Og det har selvfølgelig frydet hende, at hendes yngste søn fik så meget ud af skoven og stranden, han lejede de sommerhuse ud han selv byggede. Bedstemor var som yngre, og langt op i alderen meget dygtig og energisk, denne energi gik i arv til børnene. Børnebørnene var bedstemor altid meget interesseret i at høre om, jeg kan huske hun spurgte særlig til Gunnar i Amerika og var meget glad for at få brev fra ham, hun fandt altid fra sit chatol de sidste breve og billeder frem og viste rundt til os alle.
Vi boede i smedien i Vester Lem da bedstemor flyttede til "Øster Hærup" fra Mads Stærdahls, hun ville hjem og dø, hun var da 80 år, der gik 13 år inden dét skete.
Jeg kom jo aldrig min farmor på så nært hold som min mormor da jeg ikke omgikkes hende til hverdag. Jeg kan derfor ikke beskrive hende så tydelig. Jeg fik fra mine besøg hos bedstemor det indtryk, at hun var god og retfærdig, og at hun med stor interesse fulgte os alle, fulgte med i vores
hverdag, og hvor vi børnebørn var, og hvad vort arbejde var.
Farmors forældre Mariane og Kresten Bertelsen ejede "Øster Hærup" som dengang var en meget stor gård, den blev imidlertid udstykket i tre mindre gårde, mine bedsteforældre fik hovedgården, en bror til bedstemor Bertel Christensen fik bygget "Lille Sinding", som da jeg kan huske ejedes af deres søn Niels Bertelsen, og en søster Lise blev gift med Christian Sørensen, og fik den tredie gård, den gik senere i arv til en datter Johanne gift med Kresten Baunsgård, nu ejes den af datteren og svigersøn Ragnhild og J.Chr. Godsk.
Det vides ikke hvor langt tilbage "Øster Hærup" har været i slægtens eje,
men ved lejlighed kunne jeg godt tænke mig at få det opsporet.
Bedstefar var en dygtig og agtet mand, han drev gården "Øster Hærup" indtil sønnen Ingvard overtog den. Hvorefter han og Inge Marie flyttede til datteren Marie i Rødding og boede i et hus dervéd, bedstemor boede der en tid efter bedstefars død, han led af forkalkning den sidste tid før sin død, men varellers ikke sygelig. Far var den ældste af børnene, så blev der født 3 småsom døde efter nogle få ugers eller måneders forløb. Så var der fasterMariane der døde før jeg blev født, hun havde i flere år Filial fra
Ludvigsen & Clemann i Skive, jeg ved hun var dygtig til at lede filialen,
hvor der dengang hørte en systue til. Det har været en frygtelig sorg, da
hun gik bort så ung. Jeg mener far har fortalt, at hun ved at springe over
en grøft havde fået en lårbenskade som hun ikke rigtig kunne forvinde, det
blev årsagen til hendes død. Så var der farbror Jens Christian Ladefoged,
som havde en landejendom i "Sønderhede" ved Gyldendal i Lihme.
Ham husker jeg som en rigtig legeonkel, han lavede altid sjov med mig når han kom på besøg. Jeg holdt  meget af farbror Jens Christian, og syntes, at besøgene med far og mor i hjemmet i Gyldendal var noget af det herligste der var til. Tante Klara og alle fætre og kusiner forkælede migvel også lidt, fordi jeg var en af de mindste i familien, jeg husker særlig fætter Hans som lå syg og hjælpeløs hen, tante Klara passede ham utrættelig, og ligeledes gjorde de store søskende.  Fætter Johannes var vist nylig død dengang, jeg kan i hvertfald huske de talte meget om ham. Faster Johanne, Hanne som vi kalder hende, gift med Mads Stærdahl, i Vejby, jeg kan huske vi børn var til ungdomsgilde, jeg tror det var efter deres sølvbryllup, jeg var meget imponeret over, de store piger ville danse med mig, vi legede ellers altid blindebuk inde i mellemstuen, det var vist nok bedstemors stue da hun
boede dér. Kusine Mary som var en af den store pigeflok på 8 de fik, hun
blev jordemor, og jeg var så heldig, at hun praktiserede i Struer mens vi
boede i Bremdal, og hun kom således til at bistå mig ved Jens Viggos fødsel.
Faster Marie gift med Poul Christensen Rødding, derfra husker jeg også flere besøg især deres sølvbryllup som jeg omtaler nærmere andet steds. Til sidst Ingvard Ladefoged som overtog fødegården "Øster Hærup" gift med Stinne, datter af afdøde Søren Christian Andersen, Lem.
Ingvard døde i en alder af 54 år, men nåede at blive en meget afholdt mand, han byggede flere sommerhuse ved stranden neden for gården. 
De lå meget smukke i skovbrynet.
Der blev rejst en mindesten inde i skoven til ære for farbror Ingvard.

Anna Bojesen

Mormor Magdalene f. Berthelsen

Magdalene født Bertelsen født d. 27.1.1854 død d.19.8.1930. Hendes forældre var Bertel Friis og Karen Møller, de ejede dengang "Ebbesgaard"  i Nørre Lem. Da Bertel Friis døde fra kone og fire små piger, blev hans bror Knud gift med oldemor. 
De fik to børn: Mikkel Knudsen (som senere arvede "Ebbesgaard"), og Mette Marie der blev gift med Laust Baunsgaard, en søn der ejer denne gård nu. "Ebbesgaard" er en gammel slægtsgård, min tipoldefar ejede den, og nu ejes den af Johannes Knudsen søn af Mikkel Knudsen. "Ebbesgaard"  kan i gamle skrifter spores helt tilbage til år 1500. Da jeg som barn var med mine forældre på besøg hos Mikkel i "Ebbesgaard" husker jeg tydeligt klinkehåndtaget, de små vinduer, og det var meget gammelt med stråtag, men også vældig hyggeligt. Mikkel var en stor og svær mand, hans kone Dorre eller Dorthe synes jeg også at kunne huske, jeg kan i hvert fald huske far og mor var til hendes begravelse, for de havde et fint rødkindet æble i silkepapir med til os piger da de kom hjem. Gammelmors søster Mette Marie, moster i Baunsgaard vil jeg hér omtale lidt nærmere: Da min far og mor i 1932 flyttede til Stærdahl i Vester Lem var der ikke så langt at gå til Baunsgaard i Lihme, 3-4 km. vel, vi gik mod vest ad en støvet, gruset vej i trykkende sommervarme, sådan mindes jeg altid turen, selv om vi selvfølgelig har gået den tur også i regnvejr og vinter. Der var altid optræk til kaffedrikning når man kom til "Baunsgaard". Gæstfriheden slog en i møde så snart man var på gårdspladsen. Karen Marie, datteren var altid et smut hjemme hos sin mor, da hun boede nær ved gården, hun kom os i møde med sit søde milde smil,og bagefter kom Mette Marie med det ene ben pakket ind i uldne klude og tøflerne slæbende, hun havde næsten altid sår på benet. Når det blev for galt lå hun i sengen. Moster som jeg også kaldte hende var en meget høj kvinde, og tynd, man kunne se hun havde været pæn som ung, nu havde hun kun nogle enkelte lange tandstumper tilbage, men hun havde det samme milde sind som sin mormor, jeg glædede mig altid til besøgene i "Baunsgaard", der var næsten altid samlet flere af familiemedlemmerne, der var en helt egen stemning i det gamle stuehus, især når de  meget gamle petroliums stålamper blev tændt. Moster holdt usigeligt meget af alt det, selv om det var  med cementgulv i køkkenet og lignende, ting som var moderniseret andre steder. Jeg ved hun bad til "Vor Herre" om at skåne stuehuset, den nat da udhusene brændte, jeg har hørt tale om, at der blev gjort "hæderlige" forsøg på at få det gamle bras som der blev sagt til at brænde, og vinden førte vist endda flammerne faretruende nær, men brænde kunne det ikke. Og lykkelig var moster da hun kom hjem og så, at stuehuset stod intakt.

Anna Bojesen

Min far

            Min Far født d. 19.1.1872 død d.10.2.1957

            Anders Christian Andersen Ladefoged født i Øster Hærup i Lihme.
Far var fra et godt hjem ligesom mor, men mange ting var jo anerledes
dengang end nu, far har fortalt, at den første tid han husker var om da de
spiste med hornske af ét fad, og tørrede deres skeer af og stak dem op under
bjælken i loftet, og fik et tykt skive grovbrød at gnaske på i stedet for
slik, og sundt har det været, far spiste i det hele taget mest rugbrød hele
sit liv, og mon det ikke har været grunden til at hans tænder var velbevaret
til hans sidste dag, kun var de meget slidte, og det var jo ikke så
underligt når far blev 85 år, og tandlæge havde han aldrig besøgt. Når jeg
skal  fortælle om, hvordan far var, er det ikke let, for fars væsen lå ikke
sådan på overfladen, så man kan beskrive det med ord, selv om jeg skriver
rar eller god eller begge dele er det slet ikke nok eller rigtig benævnt,
for far udstrålede noget som kun findes hos få mennesker, ro og harmoni, man
befandt sig godt i fars nærværelse, han forstod at lære os børn så meget,
både om tingene og naturen uden, at vi egentlig anede det før bagefter, og
som søster Janne sagde på fars 85 års fødselsdag, at far havde lært os, at
der var noget bag ved det hele, noget større end vi rigtig fatter. Der blev
sagt ved fars begravelse, at far var en ener, og han havde drengesindet i
behold, og det var så rigtigt sagt. Jeg tror far var en slags drømmer natur,
selv om han udadtil virkede stille, rolig og velafbalanceret, tror jeg der
skete store svingninger i hans sind, far havde vist engang lyst til at
skrive, som jeg nu har lyst dertil, jeg ved far engang tænkte på at skrive
sine oplevelser, det blev aldrig til noget, hvorfor ved jeg ikke, der har
vel ikke været tid dertil, der var jo altid nok for far og mor at tage vare
på. Jeg kan da huske far godt kunne komme i tanker om at sætte et stykke i
avisen under "Ordet Frit", han kunne tale længe og meget indgående om en
ting der optog ham. Far kom som ung i smedelære, jeg mener det var i Lihme
og, at han først senere kom til Carl Krejberg der dengang havde smedie i
Stærdahl, hvor vi boede 1932-1937, far talte ofte om den tid han var svend
hos Carl, det var på samme tid mor boede på "stradet", men på den tid anede
de jo ikke, at de engang skulle blive gift med hinanden, for far var
forlovet med Anna, og mor var jo gift med Christian Hærup. Så mystisk kan
alting altså gå til. Far lærte Anna Christensen at kende i Lihme da hun
havde ophold der hos en familie, hun rejste senere til Samsø, hvor far så
fik plads som svend, far talte tit og ofte om sin tid på Samsø, og
efterlignede for sjov sproget.
            Isvinteren 1897-1898 var far på Vestbirk Højskole, det var mest
unge håndværkere kan jeg se af hans poesibog fra dengang, det er skønt at
læse disse vers som faktisk stadig er aktuelle til nutidens poesibøger, de
er jo nu kommet på mode igen, og det er en god idé synes jeg, der er særlig
et vers jeg synes godt om, og da det er skrevet af faster Mariane vil jeg
hér gengive det:

            Lær af alt, men lær det bedste,
            lær af himmel, jord og hav,
            lær at kæmpe for din næste
            med de evner Gud dig gav.
            Vid at livet er en kæde,
            hvori selv du er et led,
            lær at sprede lys og glæde
            så forædles du derved.

            Det kunne lyde som var det et vers af Bjørnson, men jeg ved det
ikke. Jeg synes det er så smukt og rigtigt, tak fordi du skrev det i fars
poesibog så jeg lærte det at kende. I 1900 blev far og Anna gift, far købte
smedeforretning i Lem By,og der boede de som nygifte, og de første børn blev
født her, men far blev noget sygelig en tid og solgte smedien og købte gård
i Vester Lem.  Han plantede et lille Elmetræ i gården, og så han kaldte den
for "Elmely". Det var i 1906 far købte gården, jeg tror far holdt mere af at
være landmand end smed, her kunne han få planter og træer til at spire og
gro, børnene havde jo også friere tumleplads, og 6 børn fik far og Anna
ialt: Herdis, Gunnar, Ingrid, Krista, Arnold, og til sidst Mariane, og det
var vist Marianes fødsel der blev grunden til Annas død i Januar 1918, hun
fik jo barselsfeber, og i forbindelse med en tidligere sygdom bukkede hun så
nu under for barselsfeberen der var almindelig dengang. Anna blev kun 38 år.
Det må jo have været en frygtelig sorg for børnene at miste deres mor, og
for far at miste sin unge kone. Men tiden læger heldigvis alle sår. Som jeg
før har nævnt, duede far ikke til at være alene, og det var vel også grunden
til at far giftede sig så hurtigt igen, kun et år var han enkemand. Mor og
far blev viet d. 28.10.1918 af pastor Bjerre i Lem. Brylluppet var noget for
sig selv, da det var arrangeret således, at børnene fulgtes ad to og to, en
af hvert hold som de passede sammen i alder op ad kirkegulvet, og da selve
vielsen var til ende ofredes der en pengegave til præsten som det var skik
dengang, sidst i rækken gik mors de to mindste, altså Karen og Johannes, det
har været et smukt syn. Altså Lærte børnene lige fra begyndelsen at gå i
spand sammen. De første år af fars og mors ægteskab skete der det, at fire
af sønnerne udvandrede til Amerika, dengang var der jo som nu mange der
rejste fordi de mente, at der var en bedre udsigt til en god fremtid i
Amerika end der var herhjemme. Niels og Mads rejste i 1922 og Gunnar og
Magnus i 1924. To andre store begivenheder i de første år var min fødsel og
bror Christians død i 1923, Christian havde været syg gennem længere tid,
(tuberkulose der opstod efter et angreb af spansk syge da han lå inde som
soldat) Christian sagde til mor en tid før han døde, at det var godt hun
havde fået mig, når nu han skulle fra hende, han døde i en stærk tro på sin
frelser, og blev begravet ved siden af sin far. En anden stor begivenhed i
de år var Magdalenes giftermål med Kristen Jensen, Opperby i 1922. Kristen
Jensens første kone var moster Karen Marie, hun døde efter en fødsel, hun og
Kristen havde fire børn, Kristian, Henry, Edith, og Mads samt to små som
døde. Magdalene blev altså stedmor for sine fætre og kusiner, det blev
derved et noget indviklet familieforhold, ihvertfald for uindviede. Da Lene
og Kristen fik tre piger sammen, Karen (Marie), Janne (Mariane Irene), og
Stinne (Anne Kirstine) lød det jo sært for fremmede når nogle af børnene
sagde bedstemor og bedstefar, og andre sagde moster Stin og Ladefoged, og så
måtte der en længere søforklaring til. Jeg ved mor og far havde nogle
lykkelige år til trods for sygdom, far gennemgik en større operation, en
godartet svulst i maven, far skriver herom i sin dagbog: Indlagt på Skive
Sygehus d. 10.2.1926 opereret d. 22.2. 1926, d. 6.3. 1926 fået forbinding
af, og må  nu trille om på siden, d. 8.3.1926 må jeg sidde op i sengen
underskrevet A.C.L (fars initialer). Et andet sted står, kirurgisk overlæge
Aage Nielsen, det er sikkert ham der har foretaget operationen, som vist var
ret enestående på den tid, far fortalte engang, at svulsten som blev fjernet
vejede 8 pund, helt uhyggeligt at tænke på, far blev jo selvsagt meget tyk
efter som svulsten voksede, godt det var en godartet, ellers havde det vel
fået frygtelige følger, nu blev han derimod rask, og er efter, hvad jeg kan
se af dagbogen blevet udskrevet fra Skive Sygehus d.13.3.1926.  Der står
nemlig togafgangstider fra Skive for den dag. En sådan dagbog eller lommebog
som det i virkeligheden er, er en uvurderlig hjælp når man vil skrive om et
menneske som er gået bort. Jeg begyndte på dette arbejde før far døde, men
nåede ikke at få ham spurgt særlig ud om forskellige ting. Min mor har
heldigvis oplyst mig om mange ting. Nu kan jeg altså fortælle om, at han
havde Arne Johannesen fra Opperby som daglejer i tiden før han blev syg og
under og efter sin sygdom, ialt 87 dage for 2.50 Kroner om dagen, altså ialt
217.5o Kroner. Ja det var ikke en stor løn, men når han på samme tid kunne
få 40 Kroner for et fint Mårskind passer det ene jo til det andet, i 1944
fik han til eks. 300 Kroner ind for skind , og envidere står der i
dagbogen,d.8.2.1926 Barberen i Lem 1.60 Kr., det er jo en anden pris end i
dag, og far er sikkert både blevet barberet og klippet til han skulle på
sygehuset, d.10.2.1926 står der billet og porto 40 Kroner, altså er far selv
rejst  til Skive Sygehus, d. 14.2.1926 står der 1 kam, tandbørste, svamp
2.40 Kr. d.9.2.1926 har han så fået mælkepenge 17.07 Kroner altså små
indtægter, små udgifter, d.14.2.1926 porto flere gange 0.85 Kr., altså har
han i 4 dage skrevet flere breve, antagelig et til mor hver dag, hvis far
skulle have fortalt mig om sit lange  sygehusophold havde han sikkert ikke
fået disse småting med som faktisk giver det helt rigtige billede af
situationen. Ligeledes har far opnoteret, hvad han nedlagde af vildt i løbet
af en normal jagtsæson eksempelvis i 1937, 3 agerhøns, 6 harer, 1 fasan, 10
ilder (som han på et tidspunkt havde bure til og solgte om vinteren, det
skal her bemærkes at skindene ikke blev så flotte som når det var frie dyr).
Endvidere blev nedlagt 2 lækatte, 3 harer har han skudt på én dag, hver
eneste dag er opgivet, ja selv, hvor ilderne er fanget, så vidste han det jo
til en anden gang, selv i sin høje alder nedlagde far en masse vildt i året
1943, hvor han var 71 år skød han, ja læs selv hér, hvad han har skrevet;
Vildt i året 1943, d.18.9.43,  3 høns, d.21.9.43, 3 høns, d.23.9.43, 1 høne,
d.1.10.43, 1 fasan,  1 agerhøne, 1 hare, d.4.10.43, 2 harer, 1 høne, d.
6.10.43, 1 fasan, 1 hare, 1  høne, d.1o.11.43, 1 hare, d. 1.12.43, 1 fasan,+
1 fasan. Når man så tænker på alle de år far gik på jagt, ville det jo blive
en ordentlig bunke, hvis alt blev lagt på et sted, er det så sært han kunne
en masse jagthistorier, bare jeg kunne huske én skulle jeg med glæde gengive
den hér, så snart far begyndte at fortælle, kunne jeg det hele for
efterhånden havde vi jo hørt dem mange gange, ihvertfald dem fra de yngre
år. Far havde jo luret vildtet áf længe før jagtsæsonen, han vidste, hvor
hvert stykke holdt til, han kunne ofte sige: "A, go li'om bag æ lå'e og
hent'e en håé", og han kom virkelig lidt efter tilbage med en god hare. Den
første gang jeg kan huske far kom hjem  med vildt, var det en mægtig
grævling, jeg tror det var den far fik lavet en jagttaske af, så skød han en
masse ræve som dengang var den store mode som pelskraver, vi piger fik hver
en, et par af dem var moseræve som er meget kønne grålige med en stribe på
ryggen. Det sidste jeg ved far skød eller ville skyde, var et par skovduer
som opholdt sig i nærheden af gården, så ville far prøve at skyde dem trods
det han var blevet  blind på det ene øje efter et uheld ved brændehugning,
men da far ikke ramte duerne gik han lige så stille ind, og hængte bøssen på
plads, det var med stor sorg i  sit hjertet han lagde sin kæreste hobby på
hylden, men far var da 80 år, og hvor mange kan gå på jagt i den meget høje
alder? Fangst af pelsdyr gik han lige så stætkt op i, han har efter hvad jeg
kan se af dagbogen haft 11-12 fælder ude på en gang, der er hele
beskrivelser af nøjagtigt, hvor de stod, det var han jo nødt til, ellers
kunne han umuligt finde ud af, hvor de alle var, vi synes alle træer i en
skov er ens, men det var de ikke for far, en havde måske en lille hældning
mod Syd, og en mod Nord, eller en anden lille ( for os ubetydelig ting) som
far kunne kende de bestemte steder på. Noget helt andet er, at far har haft
energi til at gå hér morgen efter morgen, aften efter aften i lange tider
før dyret gik i fælden. Jeg ved når min mand havde talt med far om
pelsdyrjagt var han altid så ivrig når vi kom hjem og skulle afsted med
fælder, mange gange har han fanget noget, men gik der for lang tid havde han
ikke tålmodighed til at gå efter dét. Nogen vil måske påstå, at far gik for
meget op i jagt og fiskeri, og for lidt op i pasningen af gården, men det
passer nu ikke, for far sled og slæbte for at få det til at gå rundt, mor
skal have sin del af laurbærrene, for hun sled vel, hvis nogen gjorde dét.
Altså havde far og mor nogle lykkelige år første gang de boede i "Elmely",
på trods af  sygdom og økonomiske vanskeligheder, som kom efterhånden som
tiderne blev mere dårlige  for landmanden, og uheld med dyrene også satte
ind.
            Det modne menneskes kærlighed er jo på mange måder lige så skøn
som ungdommens forelskede tid.

            Anna Bojesen

Min mor Ane Kirstine Kristensen

            Min mor Ane Kirstine Kristensen født d. 17.7.1880 død d.
21.1.1965 Mor havde en god barndom i Vestergaard i Lihme. Mor har fortalt
flere træk fra sin barndom, dengang var der f. eks. ikke noget der hed
juletræ, det første træ mor kan huske de pyntede, var en risbusk med kulørte
kaffeposer. I vor øren lyder det unægtelig sært, at juletræet ikke er af
ældre dato, men børnene dengang har vel danset lige så begejstret rundt om
kaffeposerne på pilekvisten, som vores børn om det pyntede grantræ. De
tanker der ligger bag, at fejre Jesu fødsel er de samme. Jeg forestiller mig
mor som en lille buttet smilende pige med viltre lokker. Jeg ved i hvert
fald, at smilet ikke var langt borte,det ligger der endnu i øjenkrogene,
selv om mor er nok så alvorlig. Jeg ønsker jeg havde arvet det smil, men det
har jeg ikke, jeg ligner mest far, og har så forhåbentlig fået lidt af hans
Jydske lune. Da mor blev konfirmeret kom hun med i et sangkor i Lihme: Hun
sang "alt stemmen", og de sang efter noder. Mor var god til at synge,  jeg
tror hun sang meget, også til sit arbejde, mor var med en kogekone "Else
Brink" ude hos folk og koge og bage, måske var det derfor mor var så dygtig
til madlavning. Mors ungdom var vel som de andre unge pigers. Jeg tror hun
har været meget sød og omsværmet, og smilende. Mor blev gift allerede som
syttenårig, med Christian Hærup, søn af Per Hærup i Lihme. Han var 26 år, og
de boede den første tid hos morfar og mormor, hvor min mor fødte Niels, men
de skulle jo have et hjem, og de købte så "Stradet" i Vester Lem. Der fulgte
nu nogle år i glæde, men også i slid og slæb. Da mor var 20 år havde de 3
børn, og flere fulgte efter, 8 børn  ialt. Christian Hærup kørte mælk ved
siden af arbejdet med ejendommen, men da han blev syg, og led af
årebetændelse i benene, kom der nogle drøje år. De solgte "Stradet", og
flyttede til Opperby", i en mindre ejendom, vi børn kaldte den
"Søndermarken" efter det jeg kan huske. Da sygdommen tog overhånd og
Christian Hærup døde i 1916 stod mor alene med en stor børneflok, hvoraf de
fleste var ukonfirmerede. Dengang var der jo ikke så gode sociale forhold
som nu, og børnene måtte jo ud at tjene så snart som mulig, og de hjalp jo
til, så det kunne gå rundt for mor. Mor havde altså nu ialt 8 børn, Niels,
Magdalene, Mads, Magnus, Marie, Kristian, Johannes, og Karen. Jeg tror mor
gik så utrolig  meget igennem de år hun var enke. Trods fattigdom havde mor
det hyggeligt, rent og godt for børnene når de kom hjem fra "pladserne",
også for de endnu ukonfirmerede, det ved jeg uden, at nogen har fortalt mig
det, for der har altid været hygge og solskin, hvor mor var. Da mor i 1918
skulle bestemme sig til om hun ville gifte sig med far, Anders Christian
Ladefoged i "Elmely" Vester Lem, ved jeg det ikke var let for hende at
bestemme sig selv, om hun var glad for far, for det var jo et stort ansvar,
at gå ind til 6 børn, hvoraf de fleste var halvvoksne. Og så skulle have dem
til at gå i "spand" med sine egne 8 børn. Jeg tror de fleste havde valgt
enkestanden i fattigdommen, men mor har sikkert set en velgørende opgave, og
med sit ukuelige humør og energi gik hun op i sit "kald", som fars anden
hustru og stedmor for hans børn. Det har sikkert ikke altid været noget let
job. Trods mors gode sindelag, tror jeg nu nok hun er i besiddelse af noget
af "gammelfar"'s bestemte væsen, og det har ganske sikkert også været
nødvendig for at sejle så stor en skude, Jeg tror i hvertfald far glædeligt
har givet mor ledelsen af opdragelsen af børnene, for far duede ikke til at
være alene. At det så har været lige så svært for børnene på begge sider er
ganske indlysene. Da mor og far havde været gift i 4 år, fik de mig d.
21.9.1922. Så var der jo 3 hold at ryste sammen. At det lykkedes over al
måde ser vi jo i dag. Mor fik 38 lykkelige år sammen med far, som jeg skal
fortælle om senere.

            Anna Bojesen

En drøm

            En Drøm
            Det var en tidlig formiddag først på sommeren, det må det have
været, for jorden var temmelig bar, men solen varmede godt, og tørrede
murstenene for natteduggen. Jeg gik langs med stuehuset og lod hånden glide
over sålbænken, det blev den ikke ren af hånden, men det brød jeg mig ikke
om, for jeg ejede hele verden for mig selv, der var ingen mennesker at se
eller høre, og sådan befandt jeg mig bedst. Jeg drejede ad markvejen som det
første stykke gik mellem 2 rækker buske, solbær på den ene og hindbær og
ribs på den anden, bladene var lidt klamme efter natten og satte dråber på
hænderne når jeg rørte ved dem, en vammelsød lugt fra kloakken trængtes i
mine næsebor med den friske fra bladene. Idet jeg gik forbi ladeporten
kastede jeg mit blik opad den mægtige dør, ved hjørnet af laden stod altid
nogle gamle redskaber som for øjeblikket ikke blev brugt, jeg fandt en
passende opretstående dobbeltharve, kravlede op og satte mig overskrævs, nu
så jeg den rødteglede præstegårdslænge mod Nord med kirketårnet bagved, og
begge skolerne mod Øst, om lidt ville stilheden blive brudt af hujende børn,
der var også en vis spænding i at følge deres leg, men jeg længtes ikke
efter at dele kår med disse legende børn, jeg havde det jo godt dér, hvor
jeg var. Jeg krøb ned igen, og gik sammen med mor op ad trappen til systuen,
op til "Inger Sypige", dér var mange spændende ting, kridt og knappenåle,
modeblade og en snurrende symaskine foruden knapper i alle faconer og
dimencioner: Mor spurgte, hvordan jeg ville have min kjole syet, og jeg
svarede: med blanke knapper, min sidste nye rope var nemlig med blanke
messingknapper og masser af læg. Søster Janne der er fem år ældre har en
akkurat magen til, og det gør det jo ikke mindre tiltrækkende, vi går ned ad
trappen igen, og idet mine tanker gør et spring, og mine fødder træder i
græsset, er trappen bare en ganske almindelig rusten harve igen. Men snart
efter forvandles den igen til en trappe, denne gang skolens stentrappe, jeg
forsvinder ind i mængden af børn, jeg er den dygtigste, og kender lærerinden
bedst, snart klapper jeg ligesom børnene på legepladsen derovre ved skolen,
jeg leger med indtil det hele brutalt bliver revet i stykker af lærerens
kalden og børnenes hendøende råb. En pige ånder og en verden lever.

            Anna Bojesen

Mine brødre

                Mine Brødre





             Anna fortæller om sine brødre der udvandrede til USA og Canada.

            Lidt om mine brødre der rejste til Amerika.
            Jeg kan ikke selv huske da mine brødre rejste, eller tiden før
de rejste, men min mor og min bror Johannes har fortalt mig noget. Mads og
Magnus rejste i 1922, og Niels og Gunnar i 1924. Jeg var jo to år da de
sidste rejste, og mor sagde tit til mig:  kan du ikke huske du gik ned til
vejen, og sad og ventede på Gunnar når han kom hjem fra arbejde, "han
arbejdede ved privatbanen som gik fra Skive til Spøttrup, det var da de
lagde skinnerne ned og skulle have den igang." Jeg har jo nok gået sammen
med min store søster Janne for jeg har jo kun været to år. Men jeg kan altså
ikke huske det. Kan du så ikke huske da Gunnar kom og tog dig i armene da du
var bange for en stankelben der var i køkkenvinduet, og du skreg i vilden
sky? ( jeg var også rædselslagen når jeg så en edderkop, eller bare et
spindelvæv, for så troede jeg edderkoppen var lige i nærheden), men jeg kan
desværre ikke huske Gunnar fra dengang!
            Jeg lærte ham først personligt at kende da han var en mand sidst
halvfjerdserne. Men vi havde da skrevet en masse breve sammen, og dér
igennem lært hinanden rigtig godt at kende. Gunnar var meget flink til at
skrive breve hjem til mine forældre , og senere til mig. Mads og Magnus traf
jeg aldrig, de kom nemlig aldrig tilbage til Danmark. Magnus døde 43 år
gammel, vi vidste slet ikke han var syg, for det skete under den 2den
Verdenskrig, og da havde vi jo ingen forbindelse med dem i de 5 forbandede
år. Da vi så kunne høre fra dem igen skrev en af dem, at Magnus var død af
kræft i halsen, han havde kun være syg i kort tid. Han havde en mindre
restaurant, men var ugift. Jeg kan huske mor sagde: det er altid de bedste
der skal væk, hun havde jo mistet én søn Kristian der døde af tuberkulose i
1923. Jeg tror nu det var lige meget, hvem der var død af børnene, så var
det netop den bedste. Min morbror Kresten var rejst til Californien mange år
før mine brødre, så mine brødre rejste til ham, og hans kone, (hun var
dansker, nærmere betegnet fra Sønderjylland), så hjalp Kresten dem jo med at
finde et arbejde.
            Der er et foto, hvor onkel Kresten og Gunnar saver et stort træ
over, så de har måske været på et savskæreri en overgang. Onkel Kresten
havde i mange år et mejeri, tante Marie var en enkelt gang i Danmark, men
onkel Kresten mente ikke han kunne tage fra mejeriet. Jeg ved han fortrød
det, da han hørte, hvor godt hans kone var blevet modtaget i "hjemlandet".
Så onkel Kresten kom aldrig tilbage. Derimod kom deres søn Ivan til Danmark
i 1989, og det vil jeg vende tilbage til senere. Niels og Magnus havde i
nogle år et hønseri sammen. Magnus startede senere en beværtning
(restaurant)som han havde til sin død. Niels fortsatte med hønseriet. Han
blev i 1930 gift med Sigrid Poulsen fra Skælskør på Sjælland. De tog til
Reno, hvor de hurtigt kunne blive viet, det synes vi herhjemme lød meget
romantisk. Sigrid lærte jeg at kende da de kom til Danmark i 1947, hun var
her også efter, at Niels var død, jeg mener det har været sidst i tresserne.
Sigrid var en både dygtig, og en rar dame, hun var hos os i en uges tid, den
sidste gang hun var hér. Da var hendes forældre døde, og hun opholdt sig hos
en bror i Give, hvor vi hentede hende, og kørte hende hjem til os igen.
            I 1947 var Sigrid og Niels på besøg i Danmark med Amerika
Linjens Batory, og de havde deres bil med som var en Buick, det vækkede stor
opmærksomhed når de kørte rundt i landet, og besøgte os, folk stimlede
sammen, og ville se den flotte amerikanerbil. En slagtermester i Struer
ville købe den, og det var der også andre der ville, men de ville ikke sælge
den. De var hér i Danmark i 3 måneder, de skulle jo besøge os alle. For mig
var det en stor oplevelse, for jeg havde jo aldrig set min bror,(så vidt jeg
kan huske), jeg glemmer aldrig, da han stod i døren, og vi omfavnede
hinanden, jeg var to år da han rejste, og nu var jeg voksen, og havde selv
en lille dreng på halvandet år. De besøgte os flere gange sammen med min far
og mor, og de var bl.a. med til en sommerfest vi kaldte Stikkelsbærsøndag.
De besøgte også min søster på Bornholm sammen med min far og mor.
            Mine forældre havde ikke været på Bornholm før, så det var også
for dem en kæmpeoplevelse.

            Stikkelsbærsøndag.
            Da vi var til Stikkelsbærsøndag hér i Struer kan jeg huske
Sigrid havde sin minkpels på, så det må jo have været koldt vejr den dag.
1947 var jo ellers en varm sommer efter, hvad meteorologerne siger, men hun
var jo ikke vant til koldt vejr, eller måske ville hun imponere os lidt, for
vi havde aldrig set en rigtig minkpels dengang. Vi kunne ikke købe ordentlig
tøj i lang tid efter krigen, så jeg var i grunden meget heldig, for jeg
kunne passe tøj sammen med Sigrid, jeg fik derfor en stor del af hendes tøj,
og sko da de rejste, men selvfølgelig ikke minkpelsen. Da jeg en eftermiddag
kom hjem til vores lejlighed på anden sal, lå der uden for døren en hel
bunke tøj, jeg anede ikke Sigrid og Niels ville komme med tøjet, så var jeg
ikke gået i byen. Jeg ville gerne have takket dem begge to personligt for
det, men måtte nu nøjes med at skrive et takkebrev. Der var en bordouxfarvet
frakke med et tørklæde i samme farve, det fik jeg syet en turban af hos
modehandleren, det var meget moderne på det tidspunkt, og så var der en
spadsereedragt i en smuk gulgrøn farve med tilhørende swagger, "det er en
kort frakke," der var også kjoler og to par sko, flere par nylonstrømper
både nye, og flere par der der var løbet en maske på, dem kunne man få
opmasket hos Bay, en forretning i Østergade, hvor de også handlede med
lingeri, Bay havde også en strikkemaskine, hvor han lavede uldent
herreundertøj. Jeg kan huske en dag, hvor min søster Karen og jeg skulle se
noget af det Sigrid havde i sin kuffert, her viste hun os noget af Niel's
herreundertøj som lå i plastikposer som vi ser det i dag, det havde vi
aldrig set før. Vi kunne jo bare købe nogetselluld der kom helt ud af facon
når det blev vasket, vores mænds undertøj var lappet og syet gang på gang.
Karen og jeg talte senere da vi var alene om, at Sigrid kunne godt have
givet os et sæt til vores mænd, men hun havde nok ikke vidst, hvor hårdt vi
manglede det, for hun var ellers gavmild nok, og vi kunne heller ikke få os
selv til at bede om noget. Jeg havde nu også fået så meget allerede, som de
sendte
            da jeg ventede Svend Åge. Det var næsten et helt babyudstyr, og
det var jeg meget taknemlig for, da vi jo kun kunne få tildelt 12 bleer, så
var det rart at få flere meter flonelstof som jeg kunne sy bleer og svøb af,
de sendte også lige efter krigen flere pakker til os med kaffe, og te,
svedsker, rosiner og andet godt.

            Amerikapakker.
            Da vi fik sendt de "Amerikapakker" efter krigen var det helt
vidunderligt. Der var mandler og nødder og chokolade samt kakao, som vi jo
ikke havde smagt i årevis, særlig kaffen var min mor glad for, jeg var mere
glad for kakaoen, jeg har aldrig været en stor kaffedrikker. Nu på mine
gamle dage er jeg udelukkende tedrikker, men min mor og moster Lene (altså
min søster) ville gerne have en tår stærk kaffe, og den første tid efter
krigen kunne vi ikke få kaffe, jeg kan ikke huske hvornår vi kunne få kaffe
efter krigen, men den var jo rationeret flere år efter krigen. Niels og
Sigrid havde deres eneste barn June med til Danmark, hun var 10 år på det
tidspunkt.
            Hun talte jo engelsk, men det varede nu ikke længe før hun kunne
noget dansk, hun var en rigtig sød pige, og selvfølgelig forældrenes
stolthed. Niels og Sigrid havde mistet deres første datter som kun blev
halvandet år, hun blev kørt ihjel af en mælkebil.
            Det var en frygtelig sorg for dem, det siger sig selv.
            De må jo nok have haft køer foruden hønsene siden der kom
mælkebil, men det var i hvertfald hønseriet der var det største for dem. De
kunne sælge alle de kyllinger det skulle være under krigen fortalte Sigrid.
            Vi havde tre vidunderlige måneder sammen med dem, hvor flere
familiemedlemmer havde taget imod dem ved Amerikabåden Batory, og efter de
havde besøgt min søster i København, min søster i Odense, og os i Struer, og
alt Sigrids familie på Sjælland og i Jylland, kom dagen for deres afrejse,
de talte om de måske kom igen om nogle år, men det varede jo 20 år før
Sigrid kom tilbage på besøg, og da var både min far og mor samt min søster
Lene døde. Niels var også død, det var sket på en lidt tragisk måde et år
efter min mor var død, under en middag fik han et stykke kalkunkød der satte
sig fast i halsen, så han ikke kunne få luft, og selv om hospitalet lå lige
ved siden af, stod han ikke til at redde.
            Han blev vist 67 år.

            Anna Bojesen

Om Gunnar

            Om Gunnar






            Det første jeg selv kan huske om Gunnar er, at han sendte et
forklæde til mig på min 4 års fødselsdag, det var hvidt og med en
blomsterkurv  med mange slags blomster der var broderet på.
            Det var jeg meget glad for, det var jo noget helt andet end de
forklæder vi var vant til at gå med.
            Så kan jeg huske vi fik mange breve og billeder, hvor Gunnar var
fotograferet med fisk han havde fanget eller fugle han havde skudt.
            Han var ivrig fisker og jæger ligesom min far, så var der også
billeder med deres nye biler, de havde jo købt bil lige så snart de havde
råd til det.
            Billederne er heldigvis gemt, så vi kan sætte dem sammen med det
jeg fortæller.
            Gunnar kom jo ikke hjem før krigen, men han fortalte han faktisk
havde været i Danmark i 1948, og det gik til på den måde, at han som formand
for Dansk Broder Samfund I Amerika, og dronning Alexandrine havde givet dem
en medalje til foreningen for det de havde udrettet under krigen.
            Og så var der en delegation der skulle til Danmark og takke
dronningen, men Gunnar kunne jo ikke forlade selskabet for at besøge sine
forældre, for det var jo kun et par dage de var hér, så skulle de rejse
tilbage igen.
            Han ville jo ikke fortælle mine forældre han havde været så nær
på. og ikke kunne besøge dem. Det var først i 1979 han sagde det til mig, og
da var far død i 1957, og mor i 1965.
            Min mor og far fik mange besøg af Dansk Amerikanere der var
hjemme på besøg, de kom med hilsener fra mine brødre, der var særlig én fra
Vinderup der kom tit, det vil sige med 2-3 års mellemrum, og han fortalte så
nyt derovre fra, det var et kærkommen besøg for mine forældre.
            Da jeg selv blev voksen, og havde mit eget hjem var jeg lidt ked
af det, hvis der havde været nogen fra Amerika, og jeg ikke havde været
sammen med dem, senere i livet har jeg så haft lejlighed til at tage imod
mine slægtninge når de var på besøg i Danmark, og det har været til stor
glæde for mig, især når man kan mærke, hvor glad de har været for besøget.
            Jeg skrev mange breve sammen med  Gunnar, han var god til at
skrive breve, der var altid flere sider.
            Han skrev både om sit arbejde på hospitalet, og hvad han lavede
i fritiden med jagt og fiskeri, men også om sine rejser for Dansk Broder
Samfund, bortset fra turen til Danmark i 1948. Gunnar blev aldrif gift, men
han boede sammen med en dame ved navn Effie, hun døde kort tid før han kom
til Danmark i 1979. Han solgte sit hus, og gav nogle ting til familien dér
ovre, og kom så endelig til Danmark for at besøge dem der var tilbage af
familien, det var min søster Krista, der fik ham overtalt til at komme hjem,
hun var blevet alene, og havde jo god plads i sit hus. Men hun var allerede
på dét tidspunkt meget medtaget af gigt. De fik nogle måneder sammen, hvor
de kørte rundt til familien, og vi var også henne at besøge dem i Roslev,
hvor der blev taget billeder, og jeg tog levende billeder, vi havde nemlig
et smalfilmskamera. Det var jo forløberen for video kameraet. Det varede
desværre ikke så lang tid før Krista kom på et Gigtsanatorie i Gråsten, så
Gunnar boede alene i huset, vi ringede tit til ham for det var et grimt
vintervejr, så han kom ikke så meget ud at køre i et par måneder. Min søster
i København fik ham til at komme derover, og hun fik arrangeret en tur til
Indien, dér rejste hun ned hvert år til en Guru, hvor de kunne bo på en
primitiv måde. "De", det vil sige Janne hendes mand Harder, og Gunnar var
også i Delhi, og Gunnar og Janne var på en flyvetur ind over Himalaja
bjergene, det var en pragtfuld tur fortalte de. Gunnar fortalte os at,
Guruen var en meget stor personlighed, med et meget fast blik, han havde jo
også mange tilhængere. Janne kaldte ham "Master", hun gik ihvertfald utrolig
meget op i hans lære, og kunne næsten ikke snakke om andet, når jeg talte
med hende i telefon. Da de kom tilbage fra Indien, ville Janne have Gunnar
til at leje en lejlighed i København i nærheden af dem selv, men det ville
han ikke, og så var det jeg kom med min, og Viggo's invitiation om at komme
til os. Det var midt i sommeren 1979 han kom, og vi havde det rigtig godt
sammen, men på det tidspunkt havde han allerede bestilt billet tilbage til
USA. Jeg tror det havde været hans mening at være blevet i Danmark, men han
havde nok været væk i for mange år til at kunne gøre det. Jeg tror han på en
måde længes efter sine venner derovre. Vi var på mange ture mens han var
her, bl.a. besøgte vi Krista's børn Per og Anne Grethe.
            Først kørte vi til Per der boede ved Rold Skov, hvor han havde
nogle ørreddamme, men han var desværre ikke hjemme, så vi kørte videre til
Anne Grethe, hvor vi blev godt taget imod, vi fik kaffe, og hyggede os. Vi
fik en hel bakke æg med hjem, for de havde et stort Hønseri foruden selve
gården. Vi var også en tur i Gråsten for at besøge Krista på Gigtsanatoriet
dér. Nu vi var så nær grænsen skulle vi da have noget billig øl og vin med
hjem. Gunnar kunne købe spiritus med da han var turist. Vi havde i hvert
fald så meget bag i vognen, at vi var ved at blænde de modkørende selv om vi
blændede ned. Men vi kom da helskindet hjem med vores last. Gunnar var vant
til at få en drink om aftenen inden vi skulle spise, og det kunne godt blive
til flere, jeg kunne også godt lide at få en snaps dengang, men jeg skulle
jo også have maden færdig, så jeg måtte holde hovedet klar. Gunnar gik
tidlig i sin seng, hvis vi da ikke havde gæster, men så var han også oppe
inden en "hvis" person fik sko på. Gunnar var ret generøs, han sendte 100
dollar til mig et par gange inden han kom, og boede hos os, og han gav mig
en røremaskine. Det var en go model, for den fungerer den dag i dag, hvor vi
skriver 2005. Der kunne jo ske sjove ting som dengang Gunnar havde mistet
halvdelen af sit gebis. Han kom ud til mig fra sit værelse, og beklagede sig
over, at han ikke kunne finde sine tænder, jeg ledte flere steder, bl.a.
uden for vinduet til hans værelse, for det var somme tider, han stod ved
vinduet og trak frisk luft, og hvis han havde fået lidt for meget snaps
tænkte jeg, at han havde tabt dem ud ad vinduet, men dér var ingen tænder.
Men så kom jeg i tanker om at se i lænestolen han havde siddet i aftenen
før, og dér i et fåreskindspels der var lagt over stolen fandt jeg tænderne
til stor glæde for Gunnar som nu kunne huske, at han havde taget dem ud, og
lige lagt dem dér fordi de generede ham. Gunnar fik megen tid til at gå med
at lægge kabaler, og han havde sine egne kort, og et lille grønt klæde til
at lægge kortene på. På det tidspunkt tegnede og malede jeg, og sad tit og
lavede nogle skitser af ham. Da han var rejst tilbage til USA igen sendte
jeg et lille maleri jeg havde lavet efter  et fotografi jeg havde af vores
fars hjem i Øster Hærup i Lihme, det var han meget glad for, og han hængte
det op i den Camping House han lejede da han kom til Californien igen. Han
sendte mig senere et fotografi, hvor jeg kunne se, han havde hængt sin mor
og far på hver sin side af maleriet. Mens Gunnar boede hos os, vaskede jeg
hans tøj, han havde silkeundertøj, og det kunne jeg ikke nænne at komme i
vaskemaskinen. Der var engang et lille hul på en undertrøje som jeg
selvfølgelig reparerede, det var han meget forbavset over, da han bare
plejede at kassere det, men jeg var så vant til at reparere tøjet, for vi
kunne ikke få råd til bare at købe nyt fordi der gik et enkelt hul i det.
            To måneder går alt for hurtigt i godt selskab, men tiden kom jo
da han skulle rejse, han var meget interesseret i det smalfilmsapparat vi
havde, og vi synes han skulle købe et, og det gjorde han. Men han
beklagedesig over, at så fik jeg ikke flere dollar af ham. Men det skulle
han ikke tænke på sagde jeg, for han havde allerede givet mig så meget synes
jeg. Han sagde, at jeg skulle beholde en kuffert med tøj i som jeg kunne
give mine sønner som kunne passe det, Viggo var det alt for stort til. Så
kom dagen, hvor vi måtte tage afsked. Vi fik taget et par billeder, hvor vi
stod sammen med ham. Viggo kørte ham til stationen så han kunne tage
Københavnertoget. Han skulle være hos min søster Janne nogle dage inden han
rejste tilbage til Californien i  USA. Jeg ville ikke med til toget, så jeg
fældede et par tårer hjemme i stedet for.

            Da Gunnar var rejst tilbage igen skrev vi endnu mere sammen end
før han var hjemme på besøg, og vi kunne nu udveksle billeder i stort
omfang.
            Året efter Gunnar var rejst døde vor søster Krista.
            Viggo og jeg var jo til begravelse. Mens Krista var på Skive
Sygehus besøgte jeg hende flere gange, en dag hvor Bodil, min datter var med
på sygehuset skulle Krista flytte til gigthjemmet i Resen ved Skive, så vi
hjalp hende med at komme godt dertil. Hendes børn havde jo fået stuen
møbleret, så  hun kunne føle sig ønsket og velkommen dértil. Jeg besøgte
hende dér igen, og senere da hun var kom tilbage til sygehuset, hvor hun
døde omkring et års tid efter Gunnar var rejst tilbage til Eurika i
Californien. Da der var gået 3 år, døde først min svoger Søren Goul, en
måned efter døde min mand Viggo, og igen en måned efter døde min svoger
Hanse i Odense, jeg fortalte selvfølgelig om de triste dødsfald, da jeg
kunne få mig taget sammen til at skrive igen. Han svarede mig: Anna det var
tre dødsfald i familien i ét brev, det var sørgelig at læse om, forinden
havde jeg fortalt ham om vores søns død 7-8 måneder før, så det var en
streng tid for mig.
            Gunnar levede endnu nogle år efter den tid, men han fik
diabetes, og blev efterhånden svagt seende, men han blev ved med at svare på
mine breve så længe han kunne se til det. Da han var død fik jeg sendt et
brev, og det maleri jeg havde givet ham, samt et par ting mere af en dame
som han kom meget sammen med, og hun skrev et meget sødt brev til mig. Lidt
senere fik jeg en pakke fra min fætter Ivan, han var søn af min morbror
Kresten. Ham vil jeg fortælle mere om lidt senere, for selv om det er mine
brødre jeg skriver om, er der mange andre der sniger sig ind i historien.
For først i halvtredserne rejste nogle af den næste generation til Canada,
og de kom jo også i forbindelse med mine brødre.

            Anna Bojesen

Om næste generation

 Om Næste Generation





            Min svoger Kristen Jensen og min søster Lenes søn Mads ( ja Lene
var jo hans stedmor, men han har ikke været ret gammel da Kristen blev gift
med Lene, så hun har jo været som en mor for ham.) Mads er gift med Grethe,
og de rejste til Canada i 1951, tiderne var så dårlige her i Danmark så det
var fristende for dem at prøve at få en god fremtid i Canada, og det fik de,
de startede med at få arbejde på en frugtplantage, hvor de skule binde sig
for to år. Jeg kan huske jeg fik at vide, at Grethe på et tidspunkt var
faldet ned fra en stige da hun plukkede frugt, og slog sin ryg slemt, og var
dårlig af det i lang tid. På et senere tidspunkt startede Mads en Cementvare
virksomhed med fliser,  rør og den slags. Han havde flere mand i arbejde, og
de arbejdede med at lægge store cementrør under veje, hvor der skulle være
undergang for børn der skulle i skole og lignende. Grethe og Mads har 4
børn, Karin som er født i Danmark, og Lena, Mary-Ann og Robert.
            De hedder alle Miller Jensen til efternavn. Mads skrev lange
breve til min far og mor, jeg kan huske han fortalte om når han gik på
bjørnejagt i Canadas skove, det var jo lige noget der passede min far som
var så interesseret i jagt og fiskeri. Jeg ved ikke så meget om deres liv i
Canada.
            Den historie kan de eller deres børn fortælle om.

            Karen og Volmer rejste til Canada i 1953. Volmer var udlært
bager, og fik arbejde i et bageri derovre, og Karen serverede på en Café, så
hun lærte jo hurtigt Engelsk, det gik også dem rigtig godt, og de har
børnene Willy og Henny som er født i Danmark, samt Marlene og Eva som er
født i Canada. Efter 1 1/2 år købte de en bagerforretning i Chilliwack.
Volmer havde i flere år Erik fra Danmark ansat, og de arbejdede godt sammen.
Eriks kone Linda kommer stadig hos Karen, og hjælper hende. Både Mads og
Volmer holdt med at arbejde da de blev 50 år, så man kan vist godt sige det
gik dem godt. Volmer døde for nogle år siden......

            Det var et lille sidespring fra mine brødre, men historierne
fletter sig ind i hinanden på forunderlig vis idet de jo fik forbindelse med
hinanden. Karen og Mads's far, altså min svoger Kristen, var taget på en tur
til Canada for, at besøgesine børn. Og jeg ved Volmer tog Kristen med en tur
til Los Angeles eller i hvert fald dér i nærheden for at besøge min bror
Mads som var en af de første brødre der rejste derover. Jeg ved i grunden
ikke, hvad Mads arbejdede med dér, Men jeg ved, at han var gift med en
amerikansk dame der havde 2 sønner, og hun hed Oliver, og Mads var meget
glad for de 2 drenge, men Mads fik ikke selv nogen børn.

            Kristen var et par dage hos os i Bremdal, han havde været i
Holstebro, og besøge familien. Han skulle også besøge en bekendt, "Søren
Astrup" i Bremdal. I løbet af de par dage Kristen var hos os fortalte han om
sin tur til Canada: På vej derover var hans fly landet i Chicago, og han
skulle med et andet det sidste stykke til Toronto, han stod så mutters alene
i en fremmed storby, og kunne ikke tale sproget, men der blev skaffet ham en
tolk, en sød ung dame som var Norsk. Men han kunne da forstå hende, og hun
fik ham indlogeret på et hotel, men han sov ikke hele natten fordi han var
bange for ikke at komme med flyet dagen efter. Det havde været hårdt for
ham, han var vist 81 år på det tidspunkt. Jeg ved ikke om han skulle besøge
Mads eller Karen først, menmens han var hos Karen blev han en dag noget
forskrækket, Karen var taget af sted, så han var alene i huset, og pludselig
hørte han et forskrækkelig larm ude fra vaskerummet, han gik derud, og fandt
ud af, at Karen havde fyldt vaskemaskinen op med en masse af deres
lærredsfodtøj, og det var dét der raslede rundt. Jeg ved ikke om det var på
turen til Los Angeles,  Volmer havde taget ham med ind på en Café, hvor der
var topløs servering, det havde Kristen jo ikke set før, men han blev ikke
forarget, det bli'r mænd vel ikke? Engang havde han også været inde i et
højhus, hvor hele Caféen drejede langsomt rundt, mens de havde kunnet nyde
den gode udsigt hele vejen rundt. Efter den lange tur kom de endelig til min
bror Mads.
            Det var en stor oplevelse for min bror Mads, at der kom besøg
fra Danmark, men Mads kunne slet ikke huske at snakke dansk, men i løbet af
kort tid kom der da noget af det danske op i ham, og de havde en rigtig
fornøjelig dag sammen, og fik opfrisket gamle minder. Kristen var en god
fortæller, så det var altid dejligt at have besøg af ham. Det sidste jeg
hørte far min brod Mads var gennem min svigerinde Sigrid, hun havde ringet
til ham en dag, men det var en sygeplejerske der tog telefonen, og hun
fortalte, at Mads havde fået en hjerneblødning, og var lammet, og ikke kunne
tale i telefon. I nogle år skrev jeg sammen med hans kone Oliver på engelsk,
men hun var meget svagelig på grund af dårligt hjerte, og lå vist i sengen
det meste af tiden.

            Anna Bojesen

Sigrids besøg

   Sigrids Besøg





            Da min bror Niel's kone Sigrid besøgte os i 1967 el. var det
1968 skulle vi hente hende i Givskud el. var det i Uhre hos hendes bror, men
om morgenen før vi skulle afsted fik jeg et frygtelig hold i ryggen, så det
var helt umuligt for mig at sidde i bilen derned, jeg fik lægen til at give
mig en blokering, men det hjalp ikke så meget. Så Viggo måtte køre alenen
ned og hente hende, det ærgerede mig meget for jeg havde sådan glædet mig
til turen. Sigrid var meget dygtig til at hjælpe mig, for jeg havde det ikke
så godt de første par dage, jeg fik min søster Karen fra Odense til at
komme, for hun ville je gerne være sammen med Sigrid, de to skulle sove i
vores soveværelse, så skulle Viggo og jeg sove i et værelse ved siden af som
vi kaldte kontoret, her skulle vi sove på to drømmesenge, det var for så
vidt udmærket, men Viggo havde ikke fået sin slået ordentlig op, så da ha
ville lægge sig, slog sengen sammen om ham med det resultat, at jeg kom til
at skrupgrine, og så har lidt med, at når jeg er søvnig kan jeg ikke få hold
på latteren igen. Så kunne Karen og Sigrid jo høre det og ville vide, hvad
vi grinede af, og så begyndte de også, så det varede længe inden vi faldt i
søvn den aften. Nu Sigrid var hér skulle vi selvfølgelig også besøge min
bror Johannes, så kom min niece Stinne, og hendes mand Kresten derhen, så
var meget af familien samlet. Vi havde nogle dejlige sommerdage sammen med
Sigrid og Karen, og det var lige i jordbærtiden, så de blev sendt i haven og
plukke jordbær, mens jeg lavede maden færdig. Da ugen var gået, og Sigrid
skulle tilbage skinnede solen fra en skyfri himmel, og da jeg havde det godt
i ryggen igen kunne jeg komme med på turen ned for at aflevere hende hos
broderen. Karen var taget hjem igen et par dage før. Men før vi kørte til
Uhre ville vi til Jelling og se Jellingstenene. Vi tog noget smalfilm dér.
Vi havde en hyggelig dag sammen med hendes familie. Men det er altid lidt
trist at skulle sige farvel, når de skal rejse så langt væk som Californien,
for det skulle Sigrid en uges tid senere. Sigrid var 67 år på det tidspunkt.
Jeg har heller ikke set hende siden, men vi skrev mange breve sammen, og
sidst jeg hørte fra Sigrid er vel for 8 år siden, og da var hun langt oppe i
halvfemserne, og det June (hendes datter) der skrev de sidste breve, for
Sigrid kunne ikke se til at skrive mere. Da jeg havde skrevet to breve til
dem uden at få svar holdt jeg op, og jeg har så ikke hørt fra dem siden, men
Sigrid er jo nok død, ellers skulle hun da være blevet langt over hundrede
år.

            Anna Bojesen

Min fætter Ivan

 Min fætter Ivan





            Jeg lovede at komme tilbage til min fætter Ivan, da Gunnar var
død sendte Ivan Kretsensen et gammelt fotoalbum af Gunnars, dér i er
billeder fra før han rejste til Californien, og også nogle der er taget
efter han kom derover. Jeg skrev selvfølgelig og takkede for albummet på
engelsk, og det blev så til brevveksling mellem os et par år, og så en dag
fik jeg et brev, hvori han skrev, at han havde en "Surprice" (overraskelse)
for mig, Han og hans to døtre Karen og Judiann ville komme til Danmark og
besøge os. Det var i 1989, min mand Viggo døde i 1982, men jeg havde i 1985
lært Kristian Schultz at kende, og i 1987 flyttede han ud til mig i Bremdal,
men vi var enige begge to om, at det var en god idé, og det kunne være
sjovt, at de kom på besøg. De skulle bo på Tambohus Kro. Det var en 14 dages
Charterrejse de ville på, så de ville være en uge hos os, og en uge hos
Ivans mors familie i Sønderjylland. Samme dag de kom til Jylland, kom de til
os, jeg mener det var sidst i maj, de kom ved om eftermiddagen ved tre tiden
efter, at Ivan havde ringet mig op fra København, han troede vist jeg var
bedre til at tale engelsk, for jeg havde jo skrevet breve til ham flere
gange, men jeg har aldrig fået undervisning, så det var jo ikke så godt med
udtalen, men jeg ønskede dem da velkommen til Danmark, og at de bare skulle
komme til Bremdal. Da de ankom havde en af vores naboer tilfældigvis
fødselsdag, så der var 3 danske flag rejst omkring vores hus. Jeg pegede på
flagene og sagde, at de nok kunne se de var velkommen, om de opdagede, at
det var for naboen der blev flaget ved jeg ikke. Selv om jeg ikke var god
til det engelske forstod jeg at Ivan ville blive hos os, mens pigerne ville
køre en tur, de havde nemlig lejet en bil i København, og kunne så selv køre
rundt. Kristian havde også bil dengang, så vi kunne sagtens komme rundt. Vi
aftalte de skulle spise til aften hos os, da vi havde spist spillede
Kristian og jeg harmonika for dem, for det var jo strengt for mig at tale
med dem hele tiden. Heldigvis skulle vi være sammen med Bodil og John dagen
efter, de taler jo flydende engelsk, vi skulle den dag besøge min bror
Johannes. Han serverede højt smørrebrød, det kendte de jo ikke, de var jo
vant til sandwich, de fortalte senere de havde set efter, hvordan vi fangede
an med kniv og gaffel. Vi havde en rigtig hyggelig dag hos Johannes som bare
snakkede løs på dansk som vi måtte prøve at oversætte det bedste vi kunne
nå, men "SKÅL" dét forstod de i al fald. En dag besøgte vi Cora
Christoffersen på Thyholm som er min "grandkusine," hun kunne godt en hel
del engelsk, og hun ved så meget om MØLLER SLÆGTEN, vi havde en hyggelig
formiddag dérmed formiddagskaffe, og en god snak. Vi var også på besøg hos
min søn og svigerdatter Svend Aage og Jette. Jeg var ved den lejlighed inde
og hilse på præsten Poul Hansen, Vi ville gerne til gudstjeneste i Søndbjerg
Kirke.
            Det var mig der foreslog det fordi vores oldeforældre og familie
boede dér i sin tid, vi var også en dag i Lihme for at se den gård som min
bedstefar havde ejet. Vi besøgte også Bodil og John i Aulum, og på hjemvejen
ville Kristian og Ivan køre lige hjem til os, for Kristian skulle stege
frikadeller til aften, det var han så god til. Så skulle jeg køre sammen med
Karen og Judian til Hjerl Hede, hvor vi drak en kop té, og gik rundt og så
de forskellige gamle ting. De kunne alle godt lidt frikadellerne, og vi
aftalte, at vi skulle spille en aften mere på harmonikaerne, og det var
fordiKaren gerne ville optage noget af vores musik på bånd for at tage det
med over til Californien, den aften spillede vi bl.a. "Når jeg får en
tulle", og så begyndte Ivan at synge med på melodien, og dét enda på dansk,
og dén vi sang var "Moder jeg ska' tisse, ska' du det min dreng." Han kunne
pludselig huske, at det havde hans mor sunget da han var barn. Ivan havde
nemlig snakket noget dansk som barn, til dels fordi mine brødre jo kom, og
var hos hans forældre da de rejste til Amerika. Men han havde ikke talt
dansk siden han var tolv år, han fortalte hans forældre havde danset dansk
folkedans i en dansk forening. Vi var meget sammen med fætter Ivan og hans
døtre i de 8 dage de var her på egnen. Ivan led meget af astma, så han kunne
ikke holde ud at gå ret langt, derfor var han heller ikke med på Hjerl Hede.
En aften inviterede de os til at besøge dem på Tambohus Kro, hvor de gav
middag. Kristian, Ivan og jeg ville have stegt ål, men det skulle Karen og
Judiann nu ikke nyde, de mente vist det lignede slanger. Men alting får jo
en ende, også den dejlige uge vi havde sammen med min familie fra
Californien. Ivan havde et sæt smykker med til mig, det var af sten han selv
havde forarbejdet, og det gjorde dem ikke mindre værd for mig. De havde også
sendt en pakke i forvejen til os med noget julepynt, det var ting vi ikke
var vant til at se på træet. Vi delte det imellem os, mine børn og jeg.
Efter de var rejst tilbage igen sendte Ivan mig et sæt ørenringe mere, de
var af jade og meget flotte, det er jo sådan noget der varmer. Vi skrev da
sammen flere gange efter de havde været hér, men allerede året efter døde
Ivan, men jeg er blevet ved med at have forbindelse med Karen og Judiann. Så
i 1994 tror jeg det var, hørte jeg fra Judianns datter, at hun ville på en
tur til Danmark fra Nigeria, hvor hun boede sammen med sin mand, hun skrev
hun havde to piger på syv og ti år, som hun ville tage med, og på dén måde
lærte jeg Kelly at kende, og hendes piger Sara og Asley, de var kun hos os
et par dage, men vi gjorde det da så hyggelig som muligt for dem, vi lavede
frikadeller den ene dag, og æbleskiver den anden, for de havde jo godt  hørt
om Kristians gode æbleskiver. Bodil og John kom hér og var sammen med os,
for det "kneb"  jo stadig med det engelske. Vi udvekslede små gaver, Jeg
havde købt et par små Ravhalskæder til børnene, og Kelly fik en lille platte
med den lille havfrue på, den var hun meget begejstret for. De havde et par
små dyr i Jade med til mig. Vi var i kirke med altergang om søndagen i
Struer Kirke for det ville de så gerne. Jeg havde en smalfilm med min slægt
som de var meget glad for at se. Det var et kort besøg, men Kelly skrev
hvert år til jul, at hun ville komme igen, men årene gik, og jeg var lige
ved at opgive at se dem igen. Men så skete der det, at jeg fik en Computer,
og da jeg havde Kellys mailadresse prøvede jeg at komme i kontakt med hende
den vej. Første gang hørte jeg ikke noget, men et par måneder efter da jeg
prøvede igen, skal jeg love for det "gav pote", for Kelly svarede mig ved at
fortælle, at hun og hendes forældre , og hendes to piger ville komme til
Danmark seks uger efter, så ville de bo på Hotel Struer, og besøge os et par
dage efter de havde set sig om i København. Bodil og jeg fik arrangeret et
møde med dem i Bodil og Johns sommerhus i Serup på Thyholm. Og det var så
dejligt at møde dem igen, for hendes mor er jo Judiann som havde været her i
1989, Judianns mand kendte vi jo ikke, men han var en flinker fyr. Vi havde
et par rigtig gode dage sammen med dem.

            Anna Bojesen

Anna fortæller

  Anna Fortæller





            Min mor har engang fortalt mig, at en af fars jagt kammerater
Mads Dahl kom og spurgte min far om han ville med på rævejagt morgenen efter
for han havde observeret rævegrav et nærmere betegnet sted, de var nogle
stykker der ville afsted, jo det ville far da godt. Næste morgen mødtes de
og begav sig af sted, Mads mente han havde luret ræven i nogen tid, så de
skulle nok få held af dét. De stillede sig jo op, de havde et par gravhunde
med der skulle jage ræven ud. de havde også et par stykker posteret ved en
anden udgang, men trods mange store anstrengelser kom der ingen ræv, det
kunne Mads ikke forstå, han havde været så sikker på den ræv. Men humlen af
det hele var, at skindet af den ræv hang til tørre oppe på min fars loft,
han ville ikke fortælle Mads, at han havde skudt ræven morgenen før Mads kom
og spurgte om han ville med.
            Min far fortalte skam ikke alt om, hvad han gik og fangede af
pelsdyr, han skrev det derimod op i en lille lommebog. Efter min fars død
fik jeg hans gamle lommebøger, nogle af dem har jeg givet til min søn, men
tilbage til fortiden.

            Min mand var meget interesseret i jagt, særlig pelsdyrjegt, så
når vi havde været hjemme ved mine forældre skulle Viggo altid ud med
ilderkasser på egnede steder, han fangede da også en del, som han solgte
skindet af, der var gode priser dér under krigens tid, og de første år
efter. Min far havde engang røbet for Viggo, at han havde fanget en Mår i
dueslaget, han fik jo hele historien om, hvor vanskelig det havde været, og
at han måtte lokke den med flere æg inden den gik i fælden.
            Viggo var jo meget optaget af den historie, så da han var et
ærinde henne hos min søster Lene der boede lige ved siden af min far og mor,
udbredte Viggo sig om, hvor heldig min far havde været, han troede jo de
vidste det, men de blev højest forbavset, men syntes selvfølgelig det var
godt for min far, for et Mårskind kostede på det tidspunkt 300 kr. det var
mange penge dengang, hvor  min mand havde en ugeløn på 125 kr..
            Min far fangede også vildkatte, han fik 10 kroner for stykket af
dem. Det snakkede han nu heller ikke om, for nogle kunne måske ikke tåle
det, men mange af vildkattene levede jo en kummerlig tilværelse, og gik som
regel til alligevel.






           

Johannes fortæller

            Johannes Fortæller





            En dag fortalte Johannes mig om en tur min svoger og en anden
mand havde været på. De skulle besøge min mor og hendes første mand
Christian Hærup i Søndermarken  i Opperby. Kristen Jensen og min moster
boede i en ejendom nord for Lem By som blev kaldt for "Blæsbjerg".De to mænd
var kørende i hestevogn. De havde drukket nogle genstande i Søndermarken, og
på vejen hjem væltede de i lavningen ved Opperby "pogeskole" ( Et gammelt
udtryk ), Kristen tabte sin pung i tumulten og forvirringen, og mens han lå
og rodede rundt efter den, så den anden sit snit til at forsvinde med hest
og vogn, og også med pungen som han havde fundet.;Kristen fik dog pung og
penge igen da den anden blev ædru.

            En anden sandfærdig historie:

            En gang var min bror Niels henne og hjælpe Niels Lauge i Vester
Lem med at harve, ved kaffetid kom Niels's far, min mors første mand hen og
så, hvor langt Niels var kommet med harvningen. De skulle så have
eftermiddagskaffe og de voksne nogle "små sorte" til, men Niels Lauges søn
var nu så uheldig at vælte sin fars snaps.
            Han fik omgående én på hovedet, og Niels Lauge udbrød;
            Skal du spilde Guds gaver knægt.
            "Hans hånd var stor som et skovlblad sagde Johannes".
            Niels Lauge arbejdede på Gyldendal Teglværk og havde så den
lille ejendom ved siden af. Han gik på arbejde da han ikke havde cykel eller
noget andet at køre på, der var 6 kilometer, så det blev 12 kilometer, og så
hårdt arbejde hele dagen, og fodtøjet var jo store spidstræsko med
jernbeslag på.

            Johannes fortæller videre:

            Det var i sommeren 1996, at Johannes fortalte mig om Søren
Hedegaards tur til Salling: Søren Bager fra Søndbjerg fortalte min far,
hvordan han kunne fange Måren i en saks, det måtte man dengang. Han skulle
lave en hule så stor, at der kunne stå en saks, så skulle han først lægge æg
i uden saks, så dyrene blev fortrolige med det. Min far havde 3 huler med et
æg i hver, dagen efter var æggene væk, så stillede han saksene og kom æg
ind, næste morgen var der en Mår i de to sakse. Det var en jo en fin fangst
med to Mårer på en dag.

            Og videre:

            Engang var Søren Hedegaard taget med en båd til Salling, nærmere
betegnet Gyldendal Teglværk ved Lihme, han havde geværet med og ville gå på
jagt hos min far. Han spurgte om vej i den første ejendom han kom til, dér
boede min farbror som jo også hed Ladefoged (Jens Christian Hed) som siger:
Jeg tager bøssen med Søren, for vi har jagt hele vejen der over, heromkring
har jeg, og længere ovre Anders Chr. der er nok syv til otte kilometer at
gå. Så Jens Chr.og Søren Bager nåede først over til min far ved halv fem
tiden, så skulle de jo have kaffe og der skulle snakkes. Søren var min mors
fætter.
            Så min far måtte vente med at gå på jagt med Søren til dagen
efter. Jens Chr, tog jo hjem samme aften, Søren fik så natlogi.
            Jeg kan godt lige huske, at Søren var der, jeg har jo nok været
5 år dengang, min mor og far var meget gæstfrie, og det var jo dejlig for
mor at høre fra familien på Thyholm.

            Johannes sidste fortælling:

            Den sidste gang jeg besøgte min bror Johannes på Skive Sygehus
fortalte han mig en lille historie, som han også havde fortalt kort tid før.
Han havde som dreng engang en frygtelig tandpine, og så han skulle ned til
landsbylægen og få tanden trukket ud, da han sad i venteværelset kom lægens
søn derind, Johannes kendte ham godt, de havde somme tider leget sammen,
"hvad skal du ind til min far for" spurgte drengen om: "Jow a ska ha en tand
trukken ud"! Min far er nu ikke ret god til at trække tænder ud, svarede
drengen. Det blev Johannes jo ikke mindre bange af. Der var ikke noget med
bedøvelse dengang, men Johannes sluttede med at sige: at nu gik det nu bedre
end han havde regnet med.

            Johannes døde få dage senere d. 21. oktober 1998 efter, at han
havde fortalt om oplevelsen, han havde haft som dreng.
            Johannes var født d. 16. marts 1910.

Anna fortæller om ålestang på kilen og fjorden

    Der var engang, sådan begynder de fleste eventyr, og så er det
som regel noget opdigtet der ikke har noget med virkeligheden at gøre; men
det jeg vil fortælle om hér, er nogle sandfærdige beretninger.

            Ålestang på Kilen og Fjorden.

            Der var engang foreningen Struers Museums Venner opfordrede
folk, og  museets medlemmer til at skrive om ålestang på Kilen og Fjorden,
det var i forbindelse med, at man udstillede en ålekiste fra gamle dage,
mange har måske set den på museet, det er en  kiste på to hjul som de kørte
rundt med i gamle dage, og solgte ål fra.

            Der blev sagt, at det var meningen der skulle udgives et hæfte
med de indkomne historier, det har jeg nu aldrig set er blevet til noget.

            Jeg skrev i den forbindelse om nogle ting jeg huskede fra
dengang min mand Viggo Bojesen gik på stang om vinteren, både på Kilen og
Fjorden, ja nogle gange ved Remmer Strand.

            Dengang var vintrene jo strengere end de er nu, og for det meste
var der is på Kilen i kortere eller længere tid, ofte flere måneder i træk,
og mange gange brød isen først op sidst i marts måned.

            Min mand som døde i 1982 var født på Strandvejen i Struer,
nærmere betegnet i nr. 46 d. 7 marts 1916, så han oplevede jo sine drengeår
nær Fjorden.

            Først gik han med sin far på stang, og han fortalte, at engang
hans far opdagede han havde glemt sin skråtobak da han skulle tage en ny
skrå ude på isen, vendte han resolut næsen hjemad igen, for så kunne han
ikke fange noget, drengen var selvfølgelig skuffet da det jo var alle tiders
oplevelse at være med ude at stange ål.

            Viggo fortalte også, at hvis han eller hans kammerat havde fået
en "Gaje", det vil sige- havde fået våde strømper og træsko, hvis de havde
været ude at sejle på isflager, så gik de ind på gasværket som jo lå dér ved
Strandvejen, og fik tørret strømperne, folkene der arbejdede dér hjalp dem
gerne, de var godt klar over, at det ikke var gunstigt for drengene at komme
hjem med våde sokker, der skete dét, at faderen smækkede dem med de våde
hoser om ørerne.

            Viggo har ikke været ret gammel da han selv begyndte at stange,
det har nok begyndt med, at han har haft et ålejern med et kort tømmer til
at stange i sivet med, og senere da han kunne magte det, så er gået i gang
med et længere tømmer.

            Min mand skulle altid ud at stange de vintre der var is på Kilen
som først lagde til, og så prøve på Fjorden når isen var stærk nok dér, de
skulle jo vare sig meget for sejlrenden, og de forskellige våger.

            Jeg kan fortælle om én bestemt dag, hvor Viggo og hans kammerat
Kaj gik ud på Kilen, der var mange andre derude, de fleste gik lidt til
flyvstang, det var når de ikke rigtig kunne finde noget, og så flyttede de
fra sted til sted.

            Så kom Viggo på den gode idé. at de nok skulle prøve  ved
Vikingeskibet som han kaldte den.

            Han mente at have fundet omridset af en større båd nede i
mudderet, han havde bestemte landemærker at gå efter, de fandt også stedet
og huggede huller, og de begyndte at stange, og det varede da heller ikke
længe før de fandt de ål der gemte sig i mudderet inde ved vraget.

            Og det de fandt var ret så enestående.

            Viggo stangede, og Kaj kravlede rundt på isen og kom ålene i en
sæk, det er hvad der blev fortalt mig da de kom hjem.

            Jeg havde godt nok aldrig set de var kommet hjem med så mange ål
på en gang før, og nok helle ikke siden, tit blev den tur refereret, og det
er nok derfor, jeg husker den så tydeligt.

            Jeg fik jo snart kaffekanden sat i sving, og lagt de våde stang
vanter til tørre til næste dag.

            Ålene spiste vi som stegte ål, en del blev røget i en tønde, det
stod min mand for, det var han meget god til.

            Et år kan jeg huske vi spiste ål til middag en hel måned i træk,
min mand ville have ålene stegt hver dag, det blev han aldrig træt af,
derimod ville jeg hellere have forskellige slags f.eks. kogt med karrysovs
eller ål i gélé, jeg lavede også engang ålesuppe.

            Vores datter Bodil blev så træt af ål, at hun i flere år ikke
rørte den ret.

            Vi boede i Bremdal i en lang årrække, og jeg husker en vinter
fra den tid, det har været først i halvtredserne, isen lå til hen i marts
måned, vinden var gået i Vest, så det var tøvejr, men isen var stadig tyk på
Fjorden.

            Viggo ville tage ud på Fjorden endnu en gang for at prøve
lykken.

            Vores seksårige søn Svend Aage plagede for at komme med; men han
fik heldigvis ikke lov, det viste sig nemlig det skulle blive en
skæbnesvanger tur.

            Jeg havde sagt farvel til Viggo ved middagstid, ved to tiden kom
hans gode ven Kaj og sagde på sit sjællandske mål, om Viggo var hjemme, jeg
svarede som sandt var, at han og en kammerat Magne var taget på stang til
Fjorden... På stang?

            Kaj måbede, jamen isen er skredet, har du ikke set der er vand
et stort stykke ud fra stranden, jeg kikkede ud af vinduet, og dér var syn
for sagen.

            Vi snakkede frem og tilbage om, at de nok sandsynligvis var
kommet i land ved Østre Strand, eller måske omme bag ved Livbjerggaard til,
og så kunne det jo vare nogen tid inden de nåede hjem.

            Kaj gik så hjem igen, men tiden sneglede sig pludselig afsted.

            Da klokken blev fire, og Viggo stadig ikke havde vist sig, blev
jeg virkelig urolig, men jeg gik jo med det inde i mig selv, for børnene
måtte ikke mærke noget, Svend Aage var som sagt seks år, men Bodil kun tre
og et halvt.

            På et tidspunkt spurgte Svend Aage, mor får vi så ikke en hel
masse penge, hvis far nu ikke kommer hjem igen, jeg mente, at det fik vi nok
ikke, for hans far havde ikke tegnet nogen livsforsikring, drengen syntes
selvfølgelig, at hans far var rigtig meget værd, og jeg måtte trøste ham
med, at hans far var meget dygtig til at finde en udvej, og nok skulle komme
hjem.

            Imens kæmpede Viggo og Magne for livet ude på Fjorden, da de
havde stanget en times tid, måske halvanden opdagede Viggo, at han kunne se
på stangtømmeret, at isen nu begyndte at bevæge sig.

            Da han så op kunne han  se, at de stangere  der havde stået
nærmest var på vej ind, så skyndte de sig selvfølgelig at pakke sammen og
fik knallert og cykel igang, men da de nåede dertil, hvor de andre var
kommet over var der for meget åben vand til, at de kunne komme den vej i
land.

            Og nu begyndte isen for alvor at skride, det knækkede og det
bragede i isen, og vinden tog til.

            Så stod de tilbage på en stor isflage som de så prøvede ved
hjælp af deres stangtømmer at dirigere efter Østre Strand til, men
vindretningen var ikke gunstig, og de blev enige om at lade sig drive med
strømmen i håb om, at de kunne komme i land på Venø.

            Fjorden blev i mere og mere oprør, og store isflager tørnede
sammen og rejste sig ind imellem høje som huse, så det var en virkelig
farefuld sejlads.

            Min mand var meget fortrolig med vand og is, og han var god til
at tage tingene roligt, hvordan Magne har haft det, er ikke godt at vide.

            På et tidspunkt kunne de se den store isflage de stod på var alt
for stor til, at de kunne magte at dirigere den dér hen, hvor de vill, så de
tog beslutning om at komme over på en mindre som de bedre kunne styre med
deres stangtømmer, de fandt så en bedre egnet isflage som de fik bjerget sig
selv og knallert og cykel over på.

            Man kan godt sige de arbejdede i deres ansigts sved for det var
virkelig hårdt arbejde at få isflagen den vej de ville, for det var jo
naturens kræfter de var oppe imod.

            Imens gik jeg jo derhjemme og frygtede det værste, og måtte
sætte min lid til, at min mand var meget kendt med forholdene ved fjord og
strand, men efterhånden som klokken blev fem og halv seks var jeg ved at tro
det værste.

            Ude på fjorden havde Viggo og Magne efterhånden fået sig
arbejdet hen mod Venø, oppe langs med stranden var deres kræfter også ved at
slippe op, men så fik de heldigvis øje på en mand der kørte traktor på en
mark, ham kunne de slet ikke råbe op, men som de var ved at tabe modet så de
til deres glæde nogle fiskere ved stranden, de stod og så på sceneriet med
isen der drev.

            De kom dem til hjælp, de bandt noget reb på en oliedunk og smed
ud til dem, for på den måde at trække dem ind, med det resultat, at de trak
isflagen under vandet, så var der ikke andet end at gøre end sætte en båd i
vandet, og på den måde få dem bjerget ind til  land.

            Fiskerne fik selvfølgelig de ål de havde fanget, det eneste de
havde mistet var en termoflaske, og et par stang vanter.

            Knallerten og cyklen havcde de heldigvis fået bjerget.

            Nu fik de en snak med fiskerne, mens de drak det sidste kaffe de
havde, og fik en tiltrængt smøg, og så sejlede fiskerne dem over til
fastlandet.

            Det var en farlig sejlads på den isflage.

            Viggo talte meget om, at han ikke kunne forstå, at de stangere
der stod dem nærmest ikke havde varskoet dem i tide da de så, at isen skred,
de blev jo selv opmærksomme på det ved, at de holdt en kaffepause, for så
stod stangtømmeret i hullet de stangede i, Viggo fik herved øje på, at isen
drev hen mod tømmeret, nå, nu var det ihvertfald overstået, og det var med
at komme på knallerten, og hjem i en fart.

            Dérhjemme gik jeg og vred mine hænder, og børnene blev jo ved
med at snakke om deres far der ikke var kommet hjem, og det var ved at
mørkne nu, jeg tænkte også på Magnes kone, hun måtte da også være urolig.

            Dengang havde vi jo ingen telefon vi sådan lige kunne ringe på,
klokken var efterhånden et kvart i seks da vi hørte lyden af en knallert, og
så var alle glade, for nu var far hjemme igen, og vi fik hele historien om,
hvordan det var gået til, så derfor  kan jeg fortælle om det i dag.

            En af de fiskere der reddede dem hed Nikolajsen, og ham fik vi
lidt forbindelse med en fem til seks år senere, eller i hvert fald hans søn,
Svend Aage havde smidt en flaskepost i vandet som havnede på Venø, og den
blev samlet op af Nikolajsens søn, de to drenge skrev til hinanden, og det
var meningen de skulle ses, men sønnen fra Venø skulle ud at fiske så det
blev ikke til noget.

            Femogtyve år senere var jeg på en chartertur til Mallorca sammen
med min datter, det var ét år efter min mands død, og dér traf vi en sød
dame fra Viborg, som vi var meget sammen med på turen, det viste sig, at hun
var  datter af Nikolajsen på Venø, dét synes jeg var meget sjovt.

            En anden gang uheldet var ude var dengang fire stangere fulgtes
ad, Viggo, Ville, Kaj og Ejnar cyklede over isen op langs med Venøs kyst.

            De mente der var et sted i nærheden af nogle store sten, hvor
der skulle være ål, da de manglede cirka en kilometer i at være dér kunne de
se fremad, at der ligesom havde været en våge eller rende der var frosset
til igen, de snakkede frem og tilbage om de skulle cykle en længere vej
udenom, men Ejnar mente, at de sagtens kunne køre over, hvis de kørte
hurtigt, én og én  ad gangen, og han ville godt lægge for, og som sagt så
gjort.

            Ejnar susede frem med det resultat, at både cyklen og ham selv
endte i vandet, de andre fik hurtigt et stangtømmer lagt over renden, og fik
Ejnar og cyklen bjerget.

            I kan godt begynde at grine sagde Ejnar da han var vel oppe,
Ejnar måtte jo vende næsen hjemad i en vis fart for at få tørt tøj på, det
var heldigvis helt stille vejr, og solskin, så det var ikke særlig
koldt......... Jeg gik netop udenfor huset i det gode vejr da Ejnar kom
gående med sin cykel, og han fortalte jo så  hvad der var sket, jeg tilbød
at hente hans kone Ruth der var på besøg hos sin mor, for han skulle jo
trøstes oven på sådan en gang buksevand, og have noget tørt tøj på, og måske
ville det gøre godt med en romtoddy.

            Da de øvrige stangere kom hjem hen under aften havde de næste
ingen ål med, men alle beregninger af den art ,kan jo nemt slå fejl.

            Det jeg har fortalt om hér var jo ud over det sædvanlige, de
fleste gange gik det mere stille og rolig.

            Jeg tror de fleste stangere var godt trætte efter en dag på
isen, men dengang gik håndværkerne ofte arbejdsløse om vinteren, og så var
jo rart med et gratismåltid mad på bordet.

            En anden gang min mand var ude på stang på Kilen blev det
pludselig meget tåget hen mod aften.

            Viggo ville prøve at finde i land ved Hasselton, han kendte jo
Kilen og omegnen som sin egen bukselomme.

            Men når det er meget tåget vil man jo gå i ring.

            Han prøvede at råbe, og han fik også svar fra en af de andre
stangere, han gik efter lyden, men det varede noget inden han fandt frem til
ham der svarede, det var for resten Juul Olsen, ham er der nok nogen der kan
huske, han havde et lille træsko beslag firma i laden på Strandgaarden i
Bremdal.

            Hér lavede han træsko beslag af gamle bildæk.

            Da Juul var kommet i land havde han fået en ordentlig "Gaje" for
isen var ved at løsne sig ved land, så det har nok været ved at gå over i
tø, Juul fik støvlen tømt for vand.

            Nu var de så kommet på land, men hvor var de?

            Ved nærmere eftersyn af terrænet omkring dem viste det sig, at
de var meget længere omme mod Resenborg til, end det var ved Hasselton, men
det vigtigste var, at de var kommet i land.

            Det kan være yderst farligt på Kilen og Fjorden i tåge, og især
når mørket så er ved at falde på er der jo stanghullerne at tage sig i agt
for.

            Dette var de små historier om Ålestang på Kilen og Fjorden.

            Anna Bojesen

Stinne fortæller

Hendes far Kristen Jensen havde fortalt engang, at Søren Wolsen
(Olsen) og hans kone Ingeborg var ude at køre en tur i hestevogn en søndag eftermiddag, men Søren havde vist fået for mange dramme for pludselig væltede vognen, og hunden som de havde med var nu sprunget op ovenpå vognen som jo nu vendte bunden opad, den gøede af fuld hals.
Ingeborg og Søren lå under vognen, men var ikke kommet noget til.
Søren råbte: Indeborg, Indeborg, (han kaldte hende altid Indeborg i stedet for Ingeborg ). Æ hund gøer op o æ lovt.
Søren var nok både fortumlet efter faldet, og ikke helt ædru
endnu siden han troede hunden gøede på loftet.

Under redigering

---

Side 1
Når jeg i tankerne går tilbage til barndommens tid, er der så
mange ting der træder frem, enkelte ting klarere end andre. Jeg ser
"Elmely"som det så ud sidst i tyverne, med stråtag på udhusene, og med
møllen som var den eneste kraft vi havde til tærskemaskine og kværn. Selve
mølleloftet var noget helt for sig selv med de store møllesten og spindelvæv
med hvidt støv i, det var et yndet gemmested når vi legede skjul. Laden
byggede far selv, han kunne nemlig andet og mere end smede og drive
landbrug, murerskeen  lå altså også godt i hånden på ham, i laden var der
lerstampet gulv dengang, og jeg tror forresten der er en stump tilbage
endnu. Jeg husker når far og Mads Kusk svang plejlerne, dum, dum,dum,dum, og
alle kernerne sprang lystigt, jeg synes der er et romantisk skær over det
nu, men det har jo sikkert været hårdt arbejde. De første år af min barndom
har jeg været inde på i det foregående. Fra 5-6 års alderen kom jeg med når
far og mor og folkene, enten det var fremmede tjenestefolk eller det var
mine søskende, skulle i mosen. Det var ligesom en festdag når vi fik
madkurven pakket og blev stuvet i vognen, og det gik for fuld trav i godt
solskinsvejr. Far og karlen gravede tørv, mor og pigen skruede dem så de
kunne stå og tørre, vi børn løb og legede og drak vand fra kilden, det var
en naturkilde, og vi syntes vandet smagte langt bedre dér end derhjemme,
måske var vi bare mere tørstige. Når vi trætte og udasede lagde os på puden
om aftenen sov vi straks. Jeg synes de bybørn der ikke oplever en sådan dag
går glip af noget godt og værdifuldt. Hvad jeg sådan husker af dagligdagen
er vel mor ved komfuret med den evige laven mad, særlig til højtiderne
skulle der jo koges og bages, mor er et helt unikum på det felt, min mand
sagde engang: Ja du er god til at lave mad, men så god til at lave mad som
din mor er du nu ikke, men mor har jo også efterhånden mange års erfaring,
og jeg håber så rutinen kommer mig til hjælp med tiden. Megen tid gik jo
også med rengøring og vask, og sådan noget som at male vores køkken
besørgede mor selv dengang, så kom søster Lene, og så kan det nok være
penslerne gik, vi børn blev jo kistet med, at vi ikke skulle røre malingen,
og når jeg skriver vi børn, var det søster Janne. Lenes Karen, og jeg selv,
engang imellem var også Edith og Mads med, så vi var jo nok til at løbe i
vejen. En anden kær beskæftigelse for mor og Lene var at hænge gardiner op,
Lene var nu så perfekt til at stryge dem, og mor skulle sætte snesevis af
knappenåle fast, som det brugtes dengang, det var nu et helt kunststykke at
få disse stivede gardiner til at falde i de rigtige folder.

---

Side 2
En stor del af min barndom opholdt jeg mig hos Lene og Kristen,
altså min søster og svoger, ja ikke til stadighed, men i små bidder. Lene og
Kristen boede dengang i Opperby, og det varede ikke længe før jeg selv kunne
gå alene fra "Elmely" dertil, de første gange løb jeg helt ned i grøften,
hvis der kom en af disse hersens biler, som dengang var ret sjældne at se.
Karen hentede mig ofte, hun var mere frimodig end jeg, skønt hun var et år
yngre, således var det også hende der skulle forlange strømper, når vi en
enkelt gang skulle gå alene til Lem efter varer, vi handlede jo altid  hos
Anna (Hald) Langhoff, som dengang havde Tricotageforretning i Lem, det er
mors søsterdatter, og hun havde virkelig de fineste filinstrømper der rigtig
kunne knirke. Svoger Kristen var ikke fedtet med en 50 øre, og der var
næsten ingen ende på, hvad man kunne købe for den, så vi snoldede tit ved
"Slik Thora". Ingrid og Sørens bryllup er noget af det første jeg kan huske
af større selskabelighed, dog husker jeg ikke brud eller brudgom i den
forbindelse, men derimod de lange borde og bænke der var stillet op. Da
Krista havde plads i Lem Nygaard, som dengang var en meget stor, og gammel
firlænget stråtækt gård, var jeg flere gange ovre at besøge hende. Jeg
husker Søren Trærup som var ejer dengang, han ville gerne sige noget sjov
til mig, men jeg var nu lidt bange for ham, det var jeg forøvrigt for de
fleste, i det hele taget var jeg noget, om ikke just sky, så meget "fjale",
som man siger på jysk. Jeg havde en for mig stor oplevelse en dag jeg
besøgte  Krista i Lem Nygaard, og det var at tale i telefon, søster Karen
var jo på Centralen i Lem, og så fik jeg lov at tale med hende, eller hun
med mig, for jeg sagde nok ikke mange ord. Vi havde haft telefon i "Elmely",
men havde det altså af en eller anden grund ikke mere, vi havde vel ikke
noget videre brug for den. En anden stor oplevelse i forbindelse med Lem
Nygaard var, at da den brændte efter et hæftigt tordenvejr en morgen
overværede jeg branden, jeg kan endnu se for mig, hvordan luerne slog ud
gennem de små sprængte ruder, og hvordan folk løb for at redde kreaturerne.
Af de mere fredelige oplevelser var dengang da Karen var med til dilletant i
Lem, selve forestillingen mente man jeg var for lille til at overvære, men
der var jo så meget andet spændende der foregik, de skulle låne noget af
gammelmors tøj, og da aftenen oprandt skulle krøllejernet i sving ,så håret
kunne blive kreppet som de sagde, jeg tror sommetider det blev svedet som
det papir jernet blev prøvet på.

---

Side 3
Karen ja, jeg var nu hendes kjælle pige, det var jo næsten
altid hende jeg hang om, hun kunne ikke stå for mig, mor havde så mange
tusind ting at se efter, jeg husker tydeligt Karen gav mig en smuk perlekæde
den dag hun skulle flytte hjemmefra for første gang, jeg har den forøvrigt
endnu. Hun skulle nu ikke flytte særlig langt, kun til Chr. Rimmers i Vester
Lem, men jeg syntes det var frygtelig langt. Når Karen kom hjem om aftenen
tog hun et nap med nede i haven, sammen med Johannes. Karen har nu altid
været gevaldig til at give et nap med. Jeg blev aldrig kaldt andet end
"Bette Anna", jeg er jo opkaldt efter fars første kone, det "Bette Anna"
hang ved i mange, mange år, helt frem til idag kan mor sige: "Bette Anna"
husk nu ál de sager, når vi skal hjem efter besøg.
            ( Det kan nemlig godt være "Bette Anna" glemmer noget). Disse
første år af min barndom var særlig lyse og lykkelige, snart blev jeg så
stor, at jeg kunne cykle ture med far, selvfølgelig havde jeg ikke selv en
cykle, men en af de voksnes cykler var da så udmærket. Far og jeg cyklede
helt til "Elkær" ved Vinderup, hvor søster Krista og hendes mand Vilhelm
Dahl boede de første år efter deres giftermål. Vi gjorde ophold hos flere af
fars bekendte undervejs, vel mest for, at jeg ikke skulle blive træt, særlig
husker jeg "æ gammal Rusbjerg", som boede på Remmen syd for dæmningen ved
"Hostrup", hans milde øjne og lange hvide skæg står tydelig for mig endnu,
hans kone var i mørkt tøj og snakkede venligt til mig og gav mig småkager.
Far havde en egen evne til at kunne snakke med alle mulige folk, jeg tror
næsten han holdt mest af småkårsfolk, og var der en, der var lidt anerledes
gik far ham ikke forbi, jeg husker en mand som kom en del hos os, mens vi
boede i smedien i Vester Lem, det kan være ligegyldigt, hvem han var, for
han var slet ikke fra Lem, men kom langvejs fra, ham kunne far snakke med i
timevis, mor og jeg syntes det var et underligt venskab, men denne mands
fantastiske historier kunne far tage med en alvorlig mine, jeg tror han
morede sig indvendig, måske havde han også lidt ondt af manden. Det var
vores tur jeg kom fra, jeg morede mig herligt, og kunne få brugt kræfterne,
og fik en hyggelig sludder med far, det er disse øjeblikke man dvæler ved,
nu man ikke har ham mere, og så tåger det for øjnene, så man hverken kan se
pen eller papir. Da vi om aftenen kørte hjemad, skulle jeg køre først for at
vise om jeg kunne huske vejen, at det var mere fordi jeg skulle bestemme
farten tænkte jeg ikke på dengang, at vi skulle ind over stien ved Ejsing
var en selvfølge, vejen udenom var længere, og så var stien jo mere
interessant, dér var jo fuglelivet at se på, og måske smuttede der en hare
op, far skulle nu altid have os ind på de mest forunderlige smutveje når vi
var med ham.

---

Side 4
Jeg husker engang vi var i Sdr. Lem til flugtskydning, da var
jeg en 14-15 år, vi kan lige stikke igennem her sagde far, vi kom ind i en
masse krat og mor jamrede sig over silkestrømperne, da vi længere fremme
nåede stien, hvor der var mere fremkommelig lå der en stor hugorm og solede
sig, og så var mors tålmods reserver opbrugt, så det var godt vi straks var
ved vejs ende. En anden gang gik vi til Lem fra Stærdahl i Vester Lem, og
hér havde far anbefalet en bestemt markvej, at den så var ufremkommelig i
små sko havde far nu desværre glemt at sige så det var sko helt ukendelig af
pløre vi kom hjem i. Far havde i årene omkring 1927 næsten et helt hønseri,
det var brune Italienere og nogle få Rohde Island. Mor har skrevet salg af
rugeæg op for foråret 1929, og det bliver over 1000 æg i småsalg, det var jo
meget på den tid, det er først efter den tid de store hønserier er dukket
op. Jeg kan huske den gang jeg var helt lille, at hønsene gik i stalden og
møddingen, og hvor de ville, men så fik far sat lidt system i det ved at
lave en stor hønse gård, hønsehuset havde han bygget før jeg kan huske af
resterne fra mors hus i Søndermarken. Jeg kan godt huske folk kom og købte
rugeæg, jeg kan også huske far kørte mælk, og i hans dagbog står der  Jens
P. Jensen, Hindborg 1 vogn til mælk købt for 325 Kroner til 1ste november,
der står desværre ikke noget årstal, men det har nok været sidst i tyverne.
Men trods det far havde så meget om ørerne, var han aldrig for træt til at
lege med mig, ride ranke skulle jeg hver aften, men når far kravlede ned på
alle fire, og storkede afsted som et uhyggeligt dyr blev jeg frygtelig bange
og krøb i ly ved mors skørter, men et øjeblik efter syntes jeg jo det var
sjovt igen, bim bam, æ præst å æ dejn er li' lang var en af fars lege, så
svang han mig helt op til loftet, stå på hovedet kunne han også, han var
endda meget dygtig til det, og han var da ikke helt ung længere, sidst i
halvtredserne. Far sagde altid når vi børn spurgte, hvorfor han var så
skaldet: "Fordi jeg var med til Uglspils bryllup og dér dansede vi på
hovedet", og så var den nysgerrighed stillet, for det var jo meget
spændende. Men trods fars ihærdighed, for han var ihærdig når man tænker på
han stod op ofte halv fire om morgenen, og skulle ud og se til sine fæller
før han skulle afsted med mælkevognen eller have Johannes sendt afsted, så
hjem og spise til middag, og derefter et kort hvil, og så i marken til langt
ud på aftenen, i sommertiden spiste vi eftermiddagsmad Kl. 4 som bestod af
pålægsmad og kaffe, og om aftenen når de var færdige i marken, fik vi så
vores "Nætter" (gammelt jysk udtryk), som bestod af kartofler med flæske
terninger eller kærnemælks grød med mælk eller måske rødgrød med sukker
mellemmadder, som stadig er en lækkerbidsken for mig.
            Når jeg tænker på disse år sidst i tyverne var de fyldt med
tryghed, og en varm glæde for mig.

---

Side 5
Jeg går igennem den lange gang i bryggerset, til den ene side
står alle vores træsko imellem hverandre store og små, men alle med
halmvisker i, jeg har hørt min far og bror er gået ind til middagen og nu
stiler jeg selv efter madduften og den fredelige stund med mine forældre og
søskende. I køkkenet møder mig en ram lugt af kartofler der koger med skræl
på, emmen fra den store gryde stiger op mod loftet og fordeler sig i tunge
skyer, vandperler fra dampen løber ned ad væggene, den gule og blå vægflade
er hel mat. Min mor løfter nu gryden og flammer fra tørveilden står langt op
og kaster ildglans over hendes ansigt som er rødt og hedt og indrammet af
viltre krøller der ikke vil holdes i ave af sidekammene, ej heller af
nakkekammen med sølvpladen, en sølvnål er stukket dybt i hårknolden bagpå,
og kun sølvkuglerne stikker frem. Mor tumler med komfurringene for at få de
rigtige lagt på, og de andre hængt på krogene i baggrunden, hun løfter
gryden op, men på grund af dens vægt går hun lidt foroverbøjet med den ud i
bryggerset, hvor hun hælder vandet i rendestenen, et hul ud igennem muren
med afløb til en grøft udenfor, nu er det herude dampen stiger til vejrs.
Mens mor og Karen piller kartofler, står min bror Johannes med det ene ben
på tørvekassen og læser avis, og mens far har travlt ved sit skrivebord i
stuen, kravler Janne der lige er kommet hjem hæsblæsene fra skolen, og jeg
om på bænken ved vinduet, "hvor meget koster ålene pundet" spørger hun, jeg
kigger flovt ned på mine strømper som hænger grusomt i ål.... Det stegte
flæsk bliver sat på bordet ved siden  af den tykke melsovs og de pillede
kartofler som er hvide og melede. De voksne taler sammen da de har fået den
værste sult stillet, vi børn sidder ganske stille, det kunne aldrig falde os
ind at tale med. Efter flæsket får vi øllebrød, det er nu kun vand og brød,
men det smager forjættende, mor har nemlig pisket æggeblommer i sukkeret
uhmm. Efter middagen går de voksne ind og sover til middag 1 time og vi går
om til stien syd for gården,
            derfra kan vi se trafikken på landevejen, måske er vi heldige at
se en bil.

---

Side 6
Det er den 17. juli, altså mors fødselsdag, alt står i festens
tegn, rent og hvidskuret overalt, det store bryggersgulv er skrubbet i
dagens anledning, det er ellers noget der kun finder sted om lørdagen, en
revne i cementgulvet samler vandet,og på det sted vil gulvet ikke tørre,
vandet står blankt midt i, og breder sig i groteske figurer ud til siderne.
Køkkenet er opryddet, mor har et stort hvidt forklæde på, og finder et pund
chokolade frem, på indpakningen spejler Koldinghus Ruin sig i søen.
Chokoladen bliver brækket i stykker, og jeg får en tern, jo vist er det en
dag helt anerledes end andre, resten bliver smeltet i vandbad, og et stort
fad sødmælk bliver hældt i gryden. Søster Lene ankommer først og hjælper til
med at dække bord, hun har også et hvidt forklæde over den blomstrende kjole
(knap så voldsom som mors), med rappe tag rydder hun det runde bord, og
sætter plader i midten, og enderne skubbes sammen, det sidste må mor hjælpe
med, mens dagens menu diskuteres diskuteres for og imod. De nye kopper med
guldkanten bliver taget frem af bufeten, jeg kigger mig i spejlet ovenover
og smiler for jeg bliver bølget og skæv efter som jeg flytter mig på stolen.
Gæsterne ankommer par efter par det er mors søskende den dag. Onkel Møller
har også fødselsdag, han triner høj og svær ind ad døren, mit blik fanger
det store røde modermærke ved hans ene øre, og jeg undres over, hvor han har
fået så megen rød maling på sig. Moster Kirsten kommer sammen med Marie,
moster har haft fødselsdag den 16.de, som børn holdt de fødselsdagsfesten d.
17. de alle tre, og der gik flere år før mor anede, at Kirsten var født den
16. juli. Mine brødre Arnold og Johannes kommer snart i snak med fætter Mads
der har bil, har man nu kendt sådan en flothed, nu ville man kalde den en
H.G.F.(høj gammel Ford), men dengang var det ret enestående at være
selvejer, det viste sig også senere, at Mads var der "krummer" i, eller skal
jeg rette det til kræmmer, han var ihvertfald dygtig til handelen.

---

Side 7
Tøjet bobler og syder i vaskekedlen, det er dagen før den
egentlige storvask begynder, og  der skal skiddenkoges, det gjorde man
dengang, det mest snavsede tøj blev puttet i kedlen og kogt rigtig grundig,
det fik lov at stå til næste dag i sæbevandet. Vaskemaskinen bliver fundet
frem, det er vældig sjovt at svinge stangen ( håndtaget kan jeg ikke nå)
frem og tilbage, så gynger hele maskinen som en luftgynge frem og tilbage
længere og længere op til siderne. Mor er oppe særlig tidlig en vaskedag,
hun skal have fyret under kedlen før der spises davre, allerførst skal hun
naturligvis ud at malke. Når jeg kommer op er vaskeriet i fuld gang,
Johannes han trækker vaskemaskinen, far bærer vand ind i transportspande og
mor står ved vaskebrættet, og går kraver og manchetter efter, og hvad der
ellers er meget snavset. Jeg går ud i læbæltet for at finde pinde, for jeg
ser der skal bruges en masse brændsel under kedlen,og det er med en følelse
af at  have udrettet en masse, jeg afleverer en hel håndfuld småpinde, mor
lader mig da heller ikke mærke andet, hun roser mig tilmed og lover,at så må
jeg få potten at vaske dukketøj i, og den lille skamle at sætte den på, så
er højdepunktet for dagen nået for mig, jeg svulper med vandet så
sæbeskummet står mig helt op om de opsmøgede ærmer, bagefter får jeg lov at
skylle og hænge tøjet ud på tjørnehækken, anden tørresnor findes ikke, ja så
naturligvis græsmarken som bliver ivrigt benyttet til duge, lagner og finere
ting som kan rives på hækken. En vaskedag af denne slags var lang, det var
jo ikke få stykker tøj der gik gennem mors hænder, og det var mange gange,
fra det blev iblødsat i "sodavand", og til det blev strøget eller rullet på
den store skubberulle med mægtige kampesten i, og så  lagt i skuffer og
skabe.

---

Side 8
Det er frostklar, fuldmånen sender sit spøgelseslys ud over
egnene, det er lyst næsten som dag, det virker på en gang smukt og
uhyggeligt, men stemmerne lyder underlig klare i stilheden. En hund gøede
langt borte, da vi går forbi Jens Møllers gård, kan vi høre kreaturernes
lænker rasle. Vi går dér som en lille klump mennesker, de eneste på
jordkloden, nej nu kommer der mindsanten et par cyklister, vi er altså ikke
de eneste alligevel, fars jernbeslåede træsko træder taktfast på den frosne
grusvej, søster Lene går i hvilestilling med armene over kors på brystet,
jeg tror det er hendes yndlingsstilling, hun går så tit sådan, hun og mor
går og småsludrer om ting der er sket, og ting der antagelig vil ske.
Kristen fortæller en historie om en eller anden han har kendt i sine yngre
dage, Kristen fortæller godt, kvinderne slipper deres sludder og skal lige
høre pointen af historien. Karen og jeg løber og leger tagfat henad vejen
over grøften rundt en telefonpæl, ind imellem står vi stille og lytter til
pælens snurrende sanglyde.
            Vi går ned ad bakken til stien der går over J. Chr. Jensens mark
ved mergelgraven, Lene siger; at det er alt for langt de er gået med, for vi
er jo snart hjemme, så vender de om, og Lene, Kristen og Karen, far og mor,
og jeg går videre, jeg er træt og vil bæres, far løfter mig op på sine arme
og bærer mig som et spædbarn, jeg hører hans regelmæssige kraftige åndedræt,
og til den falder jeg i søvn. Jeg blev båret af kærlige hænder, og med
kærlige hænder lagde mor mig i seng.
            En dag var til ende....

---

Side 9
Symaskinen snurrer, trykfoden traver målbevidst hen ad tøjet
efterladende et lille fint fodspor, tøjet den løber henover er sort i bunden
med lilla mønster, endelig klipper mor den sidste tråd, og mit nye forklæde
er færdigt. "Må jeg tage det på med det samme?" spørger jeg, og står op på
tæerne for at virke større, jeg ved jo nok de store får lov til så meget.
"Ja, men så må du ikke spilde på det når du skal have din "nætter"
(aftenkaffe) siger mor. Selvfølgelig skal jeg ikke spilde ned ad et helt nyt
forklæde. Mor trækker det over hovedet på mig, det er næsten som en hel
kjole med fint rynket nederdel. Symaskinen bliver flyttet væk, og bordet
tørret af, hvorefter maden bliver sat frem, jeg får endda lov til at få
kaffe i stedet for mælk, men ak, hanken glider i min hånd og kaffen styrter
i kaskader ned over mit nye forklæde, mor skælder ud, og jeg får ikke mere
kaffe, og den bette slant der er tilbage smager slet ikke godt fordi mor er
vred . Lidt efter kommer Janne og jeg i seng, mor har glemt sin vrede, hun
lader i det hele taget ikke solen gå ned over sin vrede, hun putter dynen
godt om os, og siger, "Sov nu godt i Jesu navn".

---

Side 10
Stuerne summer af stemmer, og klirren af porcelain høres fra
køkkenet. Den grønne buste af den armløse Venus figurerer med flot næse og
tomme øjne på sin sokkel, de polstrede møblers fjedre synker for en gangs
skyld dybt af menneskers vægt, det er kun få gange om året de benyttes,
nemlig på en festdag som denne den 19. januar. Jeg har tandpine, en
frygtelig konstant vedholdende smerte. " Åh, kom og leg med bette Anna"
råber en af kusinerne gennem larmen "så går tandpinen snart over" Skal vi
ikke lege panteleg henvender hun sig til de andre, og snart trommer mange
par fingre løs på det blankpolerede bord, "En kat kan flyve, en hest kan
springe og hænderne flyver i luften, nogle på de forkerte steder, og så skal
der gives pant og efterhånden er de alle kommet af med en pant, og så kommer
det sjove ved legen," Hvad skal den gøre som denne pant tilhører, det kan
være de utroligste ting man skal op i, en skal sige goddag på fransk,
hvilket består , at vedkommende skal ud af stuen, og en af de andre får sin
lange strømpe stoppet ud med klude og skoen sættes på, det rigtige ben
sætter man sig på, og det falske ben hænger ned ved siden af det rigtige,
det ser meget troværdig ud, når den der er ude kommer ind og skal sige
goddag til foden i stedet for hånden ryger benet jo langt hen og latteren
runger. En anden skal gå over en forhindring, en række af stuens fine vaser
og ting bliver stillet på gulvet, og så skal man prøve at gå over uden bind
for øjnene, og bagefter med bind for øjnene. Sagerne tages lydløst væk efter
at bindet er bundet for, og det ser meget komisk ud når vedkommende går som
en stork hen over det tomme gulv, sådan legede vi en tid lang, og ganske
rigtig jeg glemte min tandpine. Den næste leg var, mis, mis, mjav eller,
hvad den nu hedder, vi lavede en rundkreds af stole, hvor vi satte os og min
kusine fik bind for øjnene, mens vi andre byttede plads, hun stilede lige
mod mig og satte sig på mit skød, meget forsigtig da hun kunne mærke det var
en af de mindste, "lille mis" sagde hun, og jeg vidste jeg skulle fordreje
stemmen i et "mjav", det blev et meget spinkelt "mjav", jeg var så genert,
hun gættede selvfølgelig forkert og jeg slap, men hvor var det morsomt at
lege med, den sidste leg var gerne blindebuk, for så fo'r vi gerne sådan
rundt og lavede støj, så de voksne foretrak at få os til chokoladebordet,
for dog at få en ende på al denne virak. Jeg husker mange af den slags
fester, det er fars fødselddag, og derfor flest af hans familie, og der er
flest kusiner og kun et par fætre. Engang havde jeg samlet nogle toører på
en snor og gav far dem, han var meget lykkelig for dem sagde han, vi fik
ihvertfald en sludder mens jeg sad på hans skød og legede med pengene, og
lod dem glide frem og tilbage på snoren. Far og mor gav ikke hinanden gaver
på fødselsdagene.

---

Side 11
Søster Janne, Erna Lundgaard og jeg selv legede i en stor
sanddynge vi havde liggende i gården, den var vel tildels beregnet til at
blande i cement når der skulle mures, men vi børn morede os kostelig, Janne
var en mægtig konditor, hun kunne lave de fineste flødeskumskager af sand og
så pyntet med kalk, at kalken var hård ved huden tænkte vi jo ikke på, jeg
kan godt huske, at det faktisk var forbudt at gå til kalkkulen, men hvad,
der kunne jo laves mange kager før det blev opdaget. Det var hen mod aften
og far kom hjem efter en Skivetur, han havde 2 Påskeæg med, jeg var nok
bisset ind efter far, for mor gav mig æggene og sagde"Det er til jer Anner"
(altså Janne og jeg), jeg hørte det som det er til dig og Erna, og forsvandt
med æggene. Janne tog det meget fortrydeligt op, at hun intet fik, vi delte
dog søsterligt med hende, og alt var idyl indtil mor senere erfarede
fejltagelsen, så fik jeg jo en ordentlig røffel. Påskedag var alt dog glemt,
og det år var det så varmt, at vi kunne ligge i græsset ved stien mod Syd,
bierne summede, knopperne på træerne havde et grønligt skær, vi nød rigtig
denne varme forårsdag. Så pludselig stod Krista dér i stiveste puds, grøn
kjole med vesteindsats og fine højhælede sko, hun hilste på os og rakte frem
af en papæske 2 store chokolade Påskeæg. Janne og jeg blev helt chokerede,
jeg tænkte det var godt der ingen misforståelser kunne ske idag. Vi fattede
os ret hurtigt og gik med ind og skulle vise æggene frem.
            Krista kom så vidt jeg ved fra Skive, hvor hun havde plads.

---

Side 12
En eftermiddag sidst på vinteren skulle 1. kl. meldes til
skolegang. Jeg var 6 år, blev først 7 d. 21. september, men kom alligevel af
sted, ærlig talt tror jeg min mor havde gjort klog i at have ladet mig vente
et år mere, men måske har jeg plaget for at komme i skole, det husker jeg
ikke, lille som jeg var og uvant med at omgås andre børn, blev det første år
en rædsom tortur for mig. Det blev noget sent før mor blev færdig til at gå
til skolen med mig den dag jeg skulle meldes ind,og de andre havde allerede
været der, vi kunne se Karla og hendes mor som små prikker ovre ved
"Nygaards" træer. Jeg var ikke genert for lærerinden, for hende kendte jeg
fra gentagne besøg hos os, det var den søde Frk. Skrydstrup. Vi fik en tår
kaffe og sludrede, jeg kan huske jeg var glad for de andre var gået hjem.
Den 1ste april da vi virkelig skulle begynde med lektierne var mødrene også
med, det var ikke nogen stor klasse 6 piger og 2 drenge, vi børn skulle lege
i skolen mens mødrene fik kaffe. Før jeg vidste af det gav en af de andre
piger mig en knaldende lussing, hvad jeg havde gjort aner jeg ikke, hun
syntes vel bare jeg så så øretæveindbydende ud, pigen hed Ellen erfarede jeg
senere, Ellen i "æ fattighus", og det navn har sikkert været svært at bære,
hun var nok vant til at slå først. Hvordan jeg kom igennem resten af tiden
står uklar for mig, det eneste jeg husker er faktisk den lussing... Men det
var kun begyndelsen, senere skulle jeg igennem sværere ting som i 2den da
nogle af klassen havde aftalt med 2 drenge, at de skulle fange mig først i
kædetagfat fordi det var jo ydmygende at løbe imellem 2 drenge, så kunne de
jo rigtig drille mig, jeg løb og løb som for livet, jeg var ganske varm i
maven tilsidst, og drengene havde endelig fået mig ind mod muren så jeg ikke
kunne slippe fri, jeg begyndte at tude, så turde de ikke røre mig. Det
første skoleår var et eneste mareridt for mit ømfindtlige sind, de eneste
øjeblikke jeg nød i forbindelse med skolegangen var timerne jeg tilbragte
sammen med Frk. Skrydstrup, hvis jeg kom først om morgenen så kom jeg nemlig
med ind til hende i privaten så længe indtil der blev ordentlig varm inde i
skolestuen, og disse øjeblikke var som perler i mine ellers triste
skoledage. Frk. Skrydstrup var og er et prægtigt menneske og en dygtig
pædagog, vi ville huske en ting bare for at kunne glæde hende. Alle syntes
godt om hende og det var nemlig det fortvivlende, rygterne ville, at en gift
mand var kommet til at synes for godt om hende, jeg vil og kan ikke tro Frk.
Skrydstrup har gjort noget forkert, og det var vel netop det der gjorde, at
hun tog sin afsked, jeg ved min far bad hende så mindelig om at blive, han
vidste hvor meget vi børn holdt af hende, og kunne godt se hun var en dygtig
lærerinde. Jeg blev frygtelig ked af det da jeg erfarede hun skulle rejse,
jeg forstod ikke dette grusomme, og på dette tidspunkt var hun det bedste
jeg havde næst efter far. Den dag kom jeg til at tænke på alle de
forskellige minder, f. eks. den dag Frk. Skrydstrup ville lukke et vindue
øverst oppe, og glasskårene regnede ned over hende, ét ramte hende over
munden og flækkede overlæben, blodet strømmede, og nogle blev sendt efter
bil til at køre hende til læge, telefon var der ikke i nærheden. Dagen efter
mødte vi op, men hun kunne ikke holde skole, og bedrøvede gik vi hjem, det
var skrækkeligt vi ikke kunne komme i skole de første par dage. Eller den
dag da min niéce Karen Jensen holdt fødselsdag med alle i klassen og
".Skrydstrup" skulle komme og lege med, vi drak chokolade, og ingen
"Skrydstrup" kom, vi begyndte at spille rundbold, og hun kom stadig ikke,
jeg tror at vi alle var rigtig sure i hovedet, men pludselig dukkede
lærerinden op på sin cykel, og så var alt i samme øjeblik som fortryllet, nu
kunne vi rigtig se solen skinnede, og græsset var grønt, de dystre granner i
baggrunden fik et hyggeligt skær og lyngbakkerne ligefrem smilede. Sådan har
jeg mange gode minder jeg gemmer dybt i mit hjerte, og det var "Skrydstrup"
der fik mig til at holde af at gå i skole, derfor var det til stor sorg for
mig da hun rejste for at blive lærerinde ved Skjold Skole, hvor hun nu har
været i mere end 25 år. Den sidste skoledag hos "Skrydstrup" står meget
tydeligt for mig, lektier blev det ikke til meget med, vi snakkede bare
hyggeligt sammen, og hun lovede os at komme til jul på besøg og danse om
juletræ med os,- og hun kom. Vi sang til sidst Fred hviler over Land og By
af Ingemann, selv om Ingemann i litteraturens historie ikke har ord for at
være nogen stor kunstner er hans sange jo uhyre kendt og afholdte, jeg synes
således, at netop"Fred hviler" er en af de kønneste sange jeg kender, måske
hænger det sammen med at vi sang den, dén dag. Vi skulle så sige farvel til
vor elskede lærerinde, jeg havde en klump i halsen og havde det største
besvær med at holde tårerne tilbage. Det var min første store sorg jeg her
oplevede, min lille spirende menneskesjæl fik sit første knæk. Ja
selvfølgelig fik vi en ny lærerinde, en Frk. Grå, og hun var i sandhed grå,
hun var selv grå,og hendes klædedragt var grå i bogstaveligste forstand for
hun gik med grå nederdel og grå bluse, men hvem kunne vel også løfte "arven"
efter Frk. Maja Skrydstrup. Den næste vikar blev en Frk. Hansen, gnistrende
sort ung og velklædt, men hun havde ingen erfaring som lærerinde, hun blev
der heller ikke længe, for så blev Frk. Villadsen fast ansat, og hun blev
der til sit giftermål, hun var også afholdt, men jeg lærte hende kun lidt at
kende, for jeg skulle skifte klasse, og fik så lærer Pedersen til
klasselærer, og havde kun Frk. Villadsen til håndarbejde, vi børn fra
Opperby Skole besøgte hende efter, at hun blev gift, hun og hendes mand
havde en dejlig gård i Lyby i Salling. Frk. Pedersen var den næste
fastansatte lærerinde i Opperby, hende kender jeg ikke som lærerinde, men
tror hun er afholdt med sit ligefremme væsen og jyske mål, hun blev efter
Fru lærer Pedersens død gift med lærer Pedersen, og nu efter hans død i
december 1956 fortsætter hun som lærerinde, og er både mor og far for de 2
børn lærer Pedersen havde med sin første kone, og for deres egne 2 børn, så
hun har en stor opgave, og tilmed skal hun fungere som organist i Lem Kirke.

---

Side 13
Også jeg begyndte at mærke de truende skyer der dukkede op over
dansk landbrug omkring 1930. Flere landmænd i Lem måtte sælge deres gårde,
den mindste uheld kunne vælte hele læsset. Jeg kunne ikke undgå at mærke
fars dårlige humør når det gik skidt med grisene, når mælkepengene var for
små eller det kneb med at få penge fra  til terminen. Far slog ind på
forskellige ting f.eks. hønseri som jeg i det foregående har skrevet om,
også frøavl prøvede han, men intet kunne redde det synkende skib eller gård.
En sommeraften i 1932 kom nogle mænd. Nogle af familien, hvem kan være
ligegyldig for dem som læser dette, for efter nogle års uenighed, fandt de
sammen igen. Mon disse mænd ikke har tænkt lige vel meget på sig selv denne
aften, mon de tænkte ret meget på, hvilke følger det kan få for en mand på
6o år at miste sin gård og alt hvad han ejer. Far gjorde jo ikke som de
fleste i en sådan situation, nemlig at sælge alt, hvad sælges kunne og
puttede pengene i lommen. Nej, for far troede ikke det skulle gå så galt, at
han måtte lade gården gå til tvangsauktion, han troede fuldt og fast på
hjælpen fra sin familie, men den udeblev, og jeg glemmer aldrig den aften
disse mænd kom og fortalte far,  alt var tabt, far stod og talte med dem i
gårdsledet, Johannes var også til stede, og vi børn legede på gårdspladsen,
i begyndelsen hørte vi intet, men da de blev noget højrøstet har vi nok
stået stille og gloet, for vi blev kaldet ind af mor der stod ved vinduet,
Johannes gik også ind, og jeg lagde mærke til, han knyttede næverne, jeg
lagde også mærke til, at far var kridhvid i ansigtet af raseri, den eneste
gang jeg har set ham virkelig gal. Det er forresten sært, at nogle mennesker
bliver røde i hovedet når de bliver ophidset og andre fuldkommen blege. Mon
disse mænd, ja der var nok især en som holdt på sin ret tænkte på, hvad et
ni års barn føler ved at blive revet ud af alt det hun holder af og ved, at
hendes far og mor taber humøret fordi de må begynde forfra i den alder. Man
taler så meget om skilsmissebørn nu om stunder, men jeg tror, at den omgang
vi måtte igennem var næsten ligeså slemt for vor barnesind. Janne måtte
hjemmefra, hun var meget barnlig i det, selv om det var 1/2 år siden hun
blev konfirmeret, hun legede da med dukker endnu med os andre. Selv om hun
kom til sin søster som var god ved hende, var det alligevel langt hjemmefra,
og min bror Johannes måtte ud at tjene igen. Det var sorte skyer der drev
over et hjem, og det  var sorte skyer der drev over en lille barnesjæl, det
var penge det drejede sig om, de djævelske penge, altid er det penge det
drejer sig om når der er ufred, det være sig mellem lande eller mennesker
imellem. Jeg tror det var bedst om der slet ingen penge fandtes, og alt gik
ved byttehandel, så blev det vist ikke så kompliceret. Far blev trøstet af
mor, nu må du se at begynde på en frisk, sagde mor, vi er unge endnu, og så
smilede de trods sorgen og modgang til hinanden, for de havde hinanden
heldigvis. Far skulle ikke passe kreaturerne mere, en bestyrer blev sat til
at vogte over, at alt gik som det skulle. Så far havde tid til at se sig om
efter et andet hus et eller andet sted for mere kunne det på ingen måde
blive til, og så skulle vi vel endda være glade for, at vi ikke skulle sidde
til leje. Kirkebetjent Hansen havde netop sit hus til salg, for han ville
hellere til Lem at bo, det var jo nærmere kirken. Det var frygtelig svære
dage for os allesammen, men selvfølgelig sværest for mor og far, at se en
fremmed gå dér og passe dyrene, nu tror jeg far syntes det var bare med at
få fat i noget andet i en fart da det ikke kunne blive anerledes. Det  endte
med han cyklede til Stærdahl i Vester Lem, nær skellet i Lihme Sogn. Den
handel blev nu hurtig ordnet for far kunne se, at i det gamle smedeværksted
i den ene ende af huset kunne der laves værksted igen, og så kunne han
begynde sit gamle håndværk, 2.500 kr. var den pris der blev bestemt for
huset. Idag synes man det er en latterlig pris for et hus nu i 1959, hvor et
tilsvarende hus koster omkring 15.000 kr. Der var heldigvis en dejlig stor
have til, så far og mor begge fik noget at gå op i med det samme, der var
mange frugttræer, og frugtbuske, roser og en masse andre blomster. Jeg skal
ikke foregribe begivenhedernes gang, altså der måtte pakkes, ja den blotte
tanke var næsten ikke til at holde ud, hvordan fik vi nogensinde alt det
samlet sammen, efter 26 års forløb var der ting og sager fra 2 familier
næsten 3, for en del af gammelfars og gammelmors indbo havde vi jo beholdt.
Far var bonde i bogstaveligste forstand, det vil sige boende eller blivende,
han var helst blevet i "Elmely" hele sit liv, derfor kunne han ikke rigtig
komme igang, han skulle se at få skik på det der var på loftet, humøret var
dårlig og det ville ingen andre tage, så kom jeg op og hjalp ham, se så gik
det bedre, jeg var jo meget interesseret i det skønne stads, der var en
rigtig gyngehest, tænk et rigtig lille følskind stoppet ud og sat på gænger,
jeg havde redet mange ture på den, men nu var jeg for stor mente far, og så
skulle Ingrids dreng have den, og den store dukke med rigtig gammeldags tøj
fik Krista til sine børn, en dejlig dukkestue fik Krista vist også, det var
jo det der havde været deres legetøj da de var små. Jeg kommer til at tænke
på, at mors børn af første ægteskab sikkert ikke havde haft noget videre
legetøj udover en kludedukke eller lignende. Jeg ved ikke af jeg har set
legetøj fra den sode. Far blev ihvertfald i bedre humør da jeg kom og hjalp
ham, jeg synes det var vældig spændende at gå der og rode i alt det gamle
ragelse.

---

Side 14
Den dag vi skulle flytte d. 1. juli 1932 kom Kristen Jensen og
L. Lundgaard og hjalp til, de kørte jo med flyttelæs på hestevogn. Jeg kan
huske det var strålende solskin, men jeg synes ligesom solen ikke skinnede
alligevel. Jeg sad på nogle dyner der var byltet sammen, vognenes jernringe
knasede i gruset, og jeg længtes allerede tilbage, vi nåede endelig frem til
det nye hjem, alr var fremmed og småt, en latterlig lille bryggers en
miniature køkken, et langagtigt soveværelse, hvor sengene måtte stå med
enderne til hverandre, og det lå iøvrigt mellem køkken og spisekammer som lå
parallel med forgangen, i begge disse små rum var der rød murstensgulv, det
gulv i gangen fik mor nu hurtigt lavet pænt med cement og linoliumstæppe,
det sværeste af alt var, at der var petroliumslamper, så jeg kender til
fulde det besvær der er med lamper og væger og 15" og 20" glas. Det første
mor spurgte efter var kaffekanden hun har nu altid haft en svaghed for
kaffekander, "Madam Blå" blev hevet frem og bønner må der jo også have været
et sted, og brændsel, for snart duftede huset livsaligt af kaffe og alle der
var med til at flytte fik jo kaffe. Og så da det hele var indendørs, jeg
forstår ikke det kunne være der, stod så 3 små mennesker far, mor og jeg
selv en lille familie hér i det nye hjem, Janne og Johannes var taget afsted
i deres pladser. Men én stor familie ude omkring til at komme hjem på
festdage og til højtiderne, jeg forstår heller ikke hvordan det kunne lade
sig gøre, man må sige, hvor der er hjerterum er der hus rum. Vi kunne lige
nå at gå i seng før det blev rigtig mørkt, så mærkede vi jo ikke så meget
til, at vi manglede lys, men jeg gik nu i lang tid og trykkede ned ved
dørene, hvor jeg var vant til kontakten sad. Da jeg vågnede om morgenen
skulle jeg jo ud og se på de nye omgivelser, jeg tænkte hele tiden: det er
bare  en slags sommerferie du er på, du kommer da til "Elmely" igen, vi
kommer da hjem igen. (Det varede 17 år, og der var løbet meget vand i havet
i den tid, jeg var da selv gift og havde en lille dreng og en pige i vente.)
Men tilbage til smedien.

---

Side 15
Jeg gik ude i haven, det var en vidunderlig have, med dejlig
duft af bonderoser som der var en hel række af, en stjerne af buskbom med
roser var der i midten af blomsterstykket og en stor rosenbusk helt uden
torne var der også, med de dejligste store lyserøde roser. Haven var meget
velholdt, øverst oppe på udsigtspladsen som vi kaldte havens højeste punkt,
var der 5-6 grantræer, kønne og tætte, det var vor lille private plantage og
bag ved haven lå alle tiders sandgrav, dér kunne vi  lege og springe så
tosset vi ville jeg og mine gymnaster (det var fantasifolk),men snart blev
de afløst af rigtige legekammerater, noget jeg ikke var forvænt med. Her var
en pige på gården ved siden af ovre i sin have, vi kom da i snak, og det
viste sig hun også hed Anna. Vi tog nu efterhånden nogle ordentlige tørn
sammen for hun var enebarn og jeg var jo mindstebarn, så vi var vel lige
forkælede begge to, men mange gode legetimer har vi også haft, og hun husker
dem sikkert som jeg husker dem, selv om vi sjældent ses nu, husker vi
hverandre. På den anden side huset boede to små størrelser Edith og Kristian
på 4 og 6 år, og deres store søster Marie og store bror Svend. Marie var
lige konfirmeret Svend var  12 år, og deres bror Jens var helt voksen og kom
kun hjem om søndagen. Og så var der i sommerferien en pige som hed Nelly,
det var en københavnerpige, hun boede hos en tredie nabo, hende legede vi
også med. Efterhånden faldt vi jo til, det var fremtiden det gjaldt, far fik
købt maskiner til værkstedet og lavet esse, men der var ikke penge til at få
lagt elektricitet ind så far måtte benytte en gammeldags blæsebælg, mor og
jeg trak den mange gange, ja det er ikke sært det kneb med at tjene penge
nok for det var jo altfor oldnordisk selv efter den tids begreber, men far
hængte i og fik også meget arbejde, mange venner og bekendte havde han, og
de støttede ham ved at komme med deres arbejde selv om de måske kunne have
fået det gjort hurtigere hos den anden smed, at sko heste skulle dog
stadigvæk gøres med hånden, traktorer var jo ikke så almindelige dengang.
Mor og jeg hjalp mange gange i smedien, skulle der svejses noget var det
ganske nødvendig der var en til at svinge forhammeren, og det skulle gå
vældig hurtig med at slå mens jernet var hvidglædende, en gang kunne jeg
ikke gøre det hurtig nok, og det er den eneste gang jeg kan huske far
skældte mig ud, "Du skal sgu slå mens jernet er varmt" sagde han bl. andet,
en anden gang fortalte han mig, at himmerige i en smedie var bag smedens
ende (han udtalte det nu lidt mere grovsmedeagtig), jeg tror i det hele
taget smedehåndteringen og stemningen i en smedie giver anledning til
voldsomme udtryk, far tog i hvertfald i de år en del ord i brug som han
hverken før elle siden brugte, hans sind var vel også blevet lidt mere
galvaniseret, ikke slet så følsomt og svingende, men hårdt og klingende (for
at rime). Der var en egen stemning i en smedie og livet et sådant sted, jeg
vågnede om morgenen ved hammerens klingende akkordslag på ambolten, og det
er som bekendt meget gennemtrængende. Der var som regel folk i værkstedet.
Essens kulild flammede ved bælgens pust og kastede et rødligt skær over hele
rummet som var hvidkalket, men noget mørk af "os", en særlig lugt af syre og
af gloende jern der blev hærdet ved at komme i koldt vand blandede sig med
vådt smedekul. Over filebænken hang værktøjet, hver ting på sin plads og
forskellige størrelser af skruestik sad fastskruet langs filebænkens kant,
blæsebælgen havde fået sin plads på loftet da den fyldte for meget i
værkstedet, en snor med en ring i gik ned i værkstedet så man kunne stå der
og trække. I døren ud som var en dobbeltdør (fordi redskaber og eventuel et
par heste kunne trækkes ind om vinteren) havde jeg  engang en gynge, så
gyngede vi børn på livet løs, om sommeren blev gyngen flyttet ud i haven.
Far lavede også en karrussel til os, den bestod af et vognhjul sat på en
aksel som stod på højkant, støbt ned i cement, á propo vognhjul, så var det
altid en særlig højtidelig handling når et hjul skulle ringes om, for det
skulle vi være 3 om, far mor og jeg, kun kunne jeg ikke lide tilskuere, men
jeg tror også som regel far lagde det i middagsstunden, for vi skulle jo
koncentrere os om det, det skulle gå præcis og hurtig, man skulle have sin
andagt efter det, efter at jernringen var svejset i passende størrelse, hvad
mor hjalp til med, blev den varmet op overalt og det blev gjort ved at dække
det til der var varm med tørvestrøelse som holdt på varmen til den var
gennem varm, så var vognhjulet parat på det cementplan som var lavet uden
for huset til samme formål. Vi skulle være parat med specielle tænger til at
klemme ringen ned om hjulet med, far slog så forsigtigt med hamren og som
regel gik ringen på efter nogle nervepirrende minutter, hvor det så ud til,
at den slet ikke passede, en enkelt gang måtte far til at varme ringen om
igen, og så gentog hele forestillingen sig. Ja det var en lille gang
vognhjul. Sådan gik fars hverdag med hårdt arbejde og om aftenen med
regnskab.

---

Side 16
Far havde stor kærlighed til havearbejdet. Far satte kartofler
og holdt dem rene sommeren igennem, han plantede flere frugttræer, løg og
lignende sorterede også under far og klipning af hækkene, dette var han
meget dygtig til, somme tider hjalp han med bærplukning. Mor tog sig af de
små køkkenurter og blomsterhaven, den sidste var lige udenfor køkkenvinduet,
vi sad til daglig i køkkenet og spiste og havde udsyn til de skønne blomster
som blev afsluttet af en række lagustrumhække og ved indgangen lå en række
store flade sten som forsatte forbi brønden som var med en hejsespand og til
at dreje rundt som et spil, når brønden ikke var i brug blev et låg lagt på,
foran brønden stod et fuglebadekar og det var skønt at  sidde inde og se,
hvordan fuglene morede sig, om vinteren satte vi neg op og tøede isen i
karret, så der var rigt fugleliv hele året, far forstod jo så godt at gøre
mig opmærksom på fuglenes levemåde og på de forskellige slags. En vinter kom
der en fremmed fugl nordfra, den var havnet i de elektriske tråde og døde,
men den var genstand for stor opmærksomhed, jeg tror det var en eller anden
slags ørn. Dagene gik, vi blev fortrolig med den ny levemåde. Jeg faldt
efterhånden til, kom til at holde af mine nye legekammerater, kom stadig
sammen med min gamle veninde Erna Lundgaard. Jeg havde fået længere i skole
ca. 3 km. før boede vi jo lige ved skolen, men jeg havde altid ønsket at
have langt i skole, når jeg så dem som skulle helt til Sdr. Lem syntes jeg
altid det havde været sjov at skulle gå i flok, men nu var det altså ikke så
sjovt som jeg havde regnet med, for det første havde jeg ingen at følges
med, og for det andet var jeg bange for et par grimme hunde, og for det
tredie var jeg nødt til at gå eftersom jeg ingen cykel havde, en sådan fik
jeg først et par år senere, det var nu en stor dag for mig, det var en lille
damecykel som var oplakeret og sat nye frakkeskåner eller net som vi kaldte
det på, nettet var i alle regnbuens farver, det var et skønt syn. få børn
har vel været så glad for en cykel som jeg, før havde jeg brugt fars cykel
når jeg skulle et ærinde til brugsen for mor, jeg satte så cyklen ved
kirkegårdsdiget for at ingen skulle se jeg cyklede på en herrecykel. Jeg kan
i den forbindelse ikke lade være med at tænke på mine egne børn som har haft
cykel fra de kunne køre på en sådan i 5-6 års alderen, de kunne nok ikke
tænke sig, at et barn i 10 års alderen ingen cykel havde. Mor og far talte
tit om hvor lidt de måtte nøjes med som børn, nu kan vi jo altså gøre det
samme til vore børn, men det er jo  dét der er fremskridt, det omvendte
skulle jo nødig være tilfældet. Har vi så flere penge mellem hænder i dag
end dengang? Ja, det har vi, en ugeløn for en murersvend ligger mellem
200-300 kroner vekslende efter time eller akkordløn, men alt er meget dyrere
og skatterne højere, vi kører i bil hører radio, nogle ser fjernsyn, vi har
flere goder, er mere moderne klædt, men det kniber at få pengene til at
række til alt dette, og er vi så lykkeligere af den grund? Nej det er vi
ikke, derfor har jeg gjort mit eget private regnestykke op. Jeg glæder mig
over det jeg har. Et almindeligt hjem, møblerne er lidt ramponeret af 3 par
ivrige børnenæver og deres legetøj. Tøj har jeg ikke i store mængder, men
til husbehov. Vi har ikke en særlig flot varevogn, så vi kan nyde Danmark en
sommer søndag. Jeg har lært mig selv at glæde mig over dagen og øjeblikket,
over træerne der grønnes over fjordens blå, og over 3 raske ungers leg, over
dét, at jeg har en god og kærlig mand, og at han og jeg er raske og kan tage
fat, er det ikke store ting at have? Jeg synes det. Men tilbage til 1932.
Jeg synes vi havde boet lang tid i smedien da jeg fik tandpine, og led så
frygtelig, jeg kan huske mor gik oppe om natten og gav mig varm omslag og
tabletter. Det har dog været et par måneders tid efter vi var flyttet, men
tiden føles jo altid  længere for et barn. Tandpinen ville dog ikke gå over,
men til sidst fik jeg en helt mørkeblå knude uden på kinden, og så måtte jeg
jo have læge, mor lå i sengen med dårligt ben, læge Partchs ville komme
dagen efter, og skære i mig, men så råbte mor fra soveværelset, at så måtte
jeg hellere komme på sygehuset, selv kunne hun ikke tåle at se blod, og far
stod alene med en ung pige til hjælp, ganske vist en dygtig pige nemlig
Agnes Johannesen. Enden på den historie blev, at jeg samme eftermiddag blev
kørt til Skive Sygehus i lillebil, det er mærkelig for jeg kan ikke huske
der var nogen med mig, men far har jo nok været med, mig forekommer det nu,
at jeg rejste sammen med en kone der skulle til behandling. Ihvertfald var
jeg ikke særlig ked af det, det hele var bare nyt og spændende, jeg længtes
egentlig ikke noget videre. Jeg kom først til forskellige undersøgelser,
nogle dage senere blev der sendt bud til far og mor, at jeg skulle opereres
på højre kind, men det var ikke nødvendig der kom nogen derud, selv syntes
jeg det var festlig med de lange hvide strømper jeg fik på, men da jeg lå på
gangen på en båre og ventede på at komme ind til operationen var jeg noget
betænkelig og tænkte bare det var ovre, da jeg traf min kusine Anna Stærdahl
på forbindingsstuen, (hun var operationssygeplejerske på det tidspunkt)
fattede jeg straks mod igen, for nu var der da én jeg kendte. Der var mange
på skadestuen, en dame der lå lige ved siden af mig havde et stort hul bag
ved øret langt ind i hovedet, hun var blevet opereret for
mellemørebetændelse, jeg  lå og kikkede på det, hun klagede sig højlydt ved
skiftningen af bimdet, men det rørte mig ikke dengang, en sygeplejerske
drejede mit hoved så jeg ikke skulle se det. Kort efter blev jeg bedøvet
under tælling, men nåede ikke længere end til 5, så syntes jeg nogen skreg
langt borte og så drømte jeg en masse, men mærkede intet. Jeg hørte nogen
kalde på mig og jeg vågnede og stuen var tom, hvor mon alle de andre er
henne, så hurtigt tænkte jeg, der var selvfølgelig gået længere tid end jeg
regnede med, ialdfald så lang tid, at de andre var blevet behandlet og kørt
til deres stuer. Jeg mærkede bare det  sved lidt i kinden, men jeg var ikke
utilpas efter bedøvelsen, nogle dage senere blev jeg kørt til samme sted og
fik 2 tænder trukket ud, nu syntes jeg ærlig talt det snart kunne være nok,
det viste sig senere, at det var det ikke, for 8 dage efter jeg var kommet
hjem og fik forbindingen af, viste det sig der var gået dødkød i såret og
jeg måtte til ambulant behandling og have såret brændt med lapis, da skreg
jeg, for det var uden bedøvelse og gjorde skrækkelig ondt, men bare et par
sekunder. Jeg var på sygehuset i 3 uger og kom hjem på min fødselsdag d. 21.
september, jeg blev 10 år, jeg har breve og kort fra den fødselsdag endnu
her i 1959. Mor havde skrevet til mig, at hun ikke kom og hentede mig for
hun turde ikke tage ud med det dårlige ben endnu, selv om det var ved at
være lægt, hun kom nu alligevel, og hun havde sin ny lyseblå kjole på, jeg
glemmer vel aldrig det øjeblik da hun dukkede op på K.2s gang, hun havde
længtes meget og skrev tit, de sidste dage havde tiden også været lang for
mig, og jeg var glad for at komme hjem, jeg kan huske det var en sær
fornemmelse at komme ind i de små stuer efter at have opholdt sig i store
højloftede rum i 3 uger, men jeg faldt hurtigt til, og søster Karen var
hjemme, og det var en god ting, jeg fik mange gaver den dag. Far havde
selvfølgelig besøgt mig flere gange, og jeg husker tydeligt hans fortrolige
samtale om, hvordan jeg nu skulle forholde mig med dit og dat, han kyssede
mig ikke farvel, men gav mig hånden, og ønskede mig alt godt som en kammerat
ville gøre.

---

Side 17
Dagene blev til uger og ugerne til år og vi holdt stadigvæk
"Sommerferie", og nu tænkte jeg slet ikke på den ferie skulle få ende. Mor
forsøgte at holde vores niveau på samme højde som før, vi fik nye naboer,
men mor holdt på, at vi skulle komme sammen med vore gamle naboer også, som
vi havde gjort i "Elmely", foruden familie og børn, så det var en stor
omgangskreds. Til de nærmeste naboer blev jeg inviteret med om aftenen fordi
jeg ikke skulle sidde alene, og det var godt, for en aften var jeg blevet
bange, for da kom en mand jeg
            ikke kendte og bankede på, døren låste vi jo ikke sådan på
landet. "Er smeden hjemme" spurgte han? Hvad skulle jeg sige, for jeg brød
mig ikke om at oplyse om, at jeg var alene, men så sagde han det var fordi
han ville have en cykel lappet, så blev jeg straks mere dristig og sagde, at
han ikke var hjemme, og manden gik straks. Sommetider var min niece Karen
Jensen hos mig, og en aften, det var vel i 1934, far og mor var i by hos
Ejner Jensens nær præstegården, Karen og jeg sad og legede eller læste, og
pludselig kom både far og mor hjem igen, længe før vi havde ventet dem, vi
kunne jo ikke forstå det, men så sagde mor, at far var syg, han var
pludselig blevet svimmelog utilpas, og de gik så hjem. Far kom i seng
straks, men den hyggelige stemning var brudt. Far var syg, hvad så hvis han
døde, eller hvis han ikke kunne arbejde mere, dagen efter kom lægen, men
kunne ikke sige noget bestemt, far kom til prøvemåltid, men hans mave
fejlede intet, en tid gik, jeg puttede mig hver aften ved far og holdt hans
hånd til han sov, så kravlede jeg over i min egen seng. Far kom på
sygehuset, men der kunne de heller ikke finde ud af, hvad han fejlede, de
mente det var noget med centralnervesystemet. Det var en drøj tid, ingen
penge blev der tjent, mor var ikke den der ville gå til det offentlige om
noget, vor nabo fik da lavet det sådan, at far kunne få lidt understøttelse
gennem fagforeningen, hvordan det så er gået til. Søster Karen var på
centralen for anden gang, hun har nok spædet lidt til, hvis jeg kender hende
ret, Krista kom med kød når de kom om søndagen en gang imellem, Ingrid
gjorde vel det samme. Lene var heller ikke bange for at fylde kurven op når
hun kom, og sådan hjalp alle til. Men det var jo sølle for far at tænke på,
at han ikke kunne tjene noget. Vi tror hans sygdom kom af alle de
spekulationer han havde været udsat for i tiden før han flyttede fra
"Elmely", og tiden efter for at arbejde en forretning op, og så kom dertil
det hårde arbejde med smedehåndværket.

---

Side 18
Vi havde mange gode hyggetimer, særlig om efteråret og vinteren.
Mor sad mange gange ved komfuret med benene på ovndøren og strikkede
uldtrøjer, det har nu altid været hendes kæreste håndarbejde tror jeg, det
har jeg også nydt godt af, for mor har strikket uldtrøjer til mine børn til
jul gennem flere år, uldtrøjer skal jo strikkes løse og på grove pinde, så
mor kunne snart strikke et fed garn op, som lille gik jeg rundt og satte
garnet om håndtag og stoleryg, så kunne jeg hoppe over garnet og se, hvordan
det gled ganske sagte, når garnet så gik fast måtte jeg ikke mere, så måtte
jeg finde på noget andet at hoppe over, for hoppe og springe skulle jeg nu
altid, jeg var meget ivrig gymnast som barn, jeg tror nok mor ønskede jeg
skulle forsætte og måske få arbejde indenfor det felt, men det havde jeg
alligevel ikke lyst til. Hvad har man lyst til som 14 årig, Karen spurgte
engang om jeg ikke havde lyst til at blive skuespillerinde for jeg var god
til at spille komedie, og jeg lignede Berthe Qvistgaard mente hun, for det
første gad jeg ikke spille komedie, og for det andet brød jeg mig aldeles
ikke om at ligne Berthe Qvistgaard. Det eneste eller de to ting jeg gerne
ville var at spille klaver, men hvor fik jeg et klaver fra, og det andet var
at blive ekspeditrice, det sidste fik jeg chancen for, men fik faktisk en
skidt start, og det tog modet fra mig. Mor og jeg gik mange ture, for mor
kunne ikke cykle, og da hun ville lære det væltede hun første gang vi skulle
på en rigtig tur og brækkede håndledet og siden holdt hun sig til jorden. Vi
gik tit på kirkegården, der var jo mange grave at se til og holde rene, så
fortalte mor mig om, hvordan de forskellige familiemedlemmer havde været:
Det var sommer og der var duft af blomster, jeg syntes der var godt og
hyggelig på kirkegården, bagefter skulle vi handle i Lem, engang havde mor
købt nogle par kopper, de var fine og billige,men ak, da vi næsten var
hjemme tabte mor pakken, og alle kopperne gik itu, sikken en jammer, mor har
nu altid været sådan til at klage over småting, hvis et glas gik i stykkr
var det da det mest frygtelige der kunne ske, og det forstår jeg jo ikke,
hende der har haft så store sorger. Hvis vi engang imellem havde hushjælp,
det skete når mors ben var dårlig eller når der var større festlighed som
bryllup eller konfirmation, var det altid Agnes Johannesen eller Jenny Dahl
der hjalp til, det var to flinke og dygtige piger, Agnes kunne skrælde en
hel kartoffel uden skrælden gik i stykker, og Jenny havde en særlig evne til
at få messingtøjet til at skinne som en vis ting i måneskin, og så var de
begge to Karens veninder.

---

Side 19
Karen var på sykursus i Lem et halvt år, og i den tid boede hun
hjemme, hende og jeg boede så på "Luxushotellet", det vil sige et
hjemmestrikket værelse på loftet, et par skabe dannede sidevægge, og et
gammelt gardin var potiére, loft og vægge var tapetseret med dugpapir, det
var gevaldig og det var hjemme hos far og mor. På loftets anden side
residerede duerne, så vi blev vækket om morgenen ved deres kurren. Karen
havde altid en bestemt beskæftigelse om aftenen før hun lagde sig til at
sove, det var at læse kærestebreve, og de var lange, jeg måtte lade mig nøje
med at læse underskriften og den var ens hver gang, så det kunne jeg snart
udenad. Jeg syntes det var sjovere når Karens kæreste Johannes Schmidt
kaldet hanse kom på besøg (og det gjorde Karen nok også) for så var jeg
sikker på en stor pose bolcher og slik af alle slags, engang sendte han mig
glansbilleder, og på en køn ung pige stod der, "den ligner dig", det var jeg
meget stolt af. En anden ny svoger var Hans Peter, ham kunne jeg også godt
lide, men jeg forstod ikke et pluk af hvad han sagde, for han er Bornholmer,
jeg kan huske han sad udenfor og pudsede sko, og det blev gjort meget
grundigt og samvittighedsfuldt. Ja så var der Kjeld, det var Jannes kæreste,
en rigtig Københavner og tilmed kok, han lavede rødgrød med mandler i og rå
creme til, og sagde han til mor, at  hun godt kunne smage sovsen til ved at
stikke en finger i,  for det gjorde han såmænd også. Ja der skete noget hele
tiden, Arnold kom med en svigerinde, hun var en smuk pige, Mary og jeg
tilbragte mange timer sammen i haven, i december 1934 blev de gift, og vi
var til bryllup, Marys forældre boede i et hus nær Gl. Estrup, vi var omme
at se herregården. På hjemvejen kørte vi imod en lysmast på grund af glat
føre og fik en ordentlig forskrækkelse, men slap heldigvis med det, vi fik
så en køretur med Falck resten af vejen, det vil sige fra Viborg. Som 12
årig var jeg ofte på besøg hos Hanne og Ejnar Bech, de købte gården i Lem af
Chr. Høker som han blev kaldt fordi hans far havde haft høkerforretning
(købmand). Mor fik det job at tage imod Hanne og Ejnars førstefødte, en
lille pige og forresten også mod 2 mere, men så flyttede de til Ejnars
fødegård i Ejsing,men mor kommer stadig sammen med dem. Jeg var barnepige
for Anna Marie og min egen pige har engang imellem været barnepige for
hendes lille dreng, så det går altså i arv, og forbindelsen er ikke helt
gået ud. 17.maj 1935 blev Marie og H.P. gift, det var koldt, men
solskinsvejr og døren var pyntet med bøgegrene og pinseliljer og flag, der
var stor familiefest, det var en skøn dag, og Marie slap for peberbøssen og
H.P.med, han var nemlig også snart 30 år.

---

Side 20
Karen og Hanse blev gift i efteråret 1935, jeg havde lært Hanses
søstre at kende og var ofte med på besøg hos bager Schmidt i Rødding. Det er
mærkelig, eller er det? Nej, det er vel ganske naturlig når man skriver om
sin barndom, at så trækker det ene minde det andet frem, f.eks.
sommerferierne i Skive hos tante Line og onkel Møller, det er dage jeg
aldrig glemmer, eller skoleudflugter og sportsstævner ved Knud Strand som
var tilbagevendende hvert år, også sommerferier hos mine søstre eller bare
strandture derhjemme med mine veninder, eller bestemte mennesker man husker,
det være sig gamle elller unge, ja det er som en evig kilde der springer og
springer, jeg kunne jo skrive hver dag uden nogensinde at blive færdig, men
det er jo ikke meningen, derfor vil jeg slutte med at skrive om min
konfirmation. Jeg var både ked af og glad for at komme ud af skolen, og så
blev det faktisk begge dele der gik i opfyldelse, for lærer Pedersen kaldte
mig tilbage den dag der var afslutning i skolen, han og hans kone ville
gerne have mig som pige i huset. Jeg husker jeg syntes det var en stor ære
at blive valgt, men kunne jo ikke på stående fod sige om jeg måtte. Jeg blev
tilbudt 15 Kroner om måneden, ret almindelig for en nybegynder dengang, men
så syntes mor nu jeg skulle have fri en hel dag og hjælpe hende, og så
skulle jeg desuden have min sygekasse betalt, og sådan blev det. Det er kun
gode minder jeg har fra det år jeg var dér. Fru Pedersen havde jeg altså
også beundret fra den første dag hun kom til Lem. Hvis nogen havde et yndigt
væsen var det hende, hun var god i ordets bedste forstand, hun skrev brev
til sin mor, hver eneste uge og sagde, At det skulle jeg også gøre når jeg
kom ud, at jeg ikke overholdt det er i hvertfald ikke hendes skyld, det
rørte mig dybt da jeg få år senere fik meddelelsen om hendes død, jeg fik
faktisk et chok for mor havde sendt et udklip fra avisen med, og det faldt
ud af brevet, og dér lå det på gulvet med fede bogstaver Fru Ingrid
Pedersens begravelse, jeg havde ikke nået at læse mors brev først. I flere
år drømte jeg om hende hver nat. Men tilbage til min konfirmation,
forberedelserne var ikke slemme for pastor Rasmussen er en flink mand, jeg
kan endnu i dag huske han fortalte os om en hund han havde engang, den var
så lydig, at den ikke tog sin mad før der blev sagt værsgod, og det var jo
nok et eller andet i bibelen han ville forklare, men det husker jeg ikke,
men noget må jo nok have sat sig fast når vi fik det på den underholdende
måde. Da jeg vågnede om morgenen kunne jeg slet ikke forstå, at jeg skulle
konfirmeres, endskønt der var blevet bagt og kogt i flere dage, men da jeg
kom op og fik stadsen på, var der jo ved at være alvor i sagen, jeg fik da
den fine lyseblå silkekjole på og tweedfrakken udenpå, selve kirkehandlingen
gik godt, og så kom jo det mest spændende, at komme hjem og se hvor mange
gaver der var, og der var en masse, nogle af gæsterne var ankommet til
frokost, og mange kom der tilspisningen om aftenen, lærer Pedersen holdt
tale for mig, og alt gik efter programmet, da de sidste gæster var gået var
jeg godt træt og kunne slet ikke forstå, at jeg nu skulle til at være
voksen.

            Anna Bojesen

---

          

Moster Stin's kage og madopskrifter

    Moster Stin's kage og madopskrifter



            Ane Kirstine Christensen "Moster Stin"
            Anna Bojesen fortæller



            Da jeg er blevet opfordret af Per Møller Jensen
            til at skrive en historie om min mors gamle gode opskrifter på
kager, desserter og mad vil jeg prøve at fortælle lidt omkring det.

            Min mor var meget dygtig til at lave velsmagende mad, det var
ikke noget med fin fransk mad, men almindelig dansk mad og bagning. Når hun
var så god til det, var det måske fordi hun som ganske ung kom med en
kogekone i Lihme, som hed Else Brink.

            Mor var med hende rundt i hjemmene og lave mad til mange gæster.
Mor blev gift før hun fyldte 18 år, så hun har nok kun været 14 - 15 år da
hun var hos Else Brink. Mor og hendes første mand Kristian Nielsen, (senere
navneændring til Christian Hærup) boede en kort tid hos hendes forældre før
de fik deres eget hjem, en lille ejendom kaldet "Stradet" som lå i
Vesterlem.

            Da min mor var 20 år var der allerede kommet 3 børn til, så der
har jo været brug for at kunne lave mad og bage, hun har i hvert fald haft
nok at se til, for hun skulle jo også hjælpe til ude i marken.

            Da min mor mange år senere i 1918 blev gift med min far som var
blevet alene med 6 børn, og da selv havde 8 børn, blev der jo endnu flere at
lave mad til. Min søster Lene og hendes mand Kristen Jensen boede ikke så
langt fra os.

            Min mor og Lene hjalp altid hinanden når de skulle have gilde,
der var nok 22 måske 24 gæster på én aften og de havde 2 aftener i træk,
hvor der var mange slags kager på bordene.

            Der var først og fremmest en god kringle, hvor dejen blev lagt
aftenen før, og lagt i et klæde som blev bundet godt for, hvorefter det blev
sænket ned i en spand vand, her lå det til dagen efter og blev så æltet og
hævet på pladen en 1/2 times tid, og bagt så det var friskbagt til gæsterne
kom Kl. 8 om aftenen.

            Foruden kringlen var der sandkage og nogle gange var denne kage
lavet til et pindsvin, det var når der blev smurt en smørcreme hen over og
strøet med nougat, som var sukker der blev smeltet på panden og når det var
kold og stift blev hugget i små stykker.

            Så var der Fru Thomsens kage som Lene var en sand mester til at
bage, og dernæst en stor lagkage med tykt flødeskum som var sprøjtet i et
fint mønster. Der var nok også en krydderkage og der var altid mindst 5
slags småkager.

            Lene var også meget god til at bage krumkager, og så snart de
runde kager var bagt. blev de lagt på et kosteskaft der var lagt mellem to
stole, selvfølgelig efter det var blevet godt rengjort, det hele skulle skam
være rent, der blev skrubbet og skuret meget mere dengang end i dag.

            Det var meget hyggeligt i de gamle køkkener med ild i komfuret.
Al madlavning foregik jo på et gammelt komfur og al bagning i komfurovn. Jeg
har selv prøvet at bage i en gammeldags komfurovn man lærer hurtig at få den
rigtige varme på. Det var jo ikke bestemte grader man gik efter, men om det
var svag varme, varm eller meget varm ovn.

            Min mor bagte nogler rigtig gode boller, jeg kan huske Post Hans
som vi kaldte ham "han hed Hans Jensen", og når postruten gik gennem
Vesterlem, skulle han altid ind og have kaffe den dag mor bagte boller, for
det var det bedste han vidste med en varm bolle til kaffen.

            Jeg har da jeg var barn skrevet en opskrift på en Chokolade
Kikskage.Nedenunder står der den er drøj i brug, men min mor mente ikke den
var drøj i brug, når min bror Johannes kom hjem fra sin plads og skulle have
aftenkaffe og jeg også var der.

            Jeg kan huske engang hvor Lene og Kristen var på besøg hos os i
Elmely, og hvor de store drenge Henry og Mads mine søstre Janne, Edith,
Karen og jeg var gået hjem til Lene og Kristens gård lidt nede ad vejen. Her
låste drengene sig inde i huset for at drille os, og da vi kikkede ind ad
vinduerne kunne vi se, hvordan de forsynede sig med Lenes småkager. Vi piger
var jo selvfølgelig godt sure over, at vi ikke måtte smage. Jeg har egentlig
aldrig hørt om Lene havde opdaget det.

            Da min mor boede hos os i Bremdal de sidste 2 år før hun døde,
sagde hun engang til mig, at mine småkager ikke var så gode som Marie
Poste's det var Post Hans's kone, hvor min mor boede til leje de sidste år
inden hun så flyttede op til os, mor ville jo nok ikke sige, at de ikke var
så gode som dem hun plejede at bage, jeg svarede jeg jo ikke havde de
opskrifter som mor havde brugt, men hertil sagde mor, at der måske var nogle
opskrifter i de ting som hun havde haft med.

            Jeg gav mig ikke tid til at se i de kasser før efter min mors
død, og dét fortrød jeg, for dér fandt jeg alle opskrifterne. Og nu vi er i
gang med at rippe op i minderne synes jeg de skal frem.

            Anna Bojesen
            Struer, 21. 11. 2006



            Indskrevet af Per Møller Jensen, og redigeres senere.



            Lille efterskrift



            Fra min mormor Magdalene Berthelsen "Gammelmor" som vi kaldte
hende har jeg arvet en kogebog, den er skrevet med gotiske bogstaver, det er
der ikke så mange der kan læse i dag, men vi skulle lære de gotiske
bogstaver da jeg gik i skole, men det var jo også fra 1929 - 1936.

            Her er indledningen:
            Om husmoderens forhold lige over for tyendet.

            For at tyendet kan have den tilbørlige agtelse for sine
foresatte, må mandens og konens forhold til hinanden være begrundet på
enighed,tillid og agtelse for hinanden; de må ved alle lejligheder foregå
tyendet med et godt eksempel, og hvor det er tilfældet, her bliver det ikke
vanskeligt for husmoderen at vinde sit tyendes velvilje. Jeg ved vel, at der
påhviler en husmoder mange pligter, men med gud for øje i hjerte og sind, og
med bøn om at måtte få kraft til at opfylde det hverv hun har fået pålagt,
henglide dagene den ene efter den anden, og vort livs sidste aften vil
krones med bevistheden om opfyldelsen af vort dagværk. I følelsen af, at det
er til unge husmødre jeg henvender mig til, vil jeg i korthed give dem en
beskrivelse af, hvorledes jeg ordnede mit hus.

            Så kommer der en lang beskrivelse om det.

            Hvis nogen er i tvivl om, hvad tyendet er, har I vel gættet det
er tjenestefolkene.
            Min mor har fortalt mig, at da hun var ung, og skulle lære
husførelse, skulle hun slagte et lam og partere det, hun kunne umulig slagte
det stakkels dyr, og fik sin bror "Møller" til det. I den gamle kogebog er
målene nogle andre end dem vi bruger i dag, såsom pægel og lod samt pund, ja
det sidste kender vi da.
            Det var til desserter noget med en hel pot fløde, og til punchs
en pot rom. De har da ind i mellem levet helt godt dengang.
            Min mor havde også en kogebog:
            Fru Eline Eriksens koge bog.
            Der kan jeg læse om kringlen, hvis dej blev sat i vand natten
over.
            De opskrifter jeg har samlet er mest nogle min mor har samlet i
årenes løb.

            Anna Bojesen

            Struer, 11. 12. 2006

            Indskrevet af Per Møller Jensen, og redigeres senere.





            Min mors kringle og julesmåkager



            Klejner

            3 æg
            150 gr. sukker
            150 gr. margarine
            1/4 teske kardemomme
            1 spske fløde
            500 gr. hvedemel
            1 teske hjorttaksalt

            Æltes og formes til klejner, det sker ved at dejen rulles tyndt
ud og skæres med hagesporen eller en kniv i aflange kager i hvilken der i
midten ridses et hul med kniven, og der igennem trækkes den ene ende af
kagen, som derved slynges i en knude på midten. Palmin eller fedt hedes op,
og klejnerne koges deri til de er lysebrune. De lægges på ulimet papir så
fedtet kan løbe af, gemmes bedst i en stenkrukke med låg over.




--------------------------------------------------------------------
            Vandkringle





            l kg. mel
            250 gr. margarine
            6 æg
            5 dl. mælk
            Lidt st. kardemomme
            2 spsk. Gær
            1 lille kop sukker

            Æltes godt sammen med hånden indtil det slipper, hvorefter dejen
lægges i et viskestykke der er strøet med mel og nedsænkes i en spand med
kuldslået vand. Henstår til næste morgen, da æltes der 250 gr. renvaskede
rosiner i, hvorefter dejen formes til en stor kringle der overstryges med
smeltet smør og drysses med sukker før den bages.




--------------------------------------------------------------------
            Pebernodder

            500 gr. margarine
            625 gr. sukker
            3 æg
            1 teske kardemomme
            1 teske Ingefær
            4 teske hk. citronskal
            3 teske hjorttaksalt
            20 dr. citronolie
            1 kg. mel

            Rulles i smalle strimler og skæres ud i små stykker, og bages
ved 200 grader.




--------------------------------------------------------------------
            Brune kager

            1/4 kg. mørk sirup
            1/4 kg. margarine
            1/4 kg. mørk farin
            3/4 kg. mel
            Knap så meget, ca 700 gr. hakkede mandler
            1 teske nelliker
            1 teske ingefær
            1 teske natron

            Rulles i strimler af ca. 5 cm. tykkelse, og skæres i tynde
skiver.


--------------------------------------------------------------------






            Min mors småkager 1



            Pleskner


            2æg
            250 gr. margarine
            250 gr. sukker
            250 gr. mel
            250 gr. kokosmel
            250 gr. kartoffelmel
            1 teske hjorttaksalt

            Sættes i små klatter på pladen og bages ved 200 grader til de er
lysebrune i kanten.



--------------------------------------------------------------------
            Fedtebrød

            250 gr. margarine
            250 gr. sukker
            250 gr. kokosmel
            250 gr. mel

            De fire dele æltes sammen, og rulles tyndt ud, og skæres i ca. 5
cm. brede strimler der lægges på plade, og bages ved ca. 200 gr. Når de
kommer ud af ovnen smøres de med glasur rørt af flormelis og vand, skæres
derpå straks i ca. 3 cm. brede kager.


--------------------------------------------------------------------
            Krumkager

            250 gr. margarine
            250 gr. sukker
            250 gr. mel
            2 spske. vand

            Æltes sammen, rulles tyndt ud, og stikkes til runde kager med et
glas, sættes ikke for tæt på pladen, og bager ved ca. 200 grader til de er
lysebrune i kanten, så snart de kommer ud af oven lægges de over et
kosteskaft mellem to stole.


--------------------------------------------------------------------
            Spesier

            500 gr. mel
            250 gr. margarine
            250 gr. sukker
            1 æg

            Æltes sammen, og rulles i stænger ca. 5 cm. i diameter, som står
koldt nogle timer, skæres derefter i runde kager, og bager i ca. 200 grader
varm ovn i ca. 10 min.


--------------------------------------------------------------------
            Finsk brød

            250 gr. margarine
            250 gr. mel
            125 gr. sukker

            Æltes sammen, og rulles til små stænger,
            pensles med vand, og vendes i hakkede mandler, og tesukker,
bages i ovn 10 til 15 minutter.












--------------------------------------------------------------------



            Min mors småkager 2



            Kransekager

            2 æggehvider
            500 gr. flormelis
            8 tvebakker
            Lidt mandler
            2 spske kokosmel
            1 teske hjorttaksalt

            Æggehvider piskes stive, og det andet røres forsigtig i, og
køres igennem en maskine med kageplader, og laves til små kranse på pladen,
bages ved svag varme.




--------------------------------------------------------------------
            Kanelkager

            125 gr. margarine
            375 gr. mel
            Sukker
            1 æg
            250 gr. farin
            En 1/2 teske hjorttaksalt
            3 stk. kanel

            Rulles ud og skæres i ca. 5 cm. brede strimler, skæres derefter
på skrå i ca. 3 cm. brede kager, smøres med vand, og bages ved 175 grader.


--------------------------------------------------------------------
            Kringler

            375 gr. margarine
            2 1/2 dl. kaffefløde
            500 gr. mel
            25 gr. gær

            Rulles tyndt ud, og skæres i smalle strimler, dannes til små
kringler, og dyppes i let pisket æggehvide, og vendes i tesukker.


--------------------------------------------------------------------
            Konditorkage
            Sine Jakobsens opskrift

            375 gr. margarine
            250 gr. sukker
            1 helt æg
            2 æggeblommer
            500 gr. mel

            Rulles tyndt ud,  linseforme beklædes med dejen, bages ved 200
grader.
            Når de er kolde, kan de fyldes med creme, syltetøj, og pyntes
med flødeskum.













--------------------------------------------------------------------



            Min mors skærekager 1



            Æbletærte.





            250 gr. margarine.
            250 gr. sukker eller kun 200 gr. efter behag
            2æg
            1 lille teske hjorttaksalt eller bagepulver
            500 gr. mel.

            Man lægger en bund af dej i 2 tærte forme, noget af dejen gemmes
til at rulle i stænger til at lægge i gitter oven på, når der først er lagt
æblemos på Bager ved 175 gr. i ca 3o min.




--------------------------------------------------------------------
            Sukkerbrod med palmin glasur






            6 hele æg
            500 gr. kartoffelmel
            500 gr. sukker
            1 bagepulver = l5 gr.

            Bages ved 175 grader ca. 50 min.
            Overtrækkes med glasur rørt af 125 gr. Palmin der røres lind med
250 gr. flormelis.




--------------------------------------------------------------------
            Kakao lagkage

            250 gr. margarine
            500 gr. sukker
            2 kopper kartoffelmel
            4 kopper mel
            2 kopper mælk
            4 spskf. kakao
            4 hele æg
            1 bagepulver = 15 gr.

            Bages i lagkageforme i 10 til 15 minnutter.


--------------------------------------------------------------------
            Makronkage.

            125 gr. margarine
            250 gr. sukker
            3 æg
            l5 gr. bagepulver
            500 gr. mel.
            2 kopper mælk

            Æggehviderne piskes og deri kommes 250 gr. flormelis, og 125 gr.
kokosmel, dette røres sammen, og smøres på kagen når den har været i ovnen i
15 min., og så sættes den igen i ovnen 15 min. mere.


            Den skæres i passende stykker, når den er helt kold.




--------------------------------------------------------------------
            Lagkage

            250 gr. margarine
            250 gr. sukker
            4 æggeblommer
            250 gr. mel
            250 gr. K artoffelmel
            1bagepulver
            Hviderne piskes.




--------------------------------------------------------------------
            Audumskage.
            250 gr. margarine
            250 gr. sukker
            250 gr. kartoffelmel
            250 gr. mel
            1 teske hjorttaksalt
            1 æg
            Lidt vanillesukker.




--------------------------------------------------------------------










            Min mors skærekager 2


             Fru Thomsens Kage

            1/4 kg margarine,
            1/4 kg melis,
            4 æg
            1 bagepulver = 15 gr.
            1/2 kg. mel
            1 kop mælk.

            Anrettes i bradepande bestrøet med sukker, og mandelsplinter.
            Bages i 3/4 time.


--------------------------------------------------------------------

            Æbletærte

            1/4 kg. margarine
            200 gr. sukker
            2 æg
            1 lille teske hjorttaksalt
            1/2 kg. mel

            Æblemos til fyldning til 2 tærter af denne portion
            Bages i lagkageforme eller tærtefade (ildfaste).


--------------------------------------------------------------------

            Sirupskage

            2 æg
            1 kop sukker eller farin lys/mørk
            1/2 flaske sirup (ca. 500 gr.)
            1 kop mælk
            2 kop kærnemælk
            1/2 teske natron

            Bages i stor bradepande i ca. 30 minutter
            Lægges sammen med smørcreme eller abrikosmarmelade
            Glasur på.


--------------------------------------------------------------------

            Lagkage

            1/4 kg. Oma eller anden margarine
            1/4 kg. sukker
            4 æg
            1/4 kg. mel
            1 lille teske hjorttaksalt
            Bages i alm. lagkageforme.


--------------------------------------------------------------------

            Sandkage

            2 kopper sukker
            250 gr. margarine røres godt, deri kommes
            1 kop rismel, og
            1 kop kartoffelmel der røres sammen, derefter
            4 æg der kommes i 1 adgangen, til sidst
            1 kop flormel

            Bages ved svag varme 1 time i en sandkageform

            Opskrift er underskrevet Mary Ladefoged, det var min svigerinde.


--------------------------------------------------------------------

            Sukkerbrød

            5 æg, og 1/2 pund sukker piskes godt i 20 minutter over en gryde
kogende vand, derefter kommes 1/2 pund kartoffelmel i
            Bages i 3 kvarter.


--------------------------------------------------------------------






        

Anna Bojesen slutter

Så selv om mine brødre alle er væk har jeg på grund af de udvandrede stadig forbindelse til Amerika.
Jeg kan se i gamle papirer, at mine brødre har måttet låne penge for at rejse ud, men dem har de jo betalt tilbage da de begyndte at tjene penge. Der var ihvertfald ingen af dem der fortrød, at de var rejst.
Mads og Magnus har jeg jo ikke fortalt ret meget om, af den grund de ikke skrev ret meget hjem, og så har jeg ikke hørt så meget om dem, men de havde et godt liv derovre, og det er det vigtigste.
Niels og Gunnar som var de to sidste der  rejste ved jeg mere om idet både Gunnar og min svigerinde Sigrid skrev mange breve.
Jeg kan huske min bror Johannes har fortalt, at det var begyndt at fryse temmeligt hårdt den dag Niels og Gunnar skulle rejse d. 8 november 1924, og at det frøs hele vinteren lige til foråret, så det har været en streng vinter. Så vores klima har i hvertfald ændret sig siden dengang.
 
Jeg vil slutte min fortælling med at ønske vi må få en rigtig god slægtsfest i sommeren 2006.

Jeg vil også takke min slægtning Per Møller Jensen for den store indsats han har gjort for, at det kan lykkes, også en tak til dem der lidt i baggrunden har hjulpet med.

Anna Bojesen

Alle tekster af denne forfatter er beskyttet med Copyright, og må ikke benyttes uden skriftlig tilladelse fra forfatteren.

Indskrevet 01. 02. 2006
   Copyright by Pedro

Afsluttende bemærkninger

. . . Efter Anna Bojesens fortællinger om vores slægts liv og levned i de små samfund i Rødding herred, vil det nok være en god idé at få de enkelte personer, og familier på plads i de rigtige anetavler.
 
Det gøres ved at gå tilbage til mappen Family/page 1 øverst på hjemmesiden.  http://www.pedros.dk/237021

Dér føres læseren nu tilbage til Thyholm i Danmark, hvor man kan følge vores slægt tilbage til Anno 1600, og frem mod slut af Anno 1800, hvor slægten begynder at sprede sig ud til den øvrige Verden.

På siderne er forældre's, og andre personer's navne trykt i farve.

Ved tryk med curser på person navne føres man tilbage i anetavlerne for de pågældende personer, og deres familier samt deres data i folketællingerne som giver et flot billede af familierne verden over, og jeg vil ønske alle læsere af denne hjemmeside en god oplevelse.

Med venlig hilsen,
Per Møller Jensen
1. august 2007






           
                  Velkommen til næste mappe Slægts/sagn/myter

Anna Bojesen 2007

Anna Bojesen forsætter her sine erindringer

Min vinter som stuepige på Hostrup Hovedgård.

Eftersom mit fæste mål på et år hos Bodil og Peter Lidegård i Bønding snart var forbi ville jeg have en ny plads den 1ste nov. 1939, men det var slet ikke så nemt dengang da der var stor arbejdsløshed, man skulle være om sig for at få en god plads. Jeg havde hørt til et par stykker på Vinderup egnen da jeg havde en ven der, men det havde ikke givet noget resultat. Min mor ville så gerne have mig til Lem igen, og hun mente jeg kunne få plads på Hostrup hos Thygesens som stue pige . Min mor havde talt med kokkepigen Betty som min mor kendte, så hun aftalte med hende, at jeg skulle komme en bestemt dag og tale med fruen om pladsen. Det gjorde jeg, og jeg tror jeg skulle have 45 Kr. i månedsløn, jeg havde fået 40 Kr. i sommerhalvåret i Bønding, og der skulle jeg endda arbejde i marken i høhøsten og gå i roerne når den tid var og tage kartofler op, så det var jo et stort fremskridt her med bare at arbejde inde og få 5 Kr. mere om måneden, det lyder mærkelig i dag, men sådan var det bare dengang, men man kunne jo heldigvis få mere for pengene den gang. Mine forældre Kirstine og Anders Chr. Ladefoged boede dengang i den første ejendom på venstre hånd når man kommer fra Hostrup og går mod Lem, så jeg besøgte dem jo tit om aftenen og søndag eftermiddag, da havde man kun fri søndag eftermiddag når man var færdig med at rydde op efter middagen, det vil sige ved 2 tiden. Det var og er jo et kønt sted der ved Hostrup, fra ”Bellahøj" som min far kaldte ejendommen er der udsigt over fjorden, og plantagen ligger næsten lige ved døren, min far og jeg gik tit en tur ned gennem Birkedal som lå i forlængelse af plantagen, så gik vi ud til vigen og sejlede en tur i hans robåd og så efter om der var ål i ruserne.

Jeg var naturligvis spændt på min nye plads, det var jo lidt anderledes end i Bønding, der sagde vi Bodil og Peter til manden og konen jeg var ærgerlig over, at det ikke var året før jeg var der, for da havde der været filmoptagelse med de udvendige billeder af ”Livet på Hegnsgård”, det fortalte de en del om. Der havde jo været mange kendte Skuespillere bl.a. Karin Nellemose som var meget berømt dengang. Nu skulle jeg til at sige Hr. og Fru Thygesen. Jeg havde selvfølgelig også sagt Hr og fru Petersen i min første plads som var hos min lærer, men dem tror jeg nok jeg var dus med, men nu skulle jeg til at sige De. Den første dag på Hostrup skulle Betty som jeg kendte lidt i forvejen vise mig til rette. Jeg fik et værelse for mig selv i den højre fløj med vindue ud til gårdspladsen som jeg syntes var enorm stor, der var kakkelovn på værelset som vi godt måtte fyre i om vinteren, og det gjorde vi også da det var koldest, men det var også ekstra arbejde at slæbe tørv op på loftet, så vi fyrede mest kun på det ene værelse og det var mest på Bettys værelse og så var jeg hos hende.

Det første jeg skulle foretage mig den første dag var at tage aske ud og fyre op i en stor skrummel kakkelovn i Spisestuen, der efter i kontoret som også fungerede som dagligstue. Det var jo store stuer, så brugte de også kun de to stuer om vinteren, om sommeren havde de vist en havestue i brug, der var flere stuer, men der var ingen møbler i, den ene blev brugt til rullestue, hvor der stod en stor rulle af den med store sten i, og en anden stue blev brugt til opbevaring af frugt for der var jo masser af æbler og pærer i haven. Fra dagligstue døren gik en lang gang, hvor hoveddøren gik ud til pladsen foran hovedbygningen, den lange gang var total mørk i den anden ende og en dør gik ind til et gæsteværelse hvor forvalteren boede, hvorfor der ingen lys var ved jeg ikke, der har måske bare manglet en pære, det gik man ikke så højt op i dengang, jeg var nu lidt bange når jeg skulle gennem den mørke del af gangen. Fra forvalterens værelse kom man ud på en gang der førte til folkenes værelser, men dem havde jeg ikke noget med at gøre, det var fodermesterens kone der holdt karlekamrene rene. Det var også fodermesterens kone der vaskede storvask, men der skulle jeg hjælpe til. Da jeg havde fået fyret op den første morgen gik jeg ud i køkkenet til Betty og fik min morgenkaffe, køkkenet var meget stort, det bredte sig fra den ene side af højre fløj til den anden side, så der var et vindue ud til gården, og to vinduer ud til haven. Midt i over mod væggen var der et stort komfur, hvor vi fyrede mest med tørv fordi gården selv havde en mose med tørv. Fra køkkenet gik en dør ind til folkestuen, hvor der igen var en dør til bryggerset og ud, så karlene kom ind den vej og der var så dør fra køkken til bryggers, det var nu nærmest bare en baggang.
Jeg mener der var tre faste karle plus staldkarlen som vi kaldte svenskeren, det var en ældre mand der for mange år siden var kommet fra Sverige.  Så var der Fodermesteren og hans kone som boede i et hus som lå skrå ud fra højre fløj, der var en buet portal mellem huset og hovedbygningen som førte ind til haven. Der var ofte en daglejer eller to så Betty havde skam mange at lave mad til. Herskabet spiste jo for sig selv i spisestuen og det var selvfølgelig min opgave at servere for dem og i øvrigt gøre rent i stuerne. Jeg var nu også barnepige noget af tiden for der var to små piger, Kirsten og Kylle. Kirsten fire år og Kylle to år. De var et par søde piger, som jeg husker det, var de nemme at have med at gøre. Fra spisestuen var der en dør ind til børnenes værelse og til soveværelse, hvorfra man kunne komme ind i et badeværelse med toilet med træk og slip, det vil sige der var en cisterne over WC som man så skyllede ud ved at trække i en snor med et håndtag, der har nok også været et badekar, måske med løvefødder. Der har nok kun været kold vand for jeg mener fruen hentede varm vand i køkkenet. Betty og jeg gik i hvert fald på WC på et gammeldags das i udhuset. Det havde vi først tid til om aftenen så fulgtes vi altid ad for det var jo mørkt i vintertiden, vi havde heldigvis en lommelygte, men vi skulle over den store gårdsplads for det var ikke den rene spøg. Man huskede jo også hvad man havde hørt om spøgeri på gamle herregårde. Her på Hostrup snakkede de noget om den grå dame der gik igen. Der var jo også kommet nye karle den 1ste nov. Det var Ernst og Henry som var brødre, de kom fra Geddal, og så var der Tage, hans forældre boede ved Hostrup Strand, hans søster Anna kendte jeg lidt. Vi havde ikke været der så længe før vi fandt sammen i folkestuen eller køkkenet om aftenen, Ernst havde en Knapharmonika det var endda en fem rk. Og han var virkelig god til at spille, det var efter gehør så han kunne spille de melodier der var moderne på den tid, det var Bel Ami, Det var på Capri, En lille gylden ring og den slags. Det var meget opmuntrende efter en lang arbejdsdag. Betty havde nogle gamle skillingsviser så sang vi den til harmonikaens toner. Vi havde rigtig mange hyggelige aftener sammen. Der gik ikke så lang tid før der var Amoriner i luften, Ernst var en flot fyr bredskuldret og med et dejligt smil med fine tænder og glimt i øjet. Jeg blev lidt forelsket i ham, men der var jo det, at jeg havde min ven i Vinderup, som jeg var kommet sammen med i halvandet år. Der var en aften hvor jeg var alene med Henry i køkkenet, så spurgte han mig om vi skulle komme sammen, men det afslog jeg blankt, for det var jo hans bror jeg var blevet små forelsket i, og der var jo det med med min faste ven. Ikke så længe efter fandt vi andre så ud af, at Henry sov hos Betty om natten, jeg fortalte aldrig Betty, at Henry havde spurgt mig først. Da vi skulle have den første storvask efter jeg var kommet, da gik det for sig på den måde, at der blev sat tøj i blød dagen før, vaskehuset var i enden af fodermesterboligen, og der var en grubekedel vi fyrede op under så tøjet kunne blive kogt, der var også en vaskemaskine som vi slyngede frem og tilbage, men noget af tøjet blev vasket på bræt, det blev jeg sat til. Vi skulle jo bruge en masse vand det havde Ernst fået at vide han skulle hente i transportspande, så amorinerne svirrede videre mellem ham og mig, når fodermesterkonen var ude at hænge tøj op kyssede vi hinanden, men var hun inde måtte vi nøjes med at blinke til hinanden. Jeg havde jo lidt dårlig samvittighed med hensyn til min ven, og tænkte alvorlig på at gøre det forbi med ham, men inden det skete, hændte der noget helt andet. Der var blevet noget uvenskab mellem Henry og fodermesteren, det havde stået på nogle dage og det spidsede mere og mere til, en morgen Henry og fodermesteren stod og skændtes ude i kostalden, endte det med de kom op at slås, i der samme kom Ernst derind, og han kunne se at det kneb for Henry at klare sig, så blev Ernst rasende og uden at tænke sig om greb han en skovl der stod i nærheden og slog efter fodermesteren med den, og strejfede ham over det ene øje så der blev en flænge, nu fik kampen pludselig ende, fodermesteren måtte til læge og han meldte det til Politiet, og der blev jo en opstandelse med politi og afhøring af de implicerede.Betty og jeg havde ikke set slagsmålet, men hørte om det bagefter, men vi stod i køkkenvinduet og så politiet kom, det endte med at Ernst fik besked på at rejse derfra, så det optræk til kæresteri mellem ham og mig blev ikke til mere. Ernst tog i første omgang hjem til sin far, men tog så til Skagen og kom med en fiskekutter derfra en tid.

Dagene sneglede sig af sted nu, hvor det blev tidlig mørk, forskrækkelsen over Ernst hans bortvisning kom dog lidt på afstand, og hverdagen gik sin gang. Betty havde også sine forældre i nærheden de boede i Sønderlem, så hun smuttede tit hjem til dem, moderen var hun meget knyttet til. En dag kom vi i tanker om, at vi ville gå sammen ind over det store loft for at få aflivet historien om, at man mødte den grå dame der. Fra anretterværelset som lå mellem køkken og spisestue, ja det var næsten kun et bord, ind under trappen til loftet, men der satte jeg bakkerne fra mig når jeg ryddede ud af spisestuen. Vi gik altså op ad trappen der og så var vi på loftet, hvor mit værelse lå når man gik lige frem og Bettys værelse hvis man gik modsat vej. Uden for Bettys værelse var der en smal åbning, hvor man kunne komme ind på det store loft, vi tog hinanden i hånden helt spontan og gik derind, der var så vidt jeg husker bare et stort støvet tomt loftsplads, vi gik videre for der var lys fra et par vinduer i enden af huset , vi fortsatte videre og drejede om på den venstre fløj, men der var ikke noget særlig at se, det var bare tomt og støvet, vi så i hvert fald ingen grå dame. Jeg var ellers noget beklemt ved det, for min mor havde fortalt mig om en tidligere ejer, hvis kone havde været psykisk syg, og havde druknet sig i fjorden, det havde jeg fortalt Betty, så vi snakkede om, at hun måske gik igen. Vi så ingenting men jeg tror nok vi havde det bedst da vi var godt nede fra loftet igen. Julen nærmede sig og der blev travlhed med at bage og få slagtet gris og lavet blodpølser og medister, Betty regerede som besat i køkkenet og jeg hjalp til så godt jeg kunne. Svenskeren havde travlt med at holde tørvekassen fuld, og jeg mener der var en vandhane over køkkenvasken, passer det ikke for mig har han også skullet bære vand ind. Herskabet kom ikke sammen med særlig mange, men doktor Partchs og frue kom de en del sammen med, og de skulle komme Nytårs aften. Først skulle vi jo have Julen overstået. Der kom flere snebyger ind under jul og det trak op til frost, jeg var glad for, at jeg var holdt op med at gå på aftenskole som jeg var begyndt med lige efter 1ste Nov. Det var lærer Pedersen der holdt aftenskole i Opperby skole, han var jo min lærer i skolen, og jeg havde haft plads der det første år efter konfirmationen. Betty syntes nu det var noget pjat, og at jeg hellere skulle blive hjemme og synge sammen med hende, og det havde jeg så gjort efter at have været på aftenskole få gange, min mor var nu ikke helt tilfreds med det, men det skulle hun nu ikke bestemme, jeg var jo sytten snart atten, hvor jeg selv kunne bestemme. Juleaften måtte vi selv bestemme om vi ville være i spisestuen sammen med herskabet eller vi ville være i folkestuen og køkkenet sammen med de karle der var der den aften. Vi valgte at hygge om folkene i stedet for at være hos herskabet, det ville også være så fremmed for os da vi jo ikke var vant til at omgås dem I juledagene måtte vi besøge vores forældre, min mor og far og min bror som havde ejendommen sammen med dem havde holdt juleaften hos min Søster og Svoger som boede i gården som lå lige efter min fars og mors sted, så det var så nemt for dem og børnebørnene Janne og Stinne var glad for at få besøg af bedstemor og bedstefar på selve juleaften, pigerne var på det tidspunkt syv og ti år. Proprietær Thygesen havde fanget en stor gedde som skulle spises nytårsaften i stedet for torsk, den skulle renses godt, men hovedet måtte ikke skæres af for den skulle serveres hel med hoved og det hele, ja indvoldene kom selvfølgelig ud, jeg syntes nu det var en underlig måde at få fisk på, men fint skulle det jo være, fisken blev kogt i en aflang fiskegryde som nemt kunne stå på det store komfur. Der var også en kødret, det kan jeg ikke huske, hvad var og så var der dessert til sidst. Jeg skulle jo servere og fik at vide at jeg skulle servere fra højre og tage ud fra venstre side, og jeg havde mørk kjole og lille hvidt forklæde på, jo fint skulle det være. Der var flere slags vin og efterhånden blev stemningen høj, jeg kan huske, efter Kl.12 kaldte doktor Partchs mig ”lille skat". Det fortalte jeg senere min mor, ja så har han da vist været fuld var hendes kommentar. Nu skulle vi så tage hul på 1940. På det tidspunkt vidste vi jo ikke, hvor mørk den skulle blive, den begyndte med at kulden tog til. Efterhånden frøs vinduerne i køkkenet til selv om vi fyrede i det store komfur, dengang var der jo kun enkelt glas i ruderne, det ville ingen ende tage med frosten, det varede flere uger inden vi fik vinduerne tøet op. Efter nytår kom Ernst tilbage fra Skagen og han besøgte os og vi sang lidt sammen igen, men det blev ikke rigtig det samme, amorinerne var væk og kom aldrig rigtig igen, men vi var gode kammerater alle sammen og det venskab holdt sig i mange år fremover. Når Betty gik i køkkenet og jeg kom i døren ud fra gangen, hængte vores køkken ur på væggen overfor, så kunne jeg ikke se hvad klokken var, så jeg spurgte altid Betty om hvad klokken var, der var ingen af os der havde armbåndsur dengang, hun sagde til mig, at hun syntes jeg skulle gå til øjenlæge og se om jeg ikke skulle have briller, dengang var det ikke så pænt at gå med briller, og min mor ville da slet ikke høre tale om, at jeg skulle have briller, jeg havde haft noget besvær i skolen med at se hvad læreren skrev på tavlen, men der sørgede jeg for at komme til at sidde ved en af de øverste borde så jeg ikke var for langt fra tavlen, enden af den snak blev, at jeg kom til øjenlæge og det viste sig, at jeg ikke så ret godt med højre øje og fik briller. Jeg havde ikke mange penge, men kunne få tilskud fra sygekassen, men det var det vi kaldte sygekassebriller, og det måtte jeg så nøjes med i første omgang, min ven syntes nu jeg skulle have nogle pænere, det fik jeg først da jeg året efter kom til min søster i København. Nå, men det bedste var da, at nu var jeg bedre til at se, jeg kan huske jeg var helt forbavset da jeg kunne se grenene på træerne helt tydelig når jeg kiggede ud i haven, og klokken skulle jeg jo ikke spørge om mere. Mine niecer Janne og Stinne havde fået lov til at besøge mig på Hostrup en dag, hvor jeg var alene hjemme, Jeg viste dem jo lidt stolt rundt i huset bl.a. viste jeg dem en anordning i spisestuegulvet ved fruens plads, hvor man kunne få en klokke til at ringe i køkkenet, det var da meget praktisk for hende, så kom jeg jo springende og fik besked på, hvad hun ønskede. De to piger var jo noget benovet over det store hus og, at vi tjenestepiger havde hvert vores værelse ovenpå. De fleste steder på gårdene havde to piger kun et værelse sammen. I julen havde jeg besøgt min vens forældre, de var meget flinke, især hans mor kunne jeg godt lide, min ven kom ikke hos mine forældre, det ville min mor ikke have, dengang kom man ikke i hinandens hjem uden man var ringforlovet og snart skulle giftes. Min ven havde plads på landet og havde på det tidspunkt ikke udsigt til større fortjeneste, han var knap fyldt 20 år og jeg var kun 17 så der var jo ikke noget der hastede. Vi fortsatte med at komme sammen til jeg året efter rejste til København. Jeg prøvede at overtale ham til at komme derover, der var arbejde nok han kunne have fået, men det ville han ikke, og så endte det med, at vi begge to fik en anden. Men vi mødtes da senere og talte om gamle dage. Men i tiden på Hostrup besøgte han mig jo tit og blev der af og til om natten, natten var jo vor egen. Engang var hans cykel væk da han ville køre hjem ved femtiden om morgenen, for så kunne han nå hjem til han skulle op ved sekstiden og i arbejde, han ledte meget efter cyklen, han kunne nok tænke, at det var karlene der havde gemt den, men han fandt den ikke og måtte traske den lange vej til Vinderup. Han meldte det til politiet og dengang tog politiet sig af den slags ting. Og det endte med at karlene pænt måtte aflevere cyklen på hans bopæl i Vinderup. Jeg vidste ikke noget om det før jeg senere fik det at vide af min ven. Vinteren slap endelig sit tag og det blev mildere vejr, men der lå stadig sne klatter omkring 1 ste april . Da vi en morgen tidlig stod i køkkenet og skulle til at lave morgenmad til karlene kom der en usædvanlig lyd og vi hørte en brummen og kiggede ud i haven, da kom der en flyvemaskine helt lavt ned over træerne, vi blev meget bange for vi frygtede jo det var tyskerne, der havde gået nogle rygter om, at det var ikke sikkert Danmark gik fri. Vi havde hørt om flere lande som Hitler var gået ind i, der kom flere flyvere tæt ned over, og nu kom herren ud i køkkenet og sagde, at vi måtte komme ind i stuen og høre radioen, hvor der blev sagt at de tyske tropper var gået i land i København og flere andre byer, jeg kan huske, at jeg græd for jeg var en rigtig "læsehest" der havde læst en masse historier fra første verdenskrig, og nu kunne jeg huske alt det grusomme jeg havde læst og troede, at nu ville det ske her. Det gjorde det jo først langt senere da Danmark kom med i frihedskampen, men vi fik jo besked på at holde os i ro og ikke gøre modstand, og vi skulle straks have vores vinduer mørkelagt. Det var nu ikke så ligetil med de store og mange vinduer der var på Hostrup. Jeg kan ikke huske hvordan det blev klaret, men der er jo nok blevet bestilt en håndværker til at klare det. Om aftenen var jeg hjemme hos mine forældre for at snakke med dem om, hvad der var sket, de var jo også meget bedrøvet over, at tyskerne havde besat Danmark. På det tidspunkt troede vi, at englænderne kom og befriede os inden længe, så selv om vi ønskede det var vi bange for, at de skulle slås her i landet. Men englænderne havde jo nok med at klare sig selv i de dage, så i løbet af en tid blev det jo hverdag igen, og vi så ikke noget til de tyske soldater, kun hvad vi kunne læse i avisen og det var jo løgn og latin det meste, lidt senere lærte vi så at finde england på radioen, men det skulle jo ske i al hemmelighed. Men jeg var meget følsom og havde fået et helt chok den 9ende april, jeg blev bange for at gå hjem om aftenen når det var mørkt, jeg så tyskere overalt og var bange for, at de gemte sig i plantagen jeg skulle forbi. Jeg talte jo ikke om, at jeg var bange, men så fandt jeg på at få Tage, en af karlene til at hente mig om aftenen, han skulle vente ved en roekule, hvor han ikke kunne ses, mine forældre måtte jo ikke se ham, men Tage troede jo det var fordi jeg godt kunne lide ham, at han skulle hente mig, så jeg måtte spille dobbelt spil for at overvinde min rædsel. Jeg skulle flytte til første maj, og vi var jo efterhånden over midten af april, så jeg gennemførte mit dobbeltspil resten af tiden, men det gik jo op for Tage, at jeg stadig havde min ven fra Vinderup, og at han ikke havde en chance. Jeg var ikke kommet så meget sammen med min veninde Erna Lundgaard i denne vinter for hun havde plads i Ramsing og jeg havde jo fået nye venner på Hostrup, men vi skrev da jævnlig breve sammen, hun havde en ven i Ramsing, Erna og jeg plejede at tage til bal sammen, vi var i ungdomsforeningen i Lem og havde også sommeren før været til bal i Vejby og Ramsing, men Betty var ikke en der gik til bal, jeg ved slet ikke om hun kunne danse, hun og Henry gik i hvert fald ikke til bal i den tid vi var sammen. Når jeg ikke ville blive på Hostrup om sommeren var det fordi jeg ikke vidste om Thygesens blev der for der var sket det, at Thygesen ikke kunne køre videre med gården så der var kommet en bestyrer på, jeg kan huske fru Thygesen kom ud i køkkenet til Betty og mig og fortalte grædende, at de nok skulle flytte i løbet af nogle måneder. Den nye bestyrer hed Hansen og jeg mener der havde været en forvalter som måtte flytte. Betty ville blive der for Henry blev der jo også, jeg ville se om jeg kunne få en plads i nærheden af Skive, hvor min ven havde fået plads på en gård lige uden for Skive. Jeg fik også en midlertidig plads ikke så langt derfra, men det er en helt anden historie.

 

Min tid på Hostrup Hovedgård var en god tid, den ville jeg ikke have undværet, så det var godt min mor fik mig overtalt til at søge pladsen.

 

Anna Bojesen,

f. Ladefoged. 

afsluttet d. 28-11-2007.

 

 

 

 

 

 

Anna Bojesen 1939

Hostrup Hovedgaard 1940